Ny rapport: Klimaskader for 116 milliarder
20.11.2023
Af Jonas Gielfeldt
Ny forskning har for første gang lavet koblingen mellem omkostningerne ved udledning af CO2 og de tab og skader, der sker globalt. Forskningen tager højde for det faktum, at CO2 lagrer sig i atmosfæren og kan blive liggende i adskillige hundrede år. Derfor er det nu muligt at koble den direkte virkning i de enkelte år til fremtidige skader. På baggrund af Danmarks udledninger i 2020 og resultaterne i den nye forskning, har Oxfam Danmark kunne lave denne helt nye analyse, der viser, at Danmarks udledninger i 2020 frem til 2100 vil medføre omkostninger på klimaskabte tab og skader for 116 milliarder kroner.
I 2010 var beløbet endnu højere med 180 milliarder kroner. Det skyldes, at Danmarks udledninger var større dengang, men også at opgørelsesmetoden i det nye forskningsstudie tilsiger, at jo længere tid udledninger ligger i atmosfæren, desto mere skade forvolder de. I lighed med en række andre velstående lande har Danmark udledt, og udleder fortsat, alt for mange drivhusgasser i forhold til at kunne nå målene i Paris-aftalen. Det enorme beløb på 116 milliarder kroner er derfor netop også et udtryk for, at vores store udledninger har massive økonomiske og sociale konsekvenser mange år frem.
Men der er særlige grupper i samfundet, som bærer et større ansvar. Særligt den rigeste procent har markant større udledninger end alle andre grupper. Således forvolder top 1 pct. skader for dobbelt så meget som for den næst-rigeste procent, og næsten 10 gange så meget som medianen. Ser man på hvilke sektorer, der især skaber en stor omkostning på klimaskabte tab og skader, stikker især international transport med skibe, fly og køretøjer ud. Selv om der i 2020 var lav aktivitet pga. coronakrisen, så stod denne sektor for en skadesomkostning på grund af CO2-udledninger alene på over 50 milliarder kroner, hvilket er mere end dobbelt så meget som fx energisektoren. Analysen giver derfor stor indsigt i, hvorfor Danmark og andre rige nationer skal påtage sig sit ansvar som et land med relativt store udledninger og sikre markante bidrag til fonden for tab og skader, som der netop skal forhandles om til dette års COP28.