Vores historie: WUS i 60’erne og 70’erne
Foto: WUS
I 1966 gik en gruppe studerende og lektorer på Københavns Universitet sammen og dannede WUS-Danmark som en gren af den internationale World University Service. De ønskede at vise solidaritet med befrielsesbevægelserne i Afrika og Latinamerika, og samtidig informerer danskerne om bevægelsernes kamp for frihed.
Hvad lavede WUS?
I 60’erne gik støtten til politiske flygtninge og stipendier til unge fra befrielsesbevægelserne i Afrika. Frivillige aktivister arrangerede kampagner i Danmark sammen med andre solidaritetsorganisationer.
I 70’erne blev stipendieprogrammet udvidet til at omfatte unge fra de latinamerikanske befrielsesbevægelser. Frivillige aktivister samlede ind til flygtningelejre i Mozambique, Congo og Zambia, og de første kooperanter udsendes til Mozambique og Nicaragua.
Arkitekter og ingeniører udsendtes til bygningen af MPLA skolen i Congo til angolanske flygtninge og til bygningen af Africa Hall i Lesotho til sydafrikanske og zimbabweanske flygtninge.
Vi var på det tidspunkt stærkt involveret i den danske anti-apartheidbevægelse og solidaritetsarbejdet i Danmark.
WUS: Da det hele begyndte (1966-1976)
I de første 25 år af vores historie hed vi hverken Oxfam, IBIS eller Oxfam Danmark – dengang var vi WUS. Klavs Wulff er en af de ildsjæle, der var med til at forme organisationen i de første år. Det var en smule tilfældigt – men bestemt ikke kedeligt!
Egentlig var den 24-årige teologistuderende ikke mødt op på mødet i Danske Studerendes Fællesråds præsidium den dag i 1969 for at tiltuske sig nogen bestyrelsesposter – og da slet ikke i WUS. Klavs Wulff havde ikke beskæftiget sig med ulandsarbejde før.
Men der var mange bestyrelsesposter, der skulle besættes, og WUS stod næsten nederst på listen. ”Og så var der én, der sagde: ’Klavs, du har siddet stille hele aftenen. Er der ikke noget med, at din svigerfar har noget med ulandene at gøre? Den post tager du!’” beretter han smilende.
Og sådan blev det. Klavs Wulff blev indsat som formand for WUS i Danmark. ”Og når nu jeg skulle melde mig til noget, var WUS da interessant. Det var inden for mit politiske interessefelt, for jeg var allerede engageret i kampen mod atomvåben. Så jeg gik ind i det.”
Klavs Wulff blev en del af kernen i WUS i de første år. Han var med til at forme organisationen, som vi kender den i dag, og lægge grundstenene for meget af det arbejde, vi stadig laver. ”Det var ret tilfældigt, at det lige blev WUS, jeg landede i. Men det betød bestemt ikke, at det ikke var rigtigt!” understreger han.
Ud med professorerne
I begyndelsen var WUS – eller World University Service – den danske aflægger af WUS International, en schweizisk organisation, der går helt tilbage til 1920, hvor man samlede ind til fordel for krigsramte studerende i Europa. Senere bredte organisationen sig til det meste af verden. Man støttede uddannelsesformål, som for eksempel uddannelse af den sorte befolkning i Sydafrika.
I Danmark hørte WUS i de første år under Danske Studerendes Fællesråd. Her rejste vi penge til WUS International gennem sociale arrangementer som gadeindsamlinger og fester. I 1966 blev vi som følge af WUS’ forbindelser i Sydafrika inviteret til at være med i den nyoprettede apartheidkomité, der var med til at fordele de offentlige danske midler til antiapartheid-arbejdet i det sydlige Afrika.
Dengang bestod bestyrelsen i WUS af både elever og lærere på universitetet. Men på mit første møde som formand udvandrede lærerne og meldte sig ud af samarbejdet. De syntes, det blev for politisk. Det var jo midt i efterdønningerne af studenteroprøret. Herefter blev WUS kendt som de studerendes bistandsorganisation. Og vi engagerede os stærkere i støtten til befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika.
Klavs Wulff
Daværende formand for WUS
Entrepenante militærnægtere
I de første år bestod WUS af en lille flok mennesker, der var udpeget af studenterrådene rundt om i Danmark. ”Alting gik utrolig stærkt i den periode. Jeg var på kontoret hele tiden, og min kone så mig aldrig. Vi var fire meget unge mænd, der udgjorde kernen. Vi tog alle tæskene – men til gengæld kunne vi også se, at der kom en masse ud af vores arbejde. Vi må virkelig have været unge dengang!” funderer Klavs Wulff. Og tiden var med dem. I starten af 1970’erne blev ulandene pludselig et hot emne blandt datidens politisk bevidste studerende.
”Det lykkedes os at skabe interesse for at sidde i bestyrelsen. Og lige pludselig var vi nogle flere med,” husker han. WUS fik eget kontor i Sct. Peders Stræde i København, som vi delte med Internationalt Forum. Tilsammen kunne vi ansætte en sekretariatsmedarbejder, der delte sin tid mellem de to organisationer. Og dermed fik WUS også mulighed for at ansætte militærnægtere – et klogt træk for en lille organisation baseret på frivillige ildsjæle.
Klavs Wulff var selv ansat som militærnægter fra 1970 og næsten to år frem, og derefter fik en anden fra bestyrelsen tjansen. ”Det var en virkelig dynamisk tid. Vi var meget entreprenante og gjorde tingene, når vi fik idéerne, uden at udfylde en masse skemaer først. Vi var en del af det politiske spil, og vi kæmpede mod autoriteterne. Det tiltalte os nok ret meget dengang,” fortæller han.
En skole i Congo
Det første store projekt, som WUS involverede sig i, var opførelsen af en kostskole for angolanske flygtninge i byen Dolisie i Congo. Idéen udsprang af Operation Dagsværk-kampagnen i 1971.
”Danske Gymnasieelevers Sammenslutning samlede ind ved at donere deres arbejdskraft, og vi samlede flere penge ind gennem Giro 25. Jeg kan huske, at vi stod på Strøget og opfordrede danskerne til at udvise solidaritet med befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika,” fortæller den daværende WUS-formand.
Det lykkedes de unge at samle næsten en halv million kroner ind – og det var mange penge i 1971. WUS fik ansvar for, at pengene blev brugt på det, der var meningen.
Man havde nemlig allerede god kontakt til befrielsesbevægelsen MPLA i Angola. Og de ønskede først og fremmest at få støtte til byggeriet af kostskolen i Congo. ”Inden da havde vi ikke vores egne bistandsprojekter. Men vi syntes, det var for dyrt at gå gennem FN-systemet, og så opstod idéen: Vi gør det sgu selv!” beretter Klavs Wulff.
Det krævede dog, at Danida lagde 3,2 millioner kroner oveni. I starten var de skeptiske over for de studerende, der påstod, at de kunne lave ulandsarbejde. Men det blev afgørende, at en række ingeniører og arkitekter fra et anset arkitektfirma involverede sig og tegnede skolen gratis.
Danida satte spørgsmålstegn ved, hvad en flok unge knægte som os havde af forstand på at bygge skoler i Congo. Så vi fik MPLA til at sende en telex om, at de ønskede, at WUS skulle stå for projektet – det var svært for politikerne at argumentere imod. Vi mødtes med udenrigsministeren. Og ledelsen i arkitektfirmaet bakkede op om, at vores arbejde var godt nok. Så til sidst ændrede Danida holdning.
Klavs Wulff
Daværende formand for WUS
WUS’ første store projekt var hermed en realitet. Vi opførte en succesfuld skole på grænsen til Angola, der fik gode evalueringer af Danida. Og efter nogle år blev den overdraget til de congolesiske myndigheder.
”Det her var selve fagliggørelsen af WUS. Flere af arkitekterne gik ind i foreningen bagefter, og i de følgende år blev vi en platform for udsendelse af fagfolk,” fortæller Klavs Wulff.
Ligeløn på kontoret
Op gennem 70’erne fik WUS flere ansatte – og flere penge til at drive projekter for. Men det var stadig det politiske engagement og solidaritetsfølelsen, der drev værket. ”Dengang var vi alle meget venstreorienterede. Jeg var selv fra det Radikale Venstre, men de fleste af de andre var et stykke længere til venstre på skalaen,” husker Klavs Wulff.
Der var ingen generalsekretær de første mange år. Og vi fik alle sammen det samme i løn; det svarede til en faglært arbejders gennemsnitsløn.
Klavs Wulff
Daværende formand i WUS
Med tiden frigjorde den danske organisation sig fra WUS International. Det første skridt blev taget allerede inden Afrika 71-indsamlingen. Det var kontroversielt at støtte MPLA direkte, og WUS International var bange for, at det kunne bringe deres sydafrikanske partnere i fare.
Derfor etablerede WUS i Danmark sig som en selvstændig organisation – men båndene til Genève var stadig tætte. Først i 1991 blev de kappet for alvor, og vi skiftede navn til IBIS.
Klavs Wulff var formand for WUS i Danmark indtil 1976, og nogle år senere blev han generalsekretær for WUS International i fire år. Herefter arbejdede han i andre dele af ulandsmiljøet, før han kom tilbage til lBIS fra 2004 til 2011.
Africa Hall står der stadig
1970’erne var Lesotho tilflugtssted for flygtninge fra de brutale regimer i Sydafrika og Zimbabwe. Derfor byggede WUS et kollegium, så de unge kunne tage en uddannelse, mens de var på flugt. Fotograf Lotte Ærsøe besøgte stedet 40 år senere
Jeg ankommer til Lesothos universitet dagen efter, at de studerende har protesteret mod manglende udbetalinger af deres studiestøtte. I går blev der demonstreret og brændt bildæk af, og politiet afspærrede hele universitetetsområdet. Oprørstrangen har åbenbart ikke helt forladt de studerende her i den lille bjergstat i det sydlige Afrika, selvom det er mange år siden, de sidste frihedskæmpere rykkede ud.
I dag er der dog helt roligt mellem de røde toetagers murstensbygninger på universitetsområdet. Mellem tørresnore tunge af vasketøj står en gruppe studerende optaget af deres mobiltelefoner. Jeg må gerne fotografere, men ingen vil have deres navn i avisen.
Gårsdagens kamp mod autoriteterne sidder stadig i de unge. De vil dog gerne høre, hvorfor jeg er taget hele vejen fra Danmark til Lesotho for at tage billeder. Og deres ansigter lyser interesseret op, da jeg fortæller historien om, hvordan en gruppe danskere i 1970’erne var med til at grundlægge deres kollegium i solidaritet med frihedsbevægelserne i det sydlige Afrika.
”Det gør mig stolt at vide, at der har boet eksil-sydafrikanere her, hvor jeg bor nu. Det er en fantastisk historie,” udbryder en af de unge kvinder forbløffet.
Oprør i Sydafrika
1976 var et skelsættende år i kampen mod apartheid. I Johannesburg-forstaden Soweto protesterede 15.000 sorte skoleelever mod, at de hvides sprog – afrikaans – skulle erstatte engelsk som undervisningssprog. Men den fredelige demonstration blev mødt med skarpladte maskingeværer fra politiets side. Og betjentenes skud ind i den forsvarsløse menneskemængde satte for alvor gang i kampen mod apartheid, som et par årtier senere bragte det hvide styre til fald.
På samme tid var borgerkrigen i fuld gang i nabolandet Rhodesia – det senere Zimbabwe – hvor befrielsesbevægelsen ZANU kæmpede mod det undertrykkende hvide styre.
Tilsammen skabte de to konflikter en strøm af unge på flugt til de omkringliggende lande, og en del af dem endte i Lesotho. De unge mennesker havde brug for trygge rammer, og nogle af dem fandt det på Lesothos universitet.
Samme år blev det første spadestik til kollegiet Africa Hall taget. Og det danske WUS havde mere end en finger med i spillet.
Internationalt samarbejde
Egentlig var det lederen af WUS i Lesotho, eksil-zimbabweaneren Stan Mudenge, der fik ideen med et kollegium til de unge flygtninge. Men han manglede midlerne til at bygge det for, og derfor fik han sine kontakter fra Danmark med på idéen.
De danske WUS’ere fik støtte fra Danida og tyske GTZ til byggeriet. Og derudover stillede en gruppe arkitekter og ingeniører gratis deres arbejdskraft til rådighed i solidaritet med flygtningene. Det sparede så meget på omkostningerne, at man endte med at bygge flere værelser, end der egentlig var planlagt.
Projektet opstillede en række dogmer for byggeriet. Det skulle blandt andet være klimarelevant – det vil sige, at det skulle kunne holde til Lesothos store temperaturudsving. Det skulle være behageligt at opholde sig i værelserne i de varme sommermåneder, men også holde til de ekstremt kolde vintre. Der blev der ansat 50 lokale håndværkere, som lærte at bygge med klimarelevante teknikker. Og også materialerne var lokalt fremstillet, alle mursten blev købt af små familiebrug, der producerede stenene på bestilling.
I 1979 stod kollegiet klar til 202 flygtninge fra Sydafrika og Zimbabwe. Det blev døbt Africa Hall. Men i dag kalder alle det blot The Africas.
De unge har rykket sig
Under mit besøg på kollegiet møder jeg en gruppe økonomistuderende kvinder, der står og snakker ved indgangen til et af værelserne.
”Jeg anede slet ikke, hvilken stolt historie, kollegiet gemmer på. Jeg bor her jo bare,” fortæller en af dem.
En anden af de studerende inviterer mig indenfor på sit værelse Det er indrettet med to indbyggede senge, skriveborde, hylder og skabe – de oprindelige møbler fra 1979. Faktisk var disse møbler dengang en stor nyskabelse for universitetet, og de blev så populære blandt de studerende, at de blev standard for alt kollegiebyggeri på universitetet sidenhen.
”Det betyder, at vi blot skal have tøj og private ting med. Vi skal ikke ud og skaffe møbler for at bo her,” fortæller værelsets nuværende beboer glad.
Heller ikke hun kender til bygningens stolte historie. Men på en måde er det alligevel et vidnesbyrd om, at det lykkedes: De danske WUS’ere involverede sig i kampen mod apartheid. I dag er de undertrykkende regimer væk. Og de unge her har i stedet travlt med at kæmpe for deres rettigheder lige nu og her, som gårsdagens demonstrationer viser.
I dag indgår kollegiet på lige fod med alle de andre bygninger i området, drevet af og for de lokale. En succes i sig selv. Og måske sender de gamle sydafrikanere og zimbabweanere, der i tidens løb boede på Africa Hall, indimellem et stille tak til Lesothos Nationale Universitet for den chance, de fik dengang.
En af grundlæggerne ser tilbage på de første år i WUS
Fra d. 1 august 1981 bliver WUS næsten historieløs: så rejser Knud-Erik Rosenkrantz fra os. Han har været med siden starten på det WUS som vi kender det, og har i de forløbne 10 år været turen igennem som aktivist, styrelsesmedlem, formand, sekretær – og udadtil har han været opfattet som generalsekretær.
Knud-Erik skal til USA for at afslutte sin uddannelse på Princeton University, hvor han har fået plads på The Woodrow Wilson School of Public and International Affairs. Så mens han bliver klogere der, må vi undvære hans meget grundige erfaringer med WUS-arbejdet.
Men for at sikre, at han ikke stikker af med sin egen og WUS’ historie, lavede vi nedenstående grundige interview med ham. Knud-Erik fortæller bl.a. om baggrunden for, at WUS er blevet den organisation, den er i dag, om de første WUS-projekter og den politiske linje for arbejdet, som han finder har holdt sig ret uforandret gennem årene.
Knud-Erik Rosenkrantz fortæller:
“Jeg mødte første gang WUS i 1970, hvor DSF og studenterrådene forsøgte at gennemføre et nybrud i WUS. Men WUS eksisterede jo før – det var en kreds af universitetslærere og studerende, der lavede nogle u-landsindsamlinger, som – i hvert fald set med studenterbevægelsens øjne – var apolitiske.
Der var i tressernes ”tværpolitiske” lokalkomiteer på læreanstalterne, som organiserede dette arbejde – f.eks. med salg af kunsthåndværk, gadeindsamlinger og fester. Jeg drak nogle af mine første bajere ved en byfest i København, som var arrangeret af WUS – det var i den store stil, med støtte fra universitetet og kommunen.
Det var en type arrangementer, som der ikke har været så meget stemning for siden, og man kunne jo godt forestille sig, at det kunne tages op igen. Ikke det apolitiske, men det festlige”
Kursændring i WUS
“Men i 1970, efter politiseringen på der højere læreranstalter, krævede studenterbevægelsen at WUS skulle ændre kurs. Danske Studerendes Fællesråd [DSF] og studenterrådene overtog magten i WUS, og den kreds, der havde været aktiv i 60’erne, trak sig tilbage.
Det var en polariseret tid. Vietnambevægelserne var på sit højeste – og generationsskiftet i WUS forløb ikke helt uden sværdslag. Der gik nogen tid før den nye generation udviklede nogen aktiviteter i WUS-regi. Studenterrådene var godt nok interesseret i at kontrollere WUS’ politiske linje, men jeg mindes ikke nogen væsentlig deltagelse i det konkrete arbejde fra deres side.
Akademikernes Samarbejdsudvalg, forløberen for AC[…], var med i WUS en tid, men de blev ikke inddraget i arbejdet og trak sig ud. Jeg selv mødte WUS som repræsentant for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning [DGS] , hvor jeg havde deltaget i Operation Dagsværk 1969 til fordel for Zambia.
DGS’ internationale udvalg var inviteret med til WUS-møde og DSF, netop for at deltage i den forandring af WUS, som var en naturlig følge af studenterbevægelsens udvikling. DSF og studenterrådene havde ikke selv arbejdet i praksis med u-landsstøtte, så det var naturligt at invitere DGS med.”
Folk fik handlingsmuligheder
Hvordan var du selv kommet med i u-landsarbejdet i DGS?
“Jeg blev engageret via Operation Dagsværk i 69, fordi det var til fordel for Zambia, en frontlinje-stat, der stillede sig solidarisk med frihedsbevægelserne i det sydlige Afrika og samtidig var meget klemt af de hvide mindretalsstyrer. Det har ændret sig siden med Zambia, vi har også fået mere at vide om problemerne der.
Jeg sad i elevrådet på mit gymnasium dengang og havde ikke beskæftiget mig med u-landsproblemer eller i øvrigt anden politisk aktivitet, dels lød det spændende med Zambia, og dels var det spændende, at folk skulle yde en arbejdsindsats – folk fik en handlingsmulighed, og jeg har aldrig rigtig syntes, at det var nok at vise solidaritet i form af erklæringer.
Man kan trække en parallel til Abbe Pierre-klunserne og Ulandshjælp fra folk til folk i dag, som arbejder i et lignende perspektiv.”
Er du havnet et forkert sted – WUS er jo ikke særlig aktivist-præget i bred forstand?
“Nogle af for eksempel UFF’s modeller er da enormt spændende. Klunserindsamlinger og loppemarkedssalg er indtægtsgivende aktiviteter, som det er muligt at engagere mange frivillige i, uden krav til store faglige forudsætninger.
Fremstilling af special-produkter til brug i f.eks. flygtningelejre er der også perspektiv i, selv om det kan være svært at overholde de nødvendige kvalitetsnormer. Den slags aktivitetstilbud er vigtige, ikke mindst i disse år, hvor det er svært for de unge at finde lønnet arbejde.
Det giver mulighed for at lære noget, og allervigtigst: tilfredsstillelse ved at se et konkret og meningsfyldt resultat af ens indsats. Jeg kunne godt tænke mig engang at arbejde med sådanne ting. WUS-arbejdet giver en anden form for tilfredsstillelse: at kunne lave en teknisk bistand på et kvalitetsniveau.
Faglige projekter som giver synlige effekt for modtagerne – det er en anden tilfredsstillelse end at sende penge eller varer afsted. Men begge dele hører med i spektret af solidaritets- og bistandsarbejdet.”
Afrika-71
“Jeg tror det første, det nye WUS forsøgte sig med, var at indsamle penge og bøger til universitetet i Hanoi – Nordvietnam, men det var i det helt små. WUS og DSF deltog i den offentlige debat forud for vedtagelsen af den lov om internationalt udviklingssamarbejde som gælder endnu i dag.
Ellers blev der brugt meget tid på at diskutere linjen for arbejdet i WUS, og ikke mindst i forhold til internationalt WUS. Men op til 71 bestod WUS i praksis af en halvtidssekretær, en formand og nogle får studenterrådsrepræsentanter, som kun deltog i arbejdet på styrelsesmøderne.
Dansk WUS var kraftigt med til at ændre internationalt WUS prioriteringer. Fra 2. verdenskrig og indtil 1970 gik en væsentlig del af internationalt WUS’ støtte i u-landende til biblioteker, kantiner, kollegier, sundhedsklinikker og andre sociale faciliteter for universitetsstuderende – indenfor universiteterne.
Meget af det er relevant nok i årene efter afkoloniseringen, hvor de nye uddannelsessystemer skulle opbygges. Men i 1970 mente vi ikke, at det længere kunne være en opgave for WUS. En række af WUS-komiteerne i u-landende var kommet frem til en lignende opfattelse. Så på en generalforsamling 1970 gennemtvang vi en ny prioritering – til fordel for ”social action” dvs. aktiviteter, der indeholdt et samarbejde mellem universitetsfolk og de fattigste grupper og lokale udviklingsprogrammer. Også anti-apartheid-programmerne blev opprioriteret.
Men der kom først rigtig gang i WUS, da Internationalt Forum og DGS i efteråret 71 planlagde en kampagne for det sydlige Afrika og ville have WUS med for at mobilisere studenterrådene.
WUS og IF havde på det tidspunkt fælles lokaler i U-centret i Skt. Pedersstræde i det indre København – og fælles sekretær, der var halvt IF, halvt WUS ansat. Afrika 71 kampagnen skulle formidle oplysninger om det sydlige Afrika og indsamle penge til MPLA og Frelimo (befrielsesbevægelserne i Angola og Mozambique).
Det var et stort politisk skridt for DGS at støtte disse befrielsesbevægelser, og det skabte en masse debat på skolerne og ude omkring, hvor eleverne kom hjem med materiale og oplysninger. Det var en kontroversiel kampagne, og det var spændende. Jeg deltog som en af DGS-koordinatorerne.
Det var efter Afrika-71, at WUS egentlig udviklede selvstændige aktiviteter, det var fordi WUS kunne kanalisere de indsamlede midler, og samtidig ville vi prøve at få flere penge fra staten. Vi kunne jo – via indsamling – dokumentere en folkelig støtte til befrielsesbevægelserne.
Danmark havde samtidig fået en socialdemokratisk regering med K.B. Andersen som udenrigsminister, og den ville vi presse til at støtte befrielsesbevægelserne sådan som den socialdemokratiske partikongres havde vedtaget året før. Det skete også – K.B. Andersen fik apartheidbevillingen øget fra 1,5 til 1,6 mill. Kr. i 1972, og så gjaldt det om at opstille forslag til hvordan midlerne bedst kunne anvendes.
WUS havde allerede sidst i 60erne formidlet en del af støtten fra apartheidsbevillingen og vi var repræsenteret i det udvalg, som rådgav udenrigsministeren om bevillingens anvendelse. Men det var første gang, WUS selv ville gå i gang med et projekt i stor skala – nemlig bygge en skole for MPLA i Congo.
Delvis for de indsamlede midler, men der skulle selvsagt mere til. En gruppe arkitekter havde henvendt sig til Afrika-71, og tilbød – på frivillig basis – at hjælpe med at tegne skolen. På et tidspunkt var 15 byggeteknikere involveret i deres fritid, i perioder arbejdede aften efter aften og i weekender.”
En fast kreds om WUS
Var det en skillevej for WUS?
“Afrika-71 kampagnens aktive kom hovedsagelig fra IF og DGS og de fleste af de nye folk, der kom til, gik bagefter ind i IF’s arbejde. Men med skoleprojektet i Congo opstod der en fast kreds omkring WUS, og det er den slags aktiviteter vi har været med i siden.
Bistandsopgaverne krævede en kontinuitet, som f.eks. DGS ikke kunne yde, og IF kastede sig hurtigt over andre kampagner. Nogle af de byggeteknikere, der hjalp os dengang, har været aktive i u-landsarbejde lige siden.”
Hård kamp for MPLA skolen
“Vi måtte slås hårdt for MPLA-skolen. Danidas daværende chef, Wilhelm Ulrichen, mente ikke at et projekt i millionklassen for en befrielsesbevægelse kunne overlades til en gruppe ”unge mennesker” som WUS. K.B. Andersen var også i tvivl. Desuden var han under pres fra den svenske regering, som hellere så, at UNESCO stod for projektet.
Det skal siges til KB’s ros, at han fulgte MPLA’s anmodning om at lade WUS bygge skolen. Jeg tror også at det folkelige engagement, vi var udtryk for i dansk sammenhæng, var stærkt medvirkende til hans beslutning om ikke at følge rådet fra sine embedsmænd.”
Var der en positiv opinion overfor MPLA og Frelimo dengang?
“Der var nok efterhånden en forståelse for, at de ikke var en bande terrorister. Kampagnen gik jo også ud på at dokumentere befrielsesbevægelsernes støtteværdige uddannelses- og sundhedsarbejde i flygtningelejre og de befriede områder.”
“Jeg var styrelsesmedlem og aktivist da. I 73 gik Klavs Wulff af som formand for at gøre sin teknologiske-uddannelse færdig – han manglede ikke ret meget. Men han orkede nu ikke det nye testamente og blev hurtigt rodet ind i WUS igen. Jeg blev formand – i mangel af mere erfarne folk, jeg var jo en ung fyr, kun på 20 år, og det viser, hvor få erfarne, der var dengang.”
Hvordan var den politiske brede i WUS?
“Kun få af os var partipolitisk engagerede, men vi dækkede vel feltet fra midten af det politiske spektrum og til venstre. Klavs Wulff var f.eks. ”radikal radikal” og imod at vi lagde os for tæt op ad IF, som i begyndelsen af 70’erne lagde meget vægt på at formulere sig anti-imperialistisk.
I stedet skulle vi vedtage politiske programmer med en nuanceret analyse og stillingtagen til udviklingen i de forskellige verdensdele.”
Var WUS politiske linje anderledes end i dag [1981]?
“Nej, det synes jeg ikke. Når vi markerer os i solidaritetsarbejdet i dag, oftest sammen med andre, er sprogbrugen mere markant end dengang, men vi var til gengæld mere fremme i offentligheden. Men jeg synes ikke der er væsentlige forskelle til i dag.”
Svag WUS-struktur
“I 73 startede opførelsen af skole projektet i Congo med 3 udsendte byggeledere, og året efter lavede vi et transportprojekt for MPLA med en udsendt mekaniker i Tanzania og i Zambia. Vi var altså i gang med egentlig operativt bistandsarbejde som vi også kender det i dag.
Vi var få frivillige – lavede oplysningsmateriale, indsamlede 50-100.000 kr. pr. år på Girokontoen [giro-25], der var foredragsturneer til gymnasier og højskoler, specielt efter at Klavs Wulff havde været i Zambia og besøge MPLA’s flygtningelejre. Vi fortalte om hvordan befrielsesbevægelserne konkret arbejdede og vi var nok de første, der kom ud med den slags – ikke med lugten, men dog med billeder, altså noget, der viste virkeligheden derude. Vi havde også plancher til gadeindsamlinger, og vi solgte dokumentationsmateriale.”
Var der en klar arbejdsdeling mellem sekretariat og aktivister?
“Udover sekretæren var det især formanden, der gik ind i projekterne. De frivillige lavede især oplysning og indsamling, altså lidt ligesom i dag. Der var et problem med arkitekterne og ingeniørerne, som hjalp os – de var ikke integreret i WUS’ struktur.
Det var WUS’ styrelse og sekretariatet, der tog beslutningerne, sommetider hen over hovedet på fagfolkene. Det var en fejl, og det førte til, at en del konflikter blev løst på en dårlig måde. Kredsen om WUS var stadig meget lille, og der var folk, som man ikke kunne fastholde i WUS, fordi strukturen fungerede dårligt.
Styrelsen var meget svag, nærmest et tilsynsorgan, der ikke arbejdede særligt aktivt, og som blev domineret af et stærkt sekretariat.”
MPLA kampagne i 75
“I 75 brændte det politisk på i Angola. Borgerkrigen brød ud, Zaire, Sydafrika m.fl. invaderede og MPLA havde brug for støtte. Vi genoptog samarbejdet med IF – det havde ellers ikke kørt så godt i nogle år – og lavede en MPLA-kampagne med ensidig og betingelsesløs støtte til MPLA. Det var en ret klar formuleret kampagne.”
Var kampagnen en succes?
“Ja, vi kom forholdsvis langt ud med oplysninger om Angola, MPLA og de andre såkaldte befrielsesbevægelser. Vi fik slået fast hvilke udenlandske interesser, der var indblandet, og at det ikke var en lokal stammekrig, der var tale om.
IF fik hanket op i nogle fagforeninger, som var åbne overfor solidaritetsarbejde sammen med andre end Arbejderbevægelsens Solidaritetsfond og andre partidominerede organer. Det er nogle kontakter som IF har kunnet holde fast i og udvikle siden.”
Hetz fra de Konservative
“Men det var ikke uden problemer: vi blev hetzet af nogle tidligere Konservative Studenter, der kørte en kampagne i Berlingske Tidende mod os, fordi vores navn stod på en IF-folder, hvor kampen i Angola blev knyttet sammen med de danske arbejderes klassekamp.
Hetzen kørte på at vi fik statsmidler osv. Efter en kendt og mange gange gentagen recept. Det er et eksempel på, at vi er blevet angrebet på grund af nogle offentlige formuleringer, og så var de ikke engang vores!
Der kom også en kampagne mod MPLA-skolen i Congo – man prøvede at sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også var en helt almindelig kostskole. Det skyldtes nogle upræcise formuleringer i en artikel fra før skolen blev bygget, hvor MPLA’s uddannelsesleder havde skrevet, at børn måtte opdrages til den virkelighed, de skulle ud i, og det betød at de også måtte have våbentræning.
Men det var en helt generel udtalelse, som intet havde med kostskolen i Congo at gøre. Der kom ikke noget direkte ud af hetzen, men det skærpede opmærksomheden om apartheidsbevillingen og bistandens indhold, både hos os, Danida og fra politisk hold.
Så måske blev de og vi mere forsigtige. Og da Ove Guldberg fra Venstre blev udenrigsminister forsøgte han at få igennem, at al støtte til det sydlige Afrika skulle kanaliseres gennem FN organisationer.
Han fik en lang række organisationer imod sig og ”apartheid-udvalget” måtte fortælle ham, at man blandt andet måtte standse støtten til de fleste programmer i Rhodesia og Sydafrika fordi FN-organisationer ikke kunne virke der. Men han fik igennem at også FNLA [……] skulle kunne få støtte – problemet var imidlertid, at FNLA i modsætning til MPLA ikke kom med begrundede projektforslag. Der blev kun givet en enkelt bevilling gennem OAU (den Afrikanske Union). Vi har aldrig hørt hvordan støtten blev anvendt.”
WUS vokser
Hvornår begyndte WUS at vokse?
“Efter, at Vietnam-bevægelsen tonet af, var der nogle år, hvor de aktive studerende mest beskæftigede sig med fagkritik og danske problemstillinger. Og da gled studenterrådene helt ud af WUS selvom de stadig formelt var medlemmer. Men vi begyndte at vokse som organisationen efter Mozambiques uafhængighed i 1975, hvor vi begyndte med personalerekruttering.
Det gav kontakt til en række folk, og sidenhen blev Mozambique jo delvis et venstrefløjens mekka. Kort efter uafhængigheden var Klavs Wulff og jeg i Maputo, hovedstaden i Mozambique hvor vi spurgte, hvad vi kunne hjælpe med. Og de sagde læger, så i første omgang var det sundshedsfolk, vi rekrutterede.
Men siden blev vi anmodet om at sprede os til andre fagområdet, og efterhånden begyndte de første udsendte at komme hjem igen. Sådan begyndte sagen at vokse.
Måske har der også været en konjuktur-bedring for internationalt arbejde. Endelig har det, at vi har haft militærnægterne, også betydet en tilgang af kræfter – flertallet af dem er forsat som aktive medlemmer efter deres udstationering. De opgaver, der har været i forbindelse med Mozambique, var egnede for et kontinuert arbejde af en anden art end byggeprojekter [i Congo og Lesotho].
Mozambique og Angolas uafhængighed betød et bredere felt af hjælpemuligheder i forhold til disse lande. Jeg synes ikke der har været en væsentlig forandring i WUS principielle linje gennem årene, heller ikke i måden vi reklamerer for os selv på. Men vi har flere aktive i dag (1980), blandt andet fordi det er lykkedes at skabe et bedre samarbejdet mellem styrelsen, sekretariat og de øvrige aktive.”
Men hvad med det udadvendte?
“Der er ikke sket så meget – før i dag – siden MPLA-kampagnen i 1975. Det er der en række grunde til. Efter Mozambique og Angolas uafhængighed kastede vi os ud i nogle ret omfattende bistandsopgaver. Det har været nogle spændende udfordringer – men vanskelighederne, vi kom ud for betød, at hverken sekretariatet eller styrelsen orkede ret meget andet i lang tid.
Der blev altså langt færre kræfter til arbejde i forhold til brændpunkterne i for eksempel Zimbabwe og Sydafrika. Desuden kræver oplysnings- og opinionsdannende arbejde lidt andre forudsætninger end bistanden. Og vi har i lang tid hovedsagelig tiltrukket folk der især interesserer sig for det faglige bistandsarbejde.
Endelig tor jeg ikke vi kan sige os fri for den tilbageholdenhed, de fleste hjælpeorganisationer udviser overfor kontroversielle oplysningskampagner. Det er jo svært at køre en kampagne uden risiko for organisationen – og så virker det lettere helt at lade være! Og det har vi så gjort i en række situationer. Sjældent ved en klar beslutning i en styrelsen, men i praksis ved at kaste os ud i yderligere tidskrævende bistandsopgaver.”
Penge fra statskassen
WUS får mange penge fra statskassen, giver det nogle problemer?
“Jeg mener, at vi udretter noget for pengene. Vi får gang i projekter og bistand som ellers ikke ville komme i gang. Og vi gør det bestem med en kvalitet som alle kan måle sig med. Og så er der solidariteten eller mellemfolkeligheden, om man vil, vi får skabt et engagement.
Også for de, der kommer ud, har det værdi. De oplever problemerne i et konkret socialistisk land, og de fortsætter måske et engageret arbejde på et bedre grundlag, når de kommer hjem. Arbejdet både ude og herhjemme giver en motivation, som styrkes af konkrete resultater – og motivationer er vigtigere end de ”rigtige” meninger. Uden statsmidler kan vi slet ikke gøre alt det i samme skala.”
Men man kunne frygte at WUS blev et ufrivilligt redskab for regeringens interesser?
“Vi er da med til at skabe en goodwill for den danske regering, og det kan måske udefra være svært at skelne mellem os og Danida, når pengene rent faktisk er statsmidler. Det kan man betragte som en omkostning i betragtning af, at der er mange ting i den danske regerings u-landspolitik vi kunne ønske os ændret. Men den overskygges af det langt væsentligere, at der bliver lavet meningsfyld bistandsarbejde.
Hvor isoleret kan man se på meningsfuldheden? Kan et lille godt projekt reelt legimitere, at der ikke bliver gjort noget i stor skala, f.eks. handels og kreditmæssigt – og har vi så brugt kræfterne forkert? – for eksempel når Mozambique godt kan få lidt bistand, men ikke eksportere kul og frugt til os, fordi vi ikke vil hjælpe dem for alvor med det?”
Manglende overvejelser i WUS
“Den slags overvejelser har vi ikke gjort os mange af i WUS – f.eks. om vi kunne have hjulpet Mozambique bedre, ved at fokusere på hvad Danmark ikke gør. Man kan godt sige, at vi har været meget bistandsfikseret i den måde vi arbejder på. Hvis vi havde gjort det anderledes – hvis, der noget før, var blevet gjort mere for at bearbejde opinionen – er det da muligt, at Mozambique ville havde fået mere støtte.
På den anden side: Om vore projekter direkte får en legitimerende funktion – det kender jeg ikke eksempler på, jeg har ikke set at ting fungere sådan, at den danske regering for eksempel siger nej til eksportkreditter og bruger bistanden som undskyldning. Men vi kunne være mere offensive på sådanne spørgsmål. For eksempel i forhold til Nicaragua og de rammer, der er blevet lagt for bistand der. Men det har igen noget med vægtning at gøre – mellem bistand og opinion.”
Solidaritet og Anti-imperialisme
Hvad er det at være en solidaritets-organisation?
“Jeg har ikke opfattet solidaritet som, at vi skulle slås for alt, hvad vores samarbejdslande eller organisationer beder os om. Det er en kritisk loyalitet, hvor vi selv skal se en god grund til at gøre tingene. Det gælder både indenfor bistand og oplysning. Vi er en selvstændig organisation, gør vores egne overvejelser og træffer vore egne valg.”
Er WUS en anti-imperialistisk organisation?
“Ikke som jeg forstår det udtryk. Spørgsmålet er hvad WUS skal samles om – her mener jeg først og fremmest, at vi skal lave bistands- og solidaritetsarbejde, altså støtte til dem derude og oplysning herhjemme. Jeg mener også vi herhjemme må kunne beskæftige os med den danske bistandspolitik, og med sager indenfor udenrigs- handels- og forsvarspolitik der vedrører den 3. verden. Når sagerne direkte angår vore egne samarbejdspartnere i u-landene, har vi nærmest en pligt til det.
Mere generelle eller grundlæggende problemer i det danske samfund, som kun ret indirekte har forbindelse med den 3. verden, mener jeg WUS skal lade ligge. Hvis WUS f.eks. skulle have en mening om Danmarks medlemskab af EF eller vores kapitalistiske system ville uenighederne hurtigt vise sig, og vi ville ikke kunne samle den samme brede kreds omkring vores hovedopgaver.
Med det siger jeg ikke, at tingene principielt kan ses isoleret – de hænger mere eller mindre sammen. Men nogle af emnerne behandles bedre i andre organisationer eller politiske partier.
Jeg ser WUS’ arbejde indgå i en proces i verden, hvor folkene tager kontrol over deres egen situation. Og det forbedrer også mulighederne for, at det samme sker herhjemme når de internationale relationer ændres.
Det har også betydning at trække erfaringer hjem om opbygningen af alternative samfundssystemer. Det kan gøre os dygtigere på den hjemlige scene. På den måde får WUS’ arbejde betydning for venstrefløjen herhjemme.
Jeg vil gerne advare mod sekterisme indenfor solidaritetsarbejdet. Jeg synes ikke WUS har lidt under det problem hidtil. Men i en organisation, hvor flertallet er københavnere med sympatier indenfor venstrefløjen, må man være opmærksom på faren ved at markere sig ligesom den københavnske venstrefløj – vi afskærer os fra mange gode folk.
Vi har tidligere fundet nogle af vore bedste u-landserfarne folk i Vest- og Nordjylland, hvor tonen er en ganske anden! Men hoveproblemet er i øvrigt ikke at vi markerer os for meget. Det er snarere de spildte muligheder, de mange oplysninger, vi ikke får videreformidlet, og de spildte chancer for at skabe opmærksomhed både omkring vores organisation og de sager vi arbejder for.
WUS kan udvikles videre
“WUS er voksende, vi er en af de få danske organisationer hvor progressive fagfolk og forhenværende u-landsarbejdere kan udnytte deres erfaring indenfor bistand til frihedsbevægelser. Det er hovedudviklingen i WUS og der hvor vi kan gøre mere og mere.
Derudover har vi – og det er meget glædeligt – fået en foreløbig ret intern oplysningsvirksomhed, og den kan udvikles. Jeg håber WUS kan organisere sig selv, så vi spiller vores opinionsdannende rolle – specielt i forhold til de brændpunkter, vi arbejder med.”
Skal vi tage nye lande op?
“Efterhånden som organisationen vokser er der mulighed for at sprede sig, men vi har også haft problemer med at magte det vi har sat i gang. Og der er vidt råderum for nye initiativer i de lande vi allerede arbejder i. Men for eksempel skal Sydafrika opprioriteres, vores viden her gør, at vi på enhver led er forpligtet til at spille en rolle.”
Skal vi rejse penge fra andre kanaler end staten?
“Ja, og jeg tror potentialet er der. Det er igen et spørgsmål om organisering, så det bliver godt. Jeg tror, der er mange folk på venstrefløjen, der sidder i faste stillinger og som har råd til at give en skærv. Studenter er det nok sværere med. Men evt. kunne studenterrådene en dag opfordre folk til at betale en skærv oveni kontingentet. Også akademikerorganisationerne kan være en mulighed – det er alt sammen ting, som frivillige i organisationen kan arbejde med at få i gang.”
Engageret arbejde
Hvad har du fået ud af dine år i dansk WUS?
“Det vigtigste for mig er at have været med i noget engageret arbejde, som har givet resultater – resultater, der har gjort, at jeg har kunnet bevare engagementet. Alt for ofte sker det omvendte, at engagementet dræbes fordi resultaterne ikke kommer.
Det har været vigtigt at være med i en gruppe, som har opnået noget. Jeg har naturligvis lært en masse, og jeg har stadig lyst til at fortsætte med at arbejde med flygtninge- og u-landsbistand.
Du er kendt i WUS for at være meget diplomatisk. Har de krav, som WUS-arbejdet undertiden har stillet, gjort dig for diplomatisk?
“Jeg vil snarere sige, at WUS-arbejdet har udviklet mig snævert på nogle områder. Jeg har lært en række ting på det bistandstekniske og administrative felt, og det er jeg glad for.
Men der er nok nogle sider af mig selv, som jeg ikke har udviklet, fordi de praktiske sider af arbejdet har haft overvægt. Derfor har jeg også lyst til i en periode at beskæftige mig med de politiske, prioriteringsmæssige spørgsmål, og blive mere skarpsindig overfor hele bistandsområdet, også i større sammenhæng.
I forhold til den bredere overvejelse har jobbet på WUS været tyngende – og det burde det slet ikke være. Bistandsarbejdet er jo også – trods alt – et snævert felt. Det er en begrænset, men meget engageret kreds af mennesker jeg har haft med at gøre, meget rettet mod internationale forbindelser.
Jeg har lyst til at se mig lidt bredere omkring – uddannelsesmæssigt og fagligt, men også for at få tid til andre ting.”
Er det ikke underligt for dig at få USA som første udstationeringssted?
“Jo, men rent fagligt er der meget at lære og jeg jo en nær personlig forbindelse derovre. Men jeg ser frem til at lære mere om det amerikanske samfund. Udviklingen derovre har jo en vældig betydning for resten af verden – og ganske mange af de problemer, som vores kammerater i Afrika og Latinamerika kæmper med hænger jo endda temmelig nøje sammen med de amerikanske regeringers udenrigspolitik.”
Skal vi vente dig tilbage til WUS om et par år?
Under en eller anden form: Ja, det er klart. Jeg har trods alt været så længe med, at jeg vel aldrig slipper WUS helt. Men hvor og hvad – det er slet ikke til at sige nu. Nu skal jeg prøve at være fuldtidsstudent – og jeg skal nok skrive hjem om hvordan det spænder af!