Mens debatten om formueskatten raser, er det vigtigt at huske forslagets formål: at bekæmpe den stigende ulighed. Og faktisk er de rigeste markant rigere, end tidligere undersøgelser har vist.

Af Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker, Oxfam Danmark og Christian Hallum, skatteekspert, Oxfam Danmark. Bragt i Information d. 15. marts 2026.

Debatten om formueskat er kørt for fuld kraft de sidste uger. Meget af debatten er kommet til at handle om tekniske udfordringer og virksomhedsejere, der truer med at forlade landet. 

Men midt i den politiske kamps hede er det vigtigt at huske grundlaget for, at vi overhovedet snakker om en formueskat: Danmark har nemlig oplevet en stigende ulighed igennem årtier, som grundlæggende er ved at forandre vores samfund. 

Faktisk har de allerrigeste danskere mange flere penge, end tidligere undersøgelser har vist. Det vender vi tilbage til. 

I Oxfam har vi i årevis arbejdet med konsekvenserne af den globale økonomiske ulighed. Fra både forskning og fra vores erfaringer med at arbejde i nogle af de mest ulige lande i verden ved vi, at ulighed har en stærk negativ effekt på både demokrati, økonomi og klima. Det kan endda gå ud over den økonomiske vækst. 

I vores arbejde i Afrika og Latinamerika plejer vi med stolthed at fortælle om Danmark som et land, hvor få har for meget, og færre for lidt. Men den fortælling er under pres. Hvis ikke vi griber ind, tyder alt på, at stigningen i ulighed blot vil fortsætte. 

De rigeste besidder 2.000 gange mere formue

Når man taler om ulighed, er det ofte indkomst, der er fokus på. Men formuerne er langt mere ulige fordelt herhjemme. 

Den rigeste ene procent af befolkningen har 29 procent af den samlede formue – det vil sige næsten en tredjedel af alle værdier i samfundet. Når det handler om indkomst, er det 12,4 procent af den samlede indkomst, som den rigeste ene procent sidder på. 

Hvis vi sammenligner Gini-koefficienten, der giver et billede af den samlede ulighed, ligger indkomst på en koefficient på 30, mens den for formue er på 76. Jo tættere Gini-koefficienten er på 100, desto større ulighed, og i Danmark har vi en meget skæv fordeling, også set i en international kontekst. Højere end for eksempel Holland eller Canada. 

Den store ulighed drives især af en meget lille gruppe af ekstremt rige. 

Netop offentliggjorte tal fra Økonomiministeriet fra et udvalgssvar til SF’s Sigurd Agersnap viser, at uligheden i formuefordelingen faktisk er endnu større, end vi har kunnet se i de officielle formuestatistikker. Danmarks Statistik lægger af diskretionshensyn nemlig et kunstigt loft over de største formuer i statistikken på omkring to milliarder kroner. 

Det betyder, at vi i årevis har undervurderet, hvor meget de allerrigeste faktisk ejer. Det betyder, at den rigeste ene procent samlet har hele 237 milliarder kroner mere, end vi troede. Det ekstra beløb alene svarer til næsten ti procent af det danske bnp. 

En gennemsnitsperson fra den rigeste ene procent af danskerne har med andre ord en formue på 68 millioner kroner – frem for 58 millioner kroner, som vi hidtil har antaget. En sådan formue er 500 gange større end den for en gennemsnitlig dansker fra den nederste halvdel af befolkningen. 

I toppen er det endnu vildere. De 100 rigeste danskere sidder i gennemsnit på en formue på 4,5 milliarder kroner. Det er næsten 2.000 gange mere end den gennemsnitlige dansker. 

De rigeste får mere magt

En sådan koncentration af velstand betyder en massiv magt. 

I USA og andre lande kan vi se, hvad det betyder, hvis milliardærer vælger at bruge deres magt i politik. Danmark står ikke i samme situation som USA, men der er behov for, at vi griber ind, før det er for sent.  Den velfinansierede kampagne mod formueskat, som vi ser nu, kan bare være en forsmag på pengenes indtog i politik. 

Også i den internationale debat er der stigende enighed om, at formueskatten spiller en afgørende rolle i at rette op på den ulighed, der betyder noget for demokratiet. Sidste år var hele syv nobelpristagende økonomer ude i et fælles indlæg i avisen Le Monde med en opfordring til verdens regeringer om at indføre en skat på de største formuer – ligesom både IMF og Den Europæiske Centralbank har været ude med opfordringer om at beskatte de allerrigeste mere. 

Ulighed er en af de helt store udfordringer, som vi står over for som samfund, og skattesystemet er et af de væsentligste redskaber, politikerne har til rådighed, når det handler om at gøre noget ved det. 

Her kommer vi simpelthen ikke uden om, at formueskatten spiller en helt central rolle.