At man både kan være rig nok til formueskat og fattig nok til fødevarecheck, virker umiddelbart absurd. Men historien illustrerer, hvorfor formueskatten er nødvendig.

Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker, Oxfam Danmark. Bragt i Altinget d. 16. marts 2026.

“3.000 familier kan både få fødevarecheck og blive ramt af ny formueskat.” Sådan lød overskriften i Altinget forleden, baseret på tal fra Cepos.

Journalistisk er det en god historie. At man både kan være rig nok til formueskat og fattig nok til fødevarecheck, virker umiddelbart absurd.

Men i virkeligheden illustrerer historien meget godt, hvorfor formueskatten er nødvendig.

Forklaringen er nemlig simpel nok: Helt i toppen har mange af de superrige ingen løbende indkomst. De foretrækker nemlig at leve af deres formue og deres ejerskab af virksomheder, aktier og andre aktiver.

Så længe de ikke sælger ud af deres aktiver, har de ingen indkomst. Da man kan få fødevarechecken, hvis man har børn og en indkomst under 475.300 kroner, kan man altså være berettiget til checken, selvom ens formue kan opgøres i milliarder.

De rige slipper

En af grundene til, de rigeste i nogle tilfælde har meget begrænsede løbende indtægter, handler om skat. For hvis du ikke har en løbende indkomst, så betaler du naturligvis heller ikke indkomstskat.

Det er derfor næppe mådehold, men snarere skattetænkning, når nogle af verdens rigeste mænd såsom Mark Zuckerberg og Larry Paige i lange perioder har valgt at modtage en symbolsk løn på en dollar om året.

Af samme grund har Jeff Bezos fra Amazon i visse år slet ikke betalt indkomstskat og har endda også kvalificeret sig til en skatterabat målrettet fattige børnefamilier.

Præcis som nogle af Danmarks rigeste nu på papiret er berettiget til en fødevarecheck.

Resultatet af de superriges lave løbende indkomst er, at de kan ende med at betale en lavere skatterate end alle andre.Rune Møller Stahl
Økonom og senioranalytiker, Oxfam Danmark

Resultat af de superriges lave løbende indkomst er, at de kan ende med at betale en lavere skatterate end alle andre. Og det er ikke kun et amerikansk problem, men et resultat der ses på tværs af lande.

Det forklarede Gabriel Zucman, der er en verdens fremmeste ekspert i global formuebeskatning, sidste mandag ved en teknisk briefing for danske økonomer.

Her fremlagde han sin og kollegaers forskning, der viser, at de allerrigeste – ikke den velbetalte overlæge, men mangemillionærerne og milliardærerne – på tværs af en række lande, betaler en lavere effektiv skatterate end alle andre.

Danmark er ingen undtagelse

I Frankrig betaler milliardærerne eksempelvis i gennemsnit kun 27 procent i skat – omtrent det halve af den effektive skatterate for både arbejderklassen, middelklassen og selv den øvre middelklasse.

I Holland er billedet endnu mere dramatisk. Den effektive indkomstskatteprocent for milliardærer nærmer sig nul.

Lignende undersøgelser fra Italien og USA viser samme klare billede: De superrige betaler lavere skat end alle andre.

Vi bliver nødt til at beskatte de rigeste formuer, hvis vi vil bremse den ulighed, der handler om, at en lille økonomisk elite ejer mere og mere og kan omsætte den rigdom til politisk magt.Rune Møller Stahl
Økonom og senioranalytiker, Oxfam Danmark

Lignende undersøgelser eksisterer endnu ikke herhjemme, men Zucman har påpeget, at der ikke er nogen grund til at tro, at samme resultat ikke også gør sig gældende her i Danmark.

Den danske beskatning af kapitalindkomst ligger relativt højt i international sammenhæng, hvilket måske vil dæmpe fordelen for de allerrigeste, men de dynamikker, som Zucman har påvist i de øvrige lande, hvor indkomst helt i toppen udskydes og omstruktureres for at mindske skattebetaling, vil givetvis også gøre sig gældende i Danmark.

En kommende regering kunne passende genintroducere den årlige ulighedsredegørelse, som regeringen nedlagde, og i den første udgave undersøge, om Zucman har ret.

Pointen fra Zucmans forskning er, at den progressive indkomstskat, som skal sikre, at man betaler en højere skatterate, jo rigere man er, risikerer at fejle, der hvor det er allervigtigst, nemlig helt i toppen.

Skævhed i toppen

Anbefalingen fra Zucman var derfor klar til de danske tilhørere: Vi bliver nødt til at beskatte de rigeste formuer, hvis vi vil bremse den ulighed, der handler om, at en lille økonomisk elite ejer mere og mere og kan omsætte den rigdom til politisk magt.

En analyse, der også svarer til resultaterne fra Oxfams globale arbejde.

Og Norge bekræfter, at formueskatten kan rette op på den skævhed, som kan eksistere helt i toppen. Financial Times kunne således for nyligt berette, at tre af Norges ti rigeste personer ingen indkomstskat betalte i 2023, fordi de ikke havde nogen skattepligtig indkomst.

En af dem var den unge milliardærarving Gustav Magnar Witzøe. Norges formueskat sikrede dog, at Witzøe trods ingen indkomst endte med at betale 330 millioner norske kroner i skat.

Det viser meget klart den vigtige rolle, som formueskatten kan have helt i toppen. Og det viser også, hvorfor de, der i den danske debat har argumentereret for, at det er smartere at øge indkomstskatterne, hvis man vil bekæmpe ulighed, undervurderer formueskattens unikstyrke i at sikre et progressivt skattesystemet helt i toppen.

De rigeste bliver rigere

For at forstå, hvorfor de allerrigeste stikker fra alle andre disse år, skal man forstå den enorme vækst i formuerne, som de rigeste oplever.

Vi kan, baseret på data fra Forbes milliardær-data, se, at milliardærernes formuer siden 1987 er vokset med gennemsnitligt 7,1 procent om året efter inflation – markant hurtigere end gennemsnitsindkomsten på 1,3 procent årligt.

Det forslag om en formueskat på 0,5 procent, som har udløst en bølge af protest fra de rigeste, udgør kun en brøkdel af den kraftige vækst i de rigeste formuer.Rune Møller Stahl
Økonom og senioranalytiker, Oxfam Danmark

Samme tendens ses herhjemme, hvor den gennemsnitlige danskers formue er vokset med 3,3 procent de seneste tre år, mens formuerne ejet af den rigeste ene procent af danskerne er steget med hele 31 procent efter inflation.

Et skattesystem, der ikke formår at beskatte denne vækst effektivt, forstærker blot den ulighed, det burde modvirke.

Det forslag om en formueskat på 0,5 procent, som har udløst en bølge af protest fra de rigeste, udgør kun en brøkdel af den kraftige vækst i de rigeste formuer.

Det handler derfor ikke om misundelse eller om at straffe de rigeste. Det handler derimod om at bremse tempoet en smule, hvormed de rige bliver rigere, og sikre, at der også helt i toppen løbende betales en skat, som svarer til den enorme rigdom, der er koncentreret der.

Ønsker man et skattesystem, hvor de bredeste skuldre ikke kan slippe uden om deres del af læsset, er en formueskat på toppen derfor svær at komme uden om.