Nye tal fra CEPOS siger mere om de riges store formuer og indkomst end om retfærdigheden af deres skattebidrag. En kommende regering må bremse uligheden og en formueskat er et oplagt sted at starte. 

Af Christian Hallum, skatteekspert, Oxfam Danmark. Bragt på Finans.dk den 20. marts 2026.

I Finans kunne man forleden læse, at nye tal fra CEPOS viser, at den rigeste ene procent af danskerne i gennemsnit betaler lige under 2 mio. kroner i personrelaterede skatter, hvilket er otte gange mere end gennemsnitsdanskeren. 

Men hvad kan vi egentlig konkludere ud fra det tal? Primært at der er meget stor ulighed, og at den rigeste ene procent modtager en stor og stigende andel af samfundets samlede værdiskabelse. Den rigeste ene procents formuer er nemlig 40 gange større end gennemsnitsdanskerens, og deres indkomst er ca. ti gange større end middel-danskerens. I den optik bør det hverken overraske eller imponere, at den rigeste procent betaler otte gange mere i skat end gennemsnitsdanskeren. 

Det er langt fra første gang, vi har set lige præcis denne beregning fra CEPOS, og hver gang bliver de store skattebetalinger fremstillet som et bevis på, at de rigeste betaler mere end deres andel.  

De rigestes skattesats er faldet 

Men når skattebetalingerne stiger i toppen, handler det ikke om en progressivitet i det danske skattesystem.  

Tværtimod. I perioden fra 2000 til 2022 faldt den effektive skattesats hos den rigeste procent af befolkningen fra et gennemsnit på 47 procent til 42 procent – altså et fald på 10 procent. For borgerne i midten af indkomstfordelingen forblev den effektive skatterate omvendt uændret i de 22 år.  

Hvis vi skal finde årsagen til den store skatteregning hos de allerrigeste, trods en lavere effektiv skattesats, er det, at de har haft en uforholdsmæssig stor stigning i deres indkomster.  

Ved årtusindeskiftet modtog den rigeste ene procent 6,8 procent af samfundets samlede bruttoindkomst. I 2022 var det steget til 9,5 procent, hvilket afspejler, at deres indkomst er steget hurtigere end alle andres. Især siden 2010, hvor den rigeste ene procents indkomst er steget mere end fire gange så hurtigt som alle andres.  

Et progressivt skattesystem kan sikre, at denne ulighed i bruttoindkomsten ikke sætter sig helt så meget i den disponible indkomst. Men i Danmark har vi gjort det modsatte.   

Hvis skatten for den rigeste ene procent havde været uændret siden årtusindeskiftet, ville den gennemsnitlige person blandt den gruppe have betalt 163.500 kr. mere i skat i 2022, hvilket svarer til et umiddelbart merprovenu for staten på 8 mia. kroner. Det vidner om, at den stigende ulighed ikke er kommet af sig selv, men blandt andet er skabt af politiske beslutninger truffet af skiftende regeringer.  

En formueskat er vejen frem 

En formueskat er det kursskifte, som kan vende udviklingen. I Oxfam Danmark støtter vi derfor formueskatten. Det gør vi, fordi vi ved, at den stigende ulighed er skadelig for demokrati, økonomi og klima. Men hvorfor ikke bare øge skatten på kapital- og lønindkomst i toppen i stedet, som nogle økonomer har foreslået? Fordi det for de allerrigeste er muligt at mindske deres skattepligtige indkomst og dermed deres skattebetalinger.  

I Norge havde tre af landets ti rigeste f.eks. ingen skattepligtig indkomst i 2023. Samme tendens ser vi i Danmark, hvor det har vakt opsigt, at næsten 3.000 familier, der er rige nok til at betale formueskat, har så lav en indkomst, at de er berettiget til regeringens fødevarecheck. Hvis vi kun beskatter indkomst, risikerer vi at ende med et skattesystem, hvor de allerrigeste – mangemillionærerne og milliardærerne – betaler en lavere skatterate end alle andre. Det er det billede, som forskning har afsløret fra lande som Holland, Italien, Frankrig og USA, hvor de rigeste betaler lavere skat end alle andre.  

Formueskatten er et effektivt redskab til at rette op på de to udfordringer vores skattesystem har helt i toppen – nemlig den manglende progressivitet og de allerrigestes mulighed for at mindske deres skat ved at mindske deres løbende indkomst.  

Vi bør fejre bidraget fra de rigeste, fordi det muliggør, at vi kan investere i velfærd, grøn omstilling og eventuelt kan sænke skatten i bunden. Men vi skal insistere på, at de bidrag står mål med den koncentration af rigdom, der findes i toppen. Derfor er en formueskat nødvendig. Og derfor kan de godt betale mere, end de gør i dag.