Artikel, Debat

En ny regering må sætte en stopper for skattely 

Af Christian Hallum, skatteekspert, Oxfam Danmark. Bragt i Børsen d. 13. april 2026.

Det er 10 år siden, Panama Papers afslørede en skyggeverden, hvor de rigeste skjulte enorme formuer i skattely. Desværre har vi fortsat et stort problem.  

En ny undersøgelse fra Oxfam viser, at ubeskattede formuer i skattely i 2024 udgjorde 3.551 mia. dollar. Den viser også, at det er de rigeste 0,1 procent, der ejer omkring 80 procent af de ubeskattede formuer i skattely. Det betyder, at den lille gruppe skjuler flere penge i skattely, end den fattigste halvdel af verdens befolkning – 4,1 mia. mennesker – ejer tilsammen.  

Samme tendens herhjemme 

I Danmark estimerede forskere, at der i 2023 var formuer i skattely svarende til 19 procent af vores BNP, og trods fremskridt er der stadig et betragteligt problem med at sikre, at der betales korrekt skat af formuerne. Forskning på baggrund af tal fra Skattestyrelsen bekræfter, at det også herhjemme særligt er de allerrigeste, der bruger skattely: Den rigeste 0,01 procent af danskerne ejer halvdelen af formuerne i skattely, mens den rigeste ene procent er ansvarlig for 30 procent af underrapporteringen af indkomst i skattely.  

Vi har også store tab på grund af multinationale selskabers brug af skattely. Ifølge forskere koster det Danmark 11 procent af vores selskabsskat – næsten 8 mia. kroner om året.  

Når man lægger tab fra private og selskabers brug af skattely sammen, står det klart, at vi har et stort samfundsproblem. Dels på grund af tabte skatteindtægter, men også i form af den ulighed, der bliver skabt, når nogle få spiller efter andre regler end alle andre. Det underminerer samfundskontrakten og skaber en ulige konkurrence, hvor ansvarlige virksomheder udkonkurreres af virksomheder, der forfølger aggressiv skatteplanlægning. 

En ny regering må forpligte sig til skattely-bekæmpelse  

I en tid, hvor energipriser og økonomisk usikkerhed presser mange danskere, bør vi ikke se til, mens milliarderne fosser i skattely. Derfor håber vi i Oxfam på, at en ny regering vil anerkende vigtigheden af kampen mod skattely i et nyt regeringsgrundlag og forpligte sig på tre tiltag:  

For det første at opprioritere skattekontrollen over for privatpersoner og multinationale selskabers brug af skattely. Et særligt fokusområde bør være kontrol af offentlige leverandører med forbindelse til skattely.  

For det andet at støtte mere aktivt op om den internationale indsats mod skattely, særligt i FN, hvor en ny skattekonvention netop nu forhandles.  

Endelig at øge åbenheden om de reelle ejere af virksomheder og i de multinationale selskabers regnskaber. 

Partierne på tværs af blokkene har før vist, at de kan danne fælles front i kampen. Siden 2014 har skiftende regeringer vedtaget flere skattelypakker med brede flertal, og regeringsgrundlaget for SVM-regeringen lovede at øge indsatsen mod skattely. Det er denne tværpolitiske tradition, vi håber, at partierne i regeringsforhandlingerne vil videreføre. Så vi kan sætte afgørende ind mod skattely.