Oxfam Danmarks podcasts

I vores podcasts dykker vi ned i de emner, der optager os, fra ulighed og klima til rettigheder og konflikt – på en måde, så det er til at forstå. Lyt med, når vi gennem samtaler med eksperter og markante stemmer sætter verdens spilleregler under luppen og taler om det, der gemmer sig mellem linjerne.

Milliardærernes tidsalder

Verdens rigeste ene procent ejer i dag næsten halvdelen af den samlede globale rigdom. Sammen med den stigende globale ulighed vokser deres formuer hurtigere, end vi kan nå at følge med. Og med pengene følger en magt, der rækker langt ud over bankkontoen, ind i politik, medier og de beslutninger, der former vores fælles fremtid.

I denne podcast-serie går vi bag om den ekstreme rigdoms tidsalder og de mekanismer, der skaber og fastholder ulighed i verden.

I hvert afsnit møder vi en gæst, der giver os indsigt i et af de temaer, som er med til at drive den ekstreme ulighed – uanset om det handler om formueskat, tech-milliardærer, klima, køn eller krigsprofit. Værterne Helga og Rune kommer med hver deres vinkel på stoffet og sørger for, at du får den skarpe analyse og den hverdagsnære forståelse med på vejen.

Værter: Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker i Oxfam Danmark, og Helga Mathiassen, tømrer og fagligt aktiv i 3F.

AFSNIT 1: Hvorfor er der så mange milliardærer inden for tech? 

I seriens første afsnit får Rune og Helga besøg af tech-ekspert og selverklæret cyberwitch Maia Kahlke Lorentzen. Sammen dykker de ned i, hvordan tech-industrien og AI er med til at skabe økonomisk ulighed. For hvad er egentlig det største problem: AI eller de mennesker, der udvikler den?

9 ud af 10 af verdens rigeste personer udspringer af tech-industrien. Men hvordan er det egentlig gået til? Og hvad betyder deres magt for de apps, du åbner hver dag, og for det arbejdsmarked, du står på?

Og så er der de spørgsmål, du kun får svar på ved at lytte med: Kan Maia gætte dagens milliardær? Og hvordan ender hun med at ødelægge nogle af Runes yndlingsbøger?

Gæst: Maia Kahlke Lorentzen, tech-ekspert og selverklæret cyberwitch
Værter: Rune Møller Stahl, ulighedsanalytiker i Oxfam Danmark, og Helga Mathiassen, tømrer og fagligt aktiv i 3F.