Stigende olie-, transport- og fødevarepriser kaster mange udviklingslande ud i en historisk krise, fordi energikrisen bygger ovenpå en allerede eksisterende gældskrise. Midlerne til at investere i Verdensmålene er fortvivlende små.

Af Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark. Bragt i Altinget d. xxxxx

Konsekvenserne af lukningen af Hormuzstrædet rammer mange danskere i form af stigende priser. Men det er ingenting i forhold til, hvordan prisstigningerne rammer mange udviklingslande og de mest udsatte mennesker.

Asiatiske lande modtager 84 procent af den olie og naturgas, der normalt transporteres gennem Hormuzstrædet. Derfor rammes lande i den del af verden hurtigere af mangel på energi.  

En tredjedel af den globale søtransport af kunstgødning til landbruget transporteres også gennem Hormuzstrædet. Fordi man ofte bruger gas som energi til at producere kunstgødning, får de stigende gaspriser nu priserne til at stige. Det rammer i særlig grad østafrikanske lande, hvor f.eks. Sudan normalt modtager 54 procent af sin kunstgødning gennem strædet.  

Der er en direkte sammenhæng mellem krige, olieprisen og fødevarepriserne. Prisen på fødevarer nåede rekordhøjder efter Ruslands invasion af Ukraine og er siden faldet til et nyt normalt – men højt – niveau. Iran-krigen har fået priserne til at stige igen. Dertil er prisen for transport af olie, gas og kunstgødning steget dramatisk.

Udviklingen rammer de mest sårbare udviklingslande langt hårdere, end den rammer Europa. FN’s organisation UNCTAD beskriver problematikken således:

”Mange udviklingslande står allerede over for høje gældsbyrder, begrænset finanspolitisk råderum og begrænset adgang til finansiering. I denne sammenhæng kan stigende energi-, transport- og fødevarepriser belaste de offentlige finanser og øge presset på husholdningsbudgetterne, hvilket potentielt øger det økonomiske og sociale pres og komplicerer fremskridt mod bæredygtig udvikling.”

Energikrisen forværrer gældskrisen

Mange lavindkomstlande – særligt i Afrika – bruger enorme summer på at afbetale en gæld, der stiger og stiger. I 2024 brugte lavindkomstlande og afrikanske lande syd for Sahara 53-55 procent af de statslige indtægter til gældsbetalinger. Gældsudgifterne er større end landenes samlede investeringer i uddannelse, sundhed og sociale sikkerhedsprogrammer.

Disse lande er af indlysende årsager ikke i stand til at skabe udvikling, sikre sundhed og uddannelse til deres borgere og nå Verdensmålene for 2030. Der er brug for drastiske virkemidler for at bringe landene ud af gældskrisen og ind i en sund udvikling, hvor de kan optage lån på lempelige vilkår til at finansiere de nødvendige investeringer.

Energikrisen bygger altså ovenpå en allerede eksisterende økonomisk krise i lavindkomstlandene, som bliver værre af, at oliepriserne driver en stigning i inflation og renter. Det er katastrofalt for gældsplagede lande, fordi låneomkostningerne stiger yderligere. Alene i første kvartal af 2026 er renterne på lån til afrikanske lande steget med 0,64 procentpoint til 8,31 procent i rente på obligationer. Renteomkostningerne i Afrika er omkring fire gange større end for USA.

Samtidig ser vi nu, at valutaerne i udviklingslandene bliver devalueret i forhold til dollaren. Da gældsbetalingerne ofte er i dollar eller anden udenlandsk valuta, giver det endnu en omgang på gældsskruen.

En sidste pind til ligkisten er den drastiske reduktion af international bistand, der i 2025 havde en historisk stor nedgang på 23 procent. Nedskæringerne har særligt ramt afrikanske lande og de mindst udviklede lande. Det er ikke bare USA, der skærer i udviklingsbistanden, det gælder f.eks. også Storbritannien og Tyskland. Det betyder et endnu større gab i finansiering af de humanitære behov og millioner af mennesker risikerer at dø.

Den negative spiral

Udviklingslandene står potentielt foran en gældskrise på linje med den, der ramte mange lande efter oliekriserne i 1970’erne. En økonomisk og humanitær krise, der kræver en række instrumenter – og en god portion politisk vilje.

Det er vigtigt, at lande som Danmark fastholder udviklingsbistanden på nuværende 0,7 procent af BNI. Udviklingsbistand er en fortsat nødvendig investering i udvikling, fred og langsigtet sikkerhed.

Samtidig er det nødvendigt at reducere gælden. En del gæld må afskrives i et samarbejde mellem de mange kreditorer. Samtidig skal der etableres mekanismer, hvor udviklingslandene kan låne penge på mere favorable vilkår.

Lige nu er det også oplagt at indføre en skat på overnormale profitter for de selskaber, der tjener milliardbeløb på energikrisen. Det skal blive et permanent skridt mod at reducere uligheden i, hvordan kriser altid rammer de mest udsatte, mens særligt de rigeste, der ejer de store selskaber, kan se deres formuer vokse.

Der er ikke ét enkelt tiltag, der kan løse den krise, lavindkomstlande står midt i. Men der er brug for en række tiltag på tværs af lande, der rækker langt ind i, hvordan det internationale finansielle system fungerer.