Da Elon Musk blev verdens første dollar-billionær, var det ikke fremskridtets sejr, men et politisk valg. Hans formue er bygget på offentlige midler og årtiers skattelettelser, deregulering og privatisering, og den giver et privat individ en magt, som ingen demokratisk valgt politiker er underlagt.

Af Rune Møller Stahl, senior analytiker, Oxfam Danmark. Bragt i Politiken d. 18. juni 2026.

Fredag fik verden sin første dollar-billionær, da Elon Musk med børsnoteringen af SpaceX nåede over 1.000 milliarder dollar.

Det er den foreløbige kulmination på de seneste årtiers eksplosion i de allerstørste formuer. I 2017 lavede Oxfam en fremskrivning, hvor vi estimerede, at verden ville have sin første billionær inden for 25 år. Men det endte med at tage en tredjedel af den tid. De største formuer vokser ikke bare – udviklingen accelererer.

I den sammenhæng er det værd at hæfte sig ved, hvor astronomiske beløb der er tale om. En person ejer nu mere end de fattigste 46 procent af verdens befolkning. Det ville være nok til at betale statsgælden for verdens 31 fattigste lande. Eller, hvis Musk donerede 100 dollar til hver eneste person på jorden, ville han stadig være en af verdens 10 rigeste med 184 milliarder dollar tilbage på bankbogen.

Opkomsten af den slags obskøn rigdom er ikke blot et tilfælde, men et resultat af årtiers bevidst politik. Skattelettelser til toppen, løsere monopollovgivning, finansiel deregulering, løs pengepolitik, privatisering og åbning af lukrative offentlige kontrakter og partnerskaber har alle bidraget.

En sådan koncentration af velstand er ikke kun et spørgsmål om økonomisk retfærdighed, men udgør også en trussel mod vores demokrati. Penge er en kilde til samfundsmæssig magt, og magt i hænderne på et privat individ som Musk er, i modsætning til valgte politikere, ikke underlagt nogen form for demokratisk regulering.

Vi får ofte præsenteret denne slags akkumulation af formuer som et nødvendigt resultat af vækst og teknologisk fremskridt. Hvis man er kritisk over for milliardærernes magt, bliver man beskyldt for at være mod innovation og fremskridt. Men det er åbenlyst forkert. Den bedste periode for vækst og innovation i vores del af verden var efterkrigstiden fra 1945-1970. Her så vi samtidig en massiv reduktion af uligheden. Japan og Sydkorea har stået bag nogle af de mest markante teknologiske væksthistorier, uden at vækstmiraklerne i deres formative årtier berigede en lille milliardærklasse.

Opkomsten af den slags obskøn rigdom er ikke blot et tilfælde, men et resultat af årtiers bevidst politik

Yderligere er grundlaget for de store formuer oftest fælles og offentlige investeringer.

Raketteknologi, som driver SpaceX, er et produkt af massive offentlige investeringer i midten af det 20. århundrede. Internettet, oprindeligt Arpanet, var et statsligt projekt, inden det blev givet over til kommercielle aktører, og elbilindustrien var fuldstændig afhængig af offentlige tilskud for at komme i gang og er stadig afhængig af tilskud og skatterabatter på de fleste markeder verden over.

Elon Musks rigdom er mere end andre tech-milliardærers et eksempel på akkumulering af formue gennem dygtig brug af offentlige midler. Det var ikke ham, der udviklede det teknologiske grundlag for Tesla, men han overtog virksomheden og gjorde dygtigt brug af offentlige puljer og tilskud i Obama-perioden. SpaceX har i høj grad opnået sin værdi på grund af kontrakter med den amerikanske stat.

Da han overtog Twitter, drejede han platformen til at prioritere indhold fra sit foretrukne højreradikale perspektiv, og han brugte aktivt denne kontrol over diskursen til at opbygge politisk magt og indgå en tæt alliance med Trump og Maga-bevægelsen. Denne alliance, kombineret med den største politiske donation i amerikansk valghistorie på godt 290 millioner dollar – knap to milliarder kroner – endte med, at Musk via Doge-projektet fik nærmest uindskrænket magt til at skære i det føderale budget. Her ventes besparelserne på nødhjælp og essentiel forskning ifølge et studie i The Lancet at koste over 14 millioner menneskeliv frem mod 2030, mens Musks egne offentlige kontrakter på mystisk vis ikke blev ramt af nedskæringer.

Musks indflydelse er ikke bare et amerikansk problem. Han har ligget i åben konfrontation med den brasilianske højesteret, der i 2024 blokerede X i landet i fem uger, indtil Musk bøjede sig og betalte bøderne. Han har brugt sin kontrol over Starlink til at blokere den ukrainske krigsindsats og støttet højreradikale kræfter i Europa, som AfD i Tyskland og Tommy Robinson i Storbritannien.

Ingen naturlov siger, at teknologisk forandring, hvad enten det er jernbaner, internettet eller elbiler, behøver at føre til massive formuestigninger til de rigeste

Den amerikanske højesteretsdommer Louis Brandeis udtalte i starten af det 20. århundrede:

»Vi kan have demokrati i dette land, eller vi kan have stor koncentration af velstand i hænderne på de få. Men vi kan ikke have begge dele«.

Da John D. Rockefeller i 1916 blev verdens første milliardær, svarede det amerikanske samfund i de følgende årtier med antitrustlovgivning, arveskat og topskatter på over 90 procent. Verdens første billionær bliver i dag modtaget med rekordbørsnotering, skattelettelser og en plads ved præsidentens bord.

Ingen naturlov siger, at teknologisk forandring, hvad enten det er jernbaner, internettet eller elbiler, behøver at føre til massive formuestigninger til de rigeste. Der er tale om et politisk valg, og indtil videre ser det desværre ud til, at vi vælger at acceptere koncentration af velstand frem for et langsigtet forsvar af demokratiet.