Oxfam Danmark kæmper for, at de rige lande tager ansvar. Samtidig hjælper vi de fattigste og mest udsatte befolkninger med at få indflydelse på brugen af naturens ressourcer og skabe en bæredygtig, lokal udvikling. Det sker blandt andet med nye løsninger inden for landbrug, vand og energi.

Oxfam Danmark kæmper for klimaretfærdighed og bæredygtig udvikling

Ét af målene med vores klima-indsats er at sikre en højere grad af klimaretfærdighed på internationalt plan. Sammen med partnere lægger vi pres på rige lande, for at de lever op til forpligtelserne i Paris-aftalen. Dels ved at reducere deres egen CO2-udledning, blandt andet ved at udfase fossile brændstoffer, og dels ved at bidrage økonomisk til, at udviklingslandene – som bliver ramt langt hårdest af klimaforandringerne – selv kan afbøde og afhjælpe klimakrisen.

Vi er med til at give de fattige befolkninger en stemme i de internationale klimaforhandlinger og kræve de 100 milliarder dollars årligt i klimabistand, som de er blevet lovet. Vi er en del af en global bevægelse, der stiller krav om en kompensation til verdens mest udsatte mennesker for tab og skader forårsaget af klimaforandringerne, blandt andet når klimaet ødelægger landbrugsjord og infrastruktur eller fører til tørke og oversvømmelser.

Opbygning af mere bæredygtige og modstandsdygtige lokalsamfund

Et andet mål er at hjælpe de fattige befolkninger direkte i at tilpasse sig klimaforandringerne og opbygge mere bæredygtige og modstandsdygtige lokalsamfund. Det gælder blandt andet indførelse af nye dyrkningsmetoder for at skabe øget produktion af fødevarer i et land som Mali, der er ramt af ørkenspredning. Eller det kan være uddannelse og organisering af oprindelige folk i Latinamerika, så de kan få indflydelse på lokale planer for brugen af regnskovens ressourcer og dermed sikre deres livsgrundlag.

Desuden gør vi en helt særlig indsats for at forbedre kvinders vilkår, da de bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt af klimaforandringerne. Det gælder for eksempel problemer med at skaffe rent drikkevand og sikre familiens sundhed.

Diyaara står foran et udtørret vandhul - Kenya 2022
Diyaara står foran et udtørret vandhul. Kenya 2022.
Foto: Khadija Farah/Oxfam

Endelig arbejder vi for at give udsatte befolkninger adgang til bæredygtig energi, som de blandt andet kan bruge til madlavning. På den måde kan man undgå træfældning, og skoven kan bevares og beskyttes.

I Oxfam Danmark går vi ind for de bæredygtige løsninger og arbejder på at få klimakrisen på dagsordenen som en topprioritet, der tages alvorligt.

Desværre ser vi i dag mange eksempler på alvorlige miljøødelæggelser, skatteunddragelser og brud på fundamentale menneskerettigheder. For eksempel når multinationale selskaber udvinder såkaldte ”grønne mineraler” (såsom litium, et grundstof som bruges i batterier til for eksempel elbiler), der findes i undergrunden på det land, som de oprindelige befolkninger besidder. Så viser det, at der i den grad er brug for støtte til de lokale samfunds kamp for retten til selvbestemmelse, over deres eget land og mod korruption.

Støt vores klimaarbejde

Når du støtter Oxfam Danmark, er du med til at give fattige befolkninger en stemme i de internationale klimaforhandlinger. Vi kæmper for kompensation til verdens mest udsatte mennesker for tab og skader forårsaget af klimaforandringerne. Og vi hjælper udsatte befolkningsgrupper i at opbygge bæredygtige og modstandsdygtige lokalsamfund.

Det gælder blandt andet indførelse af nye dyrkningsmetoder for at skabe øget produktion af fødevarer i et land som Mali, der er ramt af ørkenspredning. Eller det kan være uddannelse og organisering af oprindelige folk i Latinamerika, så de kan få indflydelse på brugen af regnskovens ressourcer og dermed sikre deres eget livsgrundlag.

Cyklonen Kenneth, Mozambique 2019: Mennesker går igennem vand fra oversvømmelse
Cyklonen Kenneth: Mennesker går igennem vand fra oversvømmelse på vejen til Pamba til Matuje, Mozambique.
Foto: Tommy Trenchard

Skriv under: De største forurenere skal stilles til ansvar for klimakrisen

Skriv under, og kræv, at Mette Frederiksen forlanger, at fossile virksomheder og de ultrarige bidrager markant mere til et bæredygtigt Danmark og en bæredygtig verden.