Fra flygtning til topchef

Oxfam Internationals direktør, Winnie Byanyima, er et levende bevis på, at det nytter at give alle mennesker en god uddannelse

GLOBALT: Der var ikke meget, der tydede på, at Winnie Byanyima skulle blive leder for en verdensomspændende organisation med mange tusind ansatte, da hun blev født i Uganda på grænsen til Rwanda for 58 år siden. Der var hverken indlagt vand eller elektricitet i landsbyen. Hendes forældre var lærere. De dyrkede deres egen mad i markerne, og i weekenderne solgte de, hvad der var tilovers på markedet.
”Det var et simpelt liv. Men vi følte os ikke fattige,” fortæller hun.

På ét punkt adskilte Winnies barndom sig dog fra de andre børns: Hendes mor var kvindesagsforkæmper og grundlægger af en lokal kvindeklub. Hver uge samledes alle landsbyens kvinder derfor i familiens hjem, hvor moderen underviste i hygiejne, barnepleje, økonomi – og ikke mindst kvinders rettigheder.
”Det helt store emne var pigers uddannelse. Sammen lagde kvinderne strategier for, hvordan de skulle overbevise deres mænd om at lade døtrene blive i skolen. Det var normalt, at piger blev taget ud af skolen og gift som 12-årige, og det kæmpede min mor og de andre kvinder imod. Jeg voksede jo bogstaveligt talt op i kvindebevægelsen,” fortæller hun.

Historien om Winnie er historien om, hvad uddannelse kan betyde for et menneske. Hun er beviset på, at en fattig pige fra en afrikansk landsby sagtens kan ende med at diskutere menneskerettigheder med folk som Ban Ki-Moon og Barack Obama. Men det kræver mod, hårdt arbejde – og en god uddannelse.

Ung modstandskvinde

Da Winnie var 12 år, kom den berygtede diktator Idi Amin til magten i Uganda. Voldtægter, bortførelser og mord blev en del af dagligdagen. Og da begge Winnies forældre var politisk aktive, var det naturligt for den unge kvinde at gå ind i modstandskampen.
”Jeg hadede diktaturet, og jeg levede i konstant frygt for, at mine forældre skulle blive dræbt eller forsvinde sporløst, som det skete for flere af mine venners forældre,” fortæller hun.

Regimet holdt øje med den rebelske teenager, og med tiden blev det for farligt at blive i landet. Derfor flygtede hun som 17-årig i ly af natten gennem Kenya til England. Her blev hun godt modtaget, og efter kort tid fik hun et legat fra WUS – den organisation, som Oxfam Danmark udspringer af – til at studere på universitetet i Manchester.
”Det stipendium betød alverden for mig. Hvis ikke det var for min uddannelse, havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag,” fastslår Winnie.

Måtte gå under jorden

I Manchester valgte Winnie at studere til luftfartsingeniør. Hun var en dygtig studerende, og efter endt uddannelse blev hun tilbudt en ph.d.-stilling i USA som en del af Ronald Reagans Star Wars-missilprogram. Men Winnie var ikke interesseret i at udvikle koldkrigsvåben. Hun ville bruge sine evner til at hjælpe verdens fattigste. Så hun forlod en lovende akademisk karriere for at rejse hjem til Uganda. Her var Idi Amin i mellemtiden blevet afløst af en anden, mindst lige så gru- som diktator. Så Winnie sluttede sig igen til modstandsbevægelsen.
”Det var en lang og hård kamp mod diktaturet, og i en periode levede jeg under jorden i junglen. Men vi vandt til sidst,” smiler hun.

Efter sejren gik Winnie ind i politik. I 11 år sad hun i Ugandas parlament, hvor hun arbejdede for demokrati og menneskerettigheder. Herefter fik hun job i den afrikanske union og senere i FN, hvor hun blev en anerkendt kvinderettighedsforkæmper. I 2013 blev Winnie direktør for Oxfam International. Den farverige ugandiske kvinde skiller sig ud i det øverste lag af topchefer i ngo-verdenen, der hovedsageligt består af hvide mænd med en vestlig baggrund. Og det præger naturligvis hendes tilgang til arbejdet.
”Alle mennesker er formet af deres oplevelser. Jeg har oplevet krig, diktatur og fattigdom på min egen krop. Mit håb er, at den baggrund kan bringe noget godt ind i Oxfam,” forklarer Winnie Byanyima.
”Jeg har en enorm respekt for fattige mennesker, som hver dag kæmper i forreste geled mod verdens uretfærdigheder. Min rolle er at udvise solidaritet og støtte disse mennesker, og jeg går til arbejdet med en stor portion ydmyghed,” uddyber hun.

Kvinder er dobbelt udfordrede

Selvom Winnie i dag bruger en stor del af sin tid på de bonede gulve i New York, London og Davos, går der en lige linje til moderens kvindeklub i landsbyen. Langt hen ad vejen kæmper hun nemlig den samme kamp – bare i en anden arena, på et andet niveau. I februar 2016 blev Winnie således udpeget af Ban Ki-Moon som en del af et særligt FN-panel for styrkelse af kvinders økonomiske muligheder.
”Kvinder i udviklingslandene er dobbelt udfordrede. De lever med fattigdom på den ene side og mænds dominans på den anden,” påpeger hun. Når en pige bliver født i et udviklingsland, har hun som udgangspunkt dårligere odds end sine brødre: Det er sværere for hende at få adgang til uddannelse, sundhed og betalt arbejde. Og sandsynligheden for, at hun i løbet af sit liv vil blive udsat for vold, er alt for stor.
”Disse problemer er særligt svære at komme til livs i udviklingslandene, fordi der mange steder eksisterer religion, kulturer og sociale normer, som retfærdiggør og tillader det,” forklarer hun.

Alligevel er Winnie optimist på sit køns vegne, for det går den rigtige vej. For 100 år siden var der slet ikke noget, der hed kvinders rettigheder – mange steder havde de ikke engang status af rigtige borgere. I dag har kvinder stemmeret, de bliver valgt til byråd og parlamenter, og de har ret til at arbejde, tjene penge og bevæge sig frit.
”I mange afrikanske lande er der nu næsten lige så mange piger som drenge i grundskolen. Men som de bevæger sig op i uddannelsessystemet, falder pigerne fra. Det hul skal vi have lukket. For uddannelse er en vigtig del af løsningen – både på kvinders problemer og på vores alle sammens problemer med fattigdom og ulighed. Derfor skal Oxfam også arbejde mere med uddannelse i fremtiden,” slutter Winnie Byanyima.