Forside / Nyheder / Kæmpe sejr: Verdensbanken dropper profitskole
Artikel

Kæmpe sejr: Verdensbanken dropper profitskole

21.03.2022

Verdensbanken dropper investeringer i profitskoler
Verdensbanken dropper investeringer i profitskoler
Foto : Oxfam Danmark

Oxfam Danmark har i årevis kæmpet indædt for at få Verdensbanken til at droppe sin støtte til profitskoler, der leverer elendig undervisning til verdens fattigste til alt for mange penge. Nu stopper Verdensbanken støtten til en af de værste profit-skoler.

Profitskoler giver fattige børn elendig uddannelse til alt for høj pris. De leverer dårlig kvalitet fra uuddannede og lavtlønnede lærere. Og de tvinger fattige familier til at vælge mellem hvilket af deres børn, de kan sende i skole - eller mellem mad og skolegang.

Verdensbankens privatsektor-arm IFC har været en af de største økonomiske støtter af profituddannelse.

Sammen med allierede i blandt andet Østafrika og Washington har Oxfam Danmark gennem flere år arbejdet for at overbevise IFC og Verdensbanken om, at offentlige penge kun bør gå til offentlig uddannelse og i stedet for at ende i lommerne hos firmaer, der udnytter verdens fattigste forældres håb for en bedre fremtid for deres børn.

Nu ser kampen ud til at bære frugt. Verdensbanken har netop droppet sin støtte til Bridge International Academies, der er blandt de værste profit-søgende syndere. Kira Boe, der er uddannelsespolitisk rådgiver i Oxfam Danmark, håber beslutningen vil inspirere andre donorer.

En så kynisk udnyttelse af verdens fattigste forældres drømme om en bedre fremtid for deres børn skal naturligvis ikke støttes af offentlige midler. Offentlige midler bør gå til at støtte gratis, offentlig kvalitetsuddannelse for alle. Vi håber IFC's beslutning vil inspirere andre donorer  til også at trække støtten
Kira Boe
Uddannelsespolitisk rådgiver i Oxfam Danmark

Om profitskoler

Profitskoler er en nyere type privatskoler, der fokuserer på at tjene penge på uddannelse i nogle af verdens fattigste udviklingslande.

Skolerne er ofte ejede af amerikanske eller britiske firmaer. Selvom firmaerne sætter kvaliteten ned og opkræver skolepenge, kan de stadig ikke tjene penge uden finansiering fra donorer. Her er Verdensbankens privatsektorgren IFC og Storbrittaniens DfID været blandt de største donorer, men firmaerne får også penge fra private fonde og nogle steder også fra landene, de arbejder i.