I 2030 skal vi nå Verdensmålene, men for flere end fem milliarder mennesker er det blevet et tomt løfte. Landene bruger nemlig mere på at betale renter og afdrag på gæld end på investeringer i eget samfund.

Af Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark. Bragt i Globalnyt 7. juli 2026.

Det kan forekomme fjernt, at 273 millioner børn og unge ikke går i skole, eller at mere end halvdelen af verdens befolkning ikke har adgang til basale sundhedsydelser. Har det overhovedet noget med os at gøre?

Ja, for mange af vores pensionsopsparinger indeholder blandt andet statsobligationer fra udviklingslande, der har en urimeligt høj rente. Vi er en del af det globale finansielle system, som systematisk gennem gældsbetalinger tager penge fra de fattigste, og sender dem til de rigeste.

En nyligt udgivet rapport, udarbejdet af Oxfam’s samarbejdspartner Development Finance International (DFI), dokumenterer omfanget af den krise, vi er midt i. Det er den første rapport, der beregner præcist, hvad gælden koster i tabte investeringer i udvikling.

Konklusionen er klar. Det globale syd befinder sig midt i sin absolut værste gældskrise. Ikke målt på gældens størrelse i forhold til BNP, men målt på det, der afgør menneskers liv: hvad der hvert år sluges af rentebetalinger og afdrag, og hvad der dermed ikke kan bruges på alt det andet.

Tre kriser i træk

Gældskrisen er resultatet af tre globale chok de seneste seks år, som hver gang har efterladt de fattigste lande mere sårbare og de rigeste endnu rigere.

Den første bølge var COVID-19. Da pandemien ramte i 2020, var mange lavindkomstlande allerede presset. Årtiers gældsopbygning, drevet af infrastrukturinvesteringer og svag skattebase, havde efterladt tynde finansielle buffere. Rige lande reagerede med historiske økonomiske pakker. Herhjemme brugte vi f.eks. 81,5 mia. kr. på økonomisk kompensation til berørte brancher. En analyse fra Oxfam viste, hvordan verdens ti rigeste mænd fordoblede deres formuer under pandemien fra 700 milliarder til 1.500 milliarder dollar. Samtidig fordobledes Afrikas samlede udenlandsgæld fra godt 500 milliarder dollar i 2020 til over en 1.000 mia. dollar i 2024.

Den anden krise var Ruslands invasion af Ukraine i 2022. I 2020 importerede 15 afrikanske lande f.eks.over halvdelen af deres hvedeprodukter fra Rusland eller Ukraine. Da havnene lukkede, og kornlagrene forblev forseglet, steg de globale fødevarepriser voldsomt, og gødningspriserne steg med næsten 200 procent. Europa brugte over 640 mia. dollar på energisubsidier for at hjælpe egne borgere. Samtidig hævede USA og Europa renten for at bekæmpe den hjemlige inflation, hvilket betød stigende renter og låneomkostninger for de allerede gældsatte lande i det globale syd. Afrikanske regeringer havde ikke det finanspolitiske råderum. De lånte mere. Eller de skar ned på uddannelse og sundhed. Imens høstede de fem store vestlige olieselskaber ExxonMobil, Chevron, BP, Shell og TotalEnergies tilsammen næsten 200 milliarder dollar i rekordoverskud i 2022.

Den tredje krise er den nuværende lukning af Hormuz-strædet, der har sendt oliepriserne i vejret. Asiatiske lande modtager 84 procent af den olie og naturgas, der normalt transporteres gennem Hormuz-strædet. Lukningen rammer disse lande med akut mangel på olie, benzin og diesel. Også landbruget mærker det: en tredjedel af al gødning til verdens landbrug, der transporteres via havet, skal igennem Hormuz-strædet. Samtidig viser FN-analyser, at krisen kan skubbe over 30 millioner mennesker ud i fattigdom på verdensplan. Oveni bliver valutaerne i mange udviklingslande devalueret i forhold til dollaren i kølvandet på krigen i Iran. Da gældsbetalingerne ofte er i dollar, skærpes gældsskruen yderligere. Alene i første kvartal af 2026 er renterne på lån til afrikanske lande steget med 0,64 procentpoint til 8,31 procent på obligationer.

Der er altså et mønster i de kriser, der rammer os alle sammen. De rammer de fattigste hårdest og beriger dem, der allerede har mest.

Lande med ubæredygtig gæld

Den førnævnte DFI-rapport identificerer de lande, der enten har bæredygtige gældsniveauer, allerede låner billigt, eller er højindkomstlande med adgang til lån i egne valutaer. Når de lande fjernes fra beregningen, står vi tilbage med en kerne af 105 lav- og mellemindkomstlande med såkaldt ubæredygtig gæld.

På tværs af landene med ubæredygtig gæld er gældsservicen i gennemsnit tre gange så stor som udgifterne til uddannelse, næsten fem gange sundhedsudgifterne og over tolv gange udgifterne til social beskyttelse. Samlet overstiger gældsbetalingerne i 70 af de 105 analyserede lande de samlede udgifter til uddannelse, sundhed og social beskyttelse lagt sammen. For 5,1 milliarder mennesker i det globale syd betaler staten mere til kreditorer end til egne borgere på tværs af alle sociale udgifter tilsammen.

For at forstå, hvad tallene betyder i praksis, er det værd at se på to lande, der repræsenterer krisen på hver sin måde.

Sierra Leone er et af verdens mindst udviklede lande og brugte i 2025 152 procent af sine statslige skatteindtægter på gældsservice. Gældsservicen svarer til 833 procent af udgifterne til uddannelse og 1.880 procent af udgifterne til sundhed.

Kenya er et mellemindkomstland med en hurtigt voksende økonomi og ambitioner om at blive et regionalt knudepunkt i Østafrika. Alligevel bruger landet 62 procent af sine statslige skatteindtægter på gældsservice. Det svarer til 295 procent af uddannelsesudgifterne og 930 procent af sundhedsudgifterne.

Det er ikke abstrakt økonomi. Det er et barn, der ikke har en lærer. En mor, der dør under en fødsel. En gammel mand, der ikke har en pensionsopsparing. Og det er derfor, at Verdensmålene bliver sværere at nå. Man kan ikke udrydde fattigdom, når de penge, der skulle løfte de fattigste, sendes ud af landet som renter.

Et fælles ansvar

Der er en bekvem fortælling om den globale gældskrise, at den er de gældsplagede landes egen fejl. Korruption. Dårlig styring. Men DFI-rapporten afviser den fortælling.

De væsentligste forklaringer er de chok og kriser, som landene ikke selv har forårsaget og de strukturelle uretfærdigheder i det globale finanssystem. UNDP har beregnet, at afrikanske nationer betaler 75 milliarder dollar ekstra om året alene på grund af en opfattet ”afrikansk risikopræmie”, fastsat af kreditvurderingsbureauer i New York og London, i høj grad på baggrund af historisk bias frem for reel risiko.

Hertil kommer en historisk stor nedgang i international bistand i 2025 på 23 procent til 174 milliarder dollar. Det er et fald, der ikke mindst rammer afrikanske lande og de mindst udviklede lande hårdest.

Det kræver politisk vilje at vende den udvikling. Her er det afgørende, at lande som Danmark fastholder udviklingsbistanden på de nuværende 0,7 % af BNI. Udviklingsbistanden er en fortsat nødvendig investering i udvikling, fred og sikkerhed.

Samtidig skal gælden reduceres. En del gæld må afskrives i et samarbejde mellem de mange kreditorer. Der skal etableres mekanismer, hvor udviklingslandene kan låne på mere favorable vilkår. Det er uholdbart, at verdens fattigste lande betaler 2-4 gange mere i renter end rige lande.

Endeligt skal landene have hjælp til at opbygge mere effektive og retfærdige skattesystemer. Afrikanske lande mister i dag mere til selskabers og rigmænds skatteflugt, end de modtager i udviklingsbistand.

I den nuværende krise er det oplagt at indføre en skat på overnormale profitter for de selskaber inden for olie, gas og transport, der tjener milliarder af kroner, mens millioner af mennesker kastes ud i fattigdom.

Et opgør med gældskrisen er ikke et spørgsmål om velgørenhed. Det er et spørgsmål om at rette op på de uretfærdigheder, der fastholder mennesker i fattigdom, og forhindrer os i at nå Verdensmålene.