Forside / Nyheder / Københavns kommune bliver skattelyfri
Artikel

Københavns kommune bliver skattelyfri

25.09.2018

Hver sjette dansker bor nu i en kommune, der er på vej mod at blive skattelyfri. Det er realiteten, efter at borgerrepræsentationen i Københavns Kommune 20. september stemte for at underskrive organisationen Oxfam Danmarks Charter for Skattelyfri Kommuner.

Næstved, Albertslund, Frederiksberg, Odsherred og Roskilde kommuner har allerede besluttet at underskrive charteret, hvor kommunerne lover at arbejde for kun at handle med virksomheder, der ikke bruger skattely.

Det er fantastisk, at kommunerne udviser handlekraft og går foran i kampen mod skattely. Og det er ekstremt vigtigt, at landets største kommune nu er med.
Stine Bang
Kampagneleder i Oxfam Danmark.

Tilsammen handler de danske kommuner hvert år med private virksomheder for mere end 87 milliarder kroner.

”Selvfølgelig betyder det noget for virksomhederne, at kommunerne viser, at de kun vil handle med virksomheder, der faktisk vil bidrage aktivt til det samfund, de er en del af. Det vil helt sikkert få nogen til at tænke sig om en ekstra gang,”  siger Stine Bang fra Oxfam Danmark.

Flere kommuner har i øjeblikket charteret under behandling – blandt andet to andre af landets største kommuner, nemlig Aarhus og Aalborg.

Kommuner vil fravælge Danske Bank

At kommunerne har et ansvar for at fravælge virksomheder, der ikke opfører sig etisk korrekt, er for alvor kommet på dagsordenen i de seneste uger, efter at Danske Bank-skandalen begyndte at rulle. 54 kommuner bruger Danske Bank. Men en række borgmestre har i de seneste dage udtalt, at deres kommuner overvejer at skifte væk fra Danske Bank.

”I vores optik er det to sider af samme sag: Kommunerne forvalter vores alle sammens skattepenge. De skal ikke bruges på at holde hånden under virksomheder, der bruger hvidvask og skattely  – hverken når det handler om rengøringsfirmaer eller banker,” siger Stine Bank fra Oxfam Danmark.