Ny sydsudanesisk bog giver piger kvindelige rollemodeller
10.12.2019
En ny bog skal nedbryde de skadelige kønsnormer og kvindelige stereotyper i Sydsudan og hjælpe med at forbedre pigers livsvilkår gennem stærke kvindelige rollemodeller.
Syv år efter at Sydsudan opnåede selvstændighed, fortsætter landet med at være et af de værste steder i verden for piger at få en uddannelse, og et af de sværeste steder for kvindelige lærere at arbejde.Op mod tre fjerdedele af piger mellem seks og elleve går ikke i skole, og kun 16 procent af lærerne i Sydsudan er kvinder, viser en ny Oxfam rapport. Men Sydsudan er også et land fyldt med historier om kvinder og piger med håb og drømme, som kæmper for at forandre verden omkring dem.
For at fremme de positive eksempler på kvindelige rollemodeller har Oxfam derfor taget initiativ til at udgive bogen ”Pigen, der kæmpede for frihed – og andre historier om mod” (”The Girl Who Fought for Freedom and Other Stories of Courage”). Det er en farverig bog med virkelige historier om sydsudanesiske kvinder, skrevet af den sudanesiske/australske forfatter Bigoa Chuol.
Formålet er at udfordre den opfattelse, at sydsudanesiske kvinder og piger er magtesløse ofre. Og samtidig skal bogen være med til at understøtte Oxfams eksisterende fortalerarbejde i Sydsudan, der udfordrer skadelige kønsnormer og fremmer kvinders lederskab.
Det er den første af en række bøger i Sydsudan, der rummer historier om kvinder, fortalt af kvinder, fra forskellige regioner i landet. Den indeholder inspirerende, virkelige historier om stærke sydsudanesiske kvinder, der mod alle odds forfølger deres egne drømme for dem selv og deres land.
Historier om en journalist, en basketballtræner, en hjælpearbejder, en modedesigner, en pige, der undgik børneægteskab, kæmpede for at færdiggøre sin uddannelse og er nu ved at uddanne sig til advokat og historien om en lærer, der underviser andre piger i at følge deres drømme. De er de rollemodeller, som landet behøver, for at andre piger, kvinder, drenge og mænd kan tro på sig selv og en sikker fremtid.
“Pigen der kæmpede for frihed..” er produceret med støtte fra Danida i samarbejde mellem Oxfam Danmark og Oxfam Sydsudan. Bogen vil blive oversat til forskellige sydsudanesiske sprog og distribueret ud til en række Oxfam-støttede skoler over hele landet, så flest mulige piger kan få glæde af den.