Mens topcheferne skovler penge ind, halter almindelige lønmodtagere efter. Hvis vi vil undgå amerikanske tilstande, må vi styrke medarbejdereje og sætte et loft over løngabet i erhvervslivet. 

Af Rune Møller Stahl, senioranalytiker, Oxfam Danmark. Bragt i Information d. 25. juni 2026. 

Verden over breder sig en forståelse af, at ulighed ikke bare er et socialpolitisk problem, som knytter sig til fattigdom, men også et dybere, demokratisk problem. Alligevel lader vi i Europa store virksomheder skabe mere ulighed, og i Danmark planlægger vores nye regering ulighedsskabende topskattelettelser. 

Da regeringerne fra verdens største økonomier sidste år mødtes til G20-topmøde i Johannesburg, fastslog de i deres fælles sluterklæring, at ulighed »udgør væsentlige trusler mod global økonomisk vækst, udvikling samt social og økonomisk stabilitet«. Herhjemme udtrykte vores nyvalgte finansminister, Peter Hummelgaard, under valgkampen, at vores samfund var på vej til at »gå op i limningen« på grund af ulighed. 

Men desværre er det indtil videre begrænset, hvor meget handling denne ellers gryende erkendelse har kastet af sig. 

I lanceringen af regeringsgrundlaget blev der lagt vægt på, at det samlede resultat af skatteændringerne sænker uligheden. Det er sådan set korrekt, at man målt på gini, ser en, ret begrænset, sænkelse af gini-koefficenten. Det er især sænkelsen af momsen, som potentielt kan give tiltrængt luft til familier i bunden af indkomstfordelingen.  

Men med en markant lettelse af skatten på selskaber og deres aktionærer samt en afskaffelse af både mellemskatten og top-topskatten lægger den kommende regering op til yderligere at puste til en udvikling mod stigende ulighed.  

En udvikling, hvor topdirektører, virksomhedsejere og store investorer, stikker af fra resten af samfundet og efterlader de fattigste tilbage på perronen. Det er en udvikling, som kan være gift for vores demokrati og for vores sammenhængskraft. 

At den nye regering vil have skattelettelser til de rigeste, forekommer særligt mærkeligt i en tid, hvor danskerne faktisk i høj grad ønsker at gøre noget ved ulighedsproblemet. Det stod senest klart i en ny repræsentativ rundspørge, der er lavet for Oxfam Danmark af analysebureauet IT’S A FACT og indsamlet via YouGovs panel. Her svarer over halvdelen af de adspurgte, at de er bekymrede over den stigende ulighed, og 57 procent mener, at regeringen bør have som prioritet at bekæmpe den stigende ulighed, mens kun 20 procent er imod. 

Vil man forstå de grundlæggende årsager bag den stigende ulighed i disse år, er et godt sted at starte ved de store selskaber, som i stigende grad dominerer økonomierne både herhjemme og i udlandet. 

Den rigeste ene procent i Europa ejer 47 procent af alle aktier og værdipapirer 

Vi taler ofte om de store amerikanske techoligarker og deres selskaber, men også her i Europa spiller store selskaber en vigtig rolle i den eksploderende ulighed. Det har vi i Oxfam sat fokus på i en ny rapport ’Corporate Inequality Framework’, som analyserer de 100 største Europæiske firmaer målt på indtjening. Rapporten viser, at den stigende koncentration af ressourcer og magt i de store firmaer er med til at drive til uligheden.  

Den gennemsnitlige direktør i et af de store europæiske firmaer tjener 160 gange så meget som den typiske arbejder i samme firma målt på medianløn. Og mens lønmodtagere på tværs af Europa knap har indhentet reallønnen fra før inflationen i 2022-23, har topdirektører oplevet lønstigninger på 50 procent i reale termer. Den samme udvikling har vi set herhjemme, hvor direktørlønningerne er steget 48 gange så hurtigt som lønmodtagerne siden 2019. 

Afkastet til ejerne af de store virksomheder er desuden i altovervejende grad koncentreret i den absolutte økonomiske top. I perioden fra 2022 til 2024 blev 70 procent af profitterne fra de store virksomheder udbetalt til aktionærer i form af dividender eller aktietilbagekøb. Disse udbytter går især til en lille koncentreret ejerskare.  

Da den rigeste ene procent i Europa ejer 47 procent af alle aktier og værdipapirer, puster de enorme udbytteudbetalinger og aktietilbagekøb til akkumulation af formue blandt de allerrigeste. Beregninger fra Oxfam Europa fra efteråret viste, at EU’s milliardærer alene i første halvdel af 2025 øgede deres samlede formue med næsten 3.000 milliarder kroner eller omkring 15 milliarder kroner om dagen i gennemsnit.  

Mere magt til virksomhederne betyder lavere lønninger til danske arbejdere  

Den øgede indtjening hos de største europæiske virksomheder afspejler desuden et om muligt endnu større problem: nemlig en dybere koncentration af ejerskab i virksomhederne og dermed også af den økonomiske magt.  

I mere end 70 procent af de europæiske industrier sker der en stigende koncentration af ejerskab. Det er et problem, fordi denne form for markedsmagt – hvad enten der er tale om egentlige monopoler eller blot dominerende indflydelse – giver de store virksomheder uforholdsmæssige fordele over for konkurrenter, forbrugere og arbejdere.  

Her i Danmark peger De Økonomiske Vismænd i en analyse på, at danske virksomheder har fået stadigt mere markedsmagt siden år 2000. Derudover har de i deres forårsrapport fra i år dokumenteret, at denne større markedsmagt til virksomhederne betyder lavere lønninger til danske arbejdere sammenlignet med lønniveauet ved større konkurrence.  

De store europæiske virksomheder bruger desuden deres økonomiske vægt til at påvirke det politiske system. Den begrænsede åbenhed gør, at der ikke er mulighed for at tegne et komplet billede, men vores kortlægning er alligevel interessant. Her står det nemlig klart, at 67 ud af de 100 største europæiske virksomheder samlet brugte 560 millioner kroner på EU-lobbyisme i 2024, hvilket svarer til 1.100 ansattes løn.  

Værd at bemærke er også, at da EU-Kommisionen sidste år fremlagde det såkaldte Omnibus-direktiv, en stor lovpakke med konkurrencelovgivning, var 84 procent af Kommissionens møder med repræsentanter fra virksomheder eller erhvervsorganisationer, mens kun syv procent kom fra ngo’er. 

Virksomhedernes politiske magt kender vi også herhjemme. Senest under folketingsvalgkampen, hvor forslaget om en beskeden formueskat på 0,5 procent førte til en omfattende modkampagne fra de store erhvervsorganisationer. Det viser, hvor svært det kan være at adressere den stigende ulighed.  

Regeringen må sørge for, at vi ikke ender med amerikanske tilstande i Danmark 

Hvis vi ikke gør noget ved den stigende ulighed, risikerer vi, at det vil eskalere. Magten hos de store europæiske virksomheder vil vokse og formuekoncentrationen nærme sig amerikanske tilstande, hvor milliardærer og social nød truer grundlaget for demokratiet. 

Der er en række ret tilgængelige tiltag, vi bør tage i Danmark: 

Vi bør holde nøje øje med udviklingen i virksomhedernes profit og genindføre en særskat på overnormal profit, ligesom den forrige SVM-regering gjorde i 2023, hvor eksterne stød som energikrisen gav overnormal profit, der spreder sig som inflationsspiral.  

Det er naturligvis godt, når virksomheder klarer sig godt, men det er hverken sundt eller fortjent, når den høje profit skyldes eksterne stød frem for innovation, og her bør den nye regering ikke tøve med at beskatte kriseprofitten igen. 

Vi bør sætte ind over for den voksende markedsmagt blandt store selskaber og sikre forbrugerne mod misbrug af markedsmagt. Dette bliver ikke mindst vigtigt, når momsen på fødevarer skal sættes ned. De Økonomiske Vismænd, med flere, har allerede advaret mod, at en stor del af gevinsten, som er tiltænkt forbrugerne, kan ende med at blive spist af virksomhederne gennem større fortjeneste. 

Vi bør arbejde for øget medarbejdereje og et loft over løngabet mellem direktører og ansatte. Den magtkoncentration, der sker i virksomhederne, kan bredes ud gennem demokratisk ejerskab og kan derigennem mindske det bidrag til den voksende ulighed, som de store virksomheder har.  

Jeg håber, vores nye regering vil overveje, om ikke det er på tide at droppe topskattelettelserne og i stedet gøre noget for, at uligheden ikke stikker yderligere i vejret.