Efter 7 års krig: Over halvdelen af Yemens befolkning sulter

Tre fjerdedele af befolkningen i Yemen har akut behov for humanitær hjælp, og over halvdelen af befolkningen i Yemen lider af sult. Det er situationen, når Yemen i denne uge går ind i sit ottende år med krig og konflikt.

Efter 7 år med krig i Yemen stiger de menneskelige omkostninger massivt, og den humanitære krise er blevet endnu mere akut, advarer Oxfam i dag.

Dertil kommer, at de stigende priser på energi og fødevarer som følge af konflikten i Ukraine vil forværre fødevaresituationen yderligere og skubbe flere ud i sult, da landet bla. importerer 42 pct. af sit korn fra Ukraine.

”Verden må ikke vende ryggen til yemenitterne. I dag taler vi om 17,4 mio. mennesker, der sulter, og det forventes at stige endnu mere i slutningen af året. Mange af dem risikerer at dø, hvis ikke det internationale samfund sætter ind. Desværre er hjælpeprogrammerne massiv underfinansierede, og opbakningen til nødhjælp faldende.

Det humanitære program i Yemen er indtil nu kun 30 procent finansieret. Samtidig stiger priserne på fødevarer og brændstof, så den hjælp, der er, rækker ikke lige så langt som tidligere,” siger Katja Kjar-Levin, humanitær leder i Oxfam Danmark.