Forside / Historier / "Hvem jeg er? Du kan kalde mig en ung kvindelig drømmer fra Marokko"
Historie

"Hvem jeg er? Du kan kalde mig en ung kvindelig drømmer fra Marokko"

08.07.2022

Af Malene Aadal Bo

Imane har altid været tænksom og spekuleret over, hvordan hun kan være med til at forandre sit land og sit samfund til det bedre. En måde er at demokratisere adgangen til sund og lækker mad, sådan at alle får mulighed for at spise det, der er godt for dem.
Imane har altid været tænksom og spekuleret over, hvordan hun kan være med til at forandre sit land og sit samfund til det bedre. En måde er at demokratisere adgangen til sund og lækker mad, sådan at alle får mulighed for at spise det, der er godt for dem.
Foto : Sam Diogo

Imane er 21 år og fra Rabat. Siden sine teenageår har hun været optaget af social forandring og ledt efter en leve- og karrierevej, hvor hun på én gang kunne skabe sit eget og gøre en positiv forskel i sit samfund. Nu mener hun at have fundet det i gastronomien.

En god kok laver dejlig mad. En fantastisk kok skal kunne mere end det – hun skal være håndværker, tænker, kunstner og drømmer i ét. Nu står jeg her i aften og deler disse øjeblikke med mine kolleger, og hvem ved, måske bliver jeg en dag en af de bedste kokke i verden.
Imane
21 år og elev på kokkeskolen, Um Mami

Der er et kort øjebliks total stilhed før klapsalverne bryder ud. Imane er 21 år gammel og en del af det første hold elever på Um Mami, den nye madskole i Marokko. De har været her en uge og i aften er den officielle åbning af skolen. I haven står eleverne, folk fra Oxfam Danmark, Melting Pot og den danske ambassade, lokale medier og nogle håndfulde af de største restauratører og allermest kendte og anerkendte marokkanske kokke. Og i midten står Imane og fortæller, hvordan hun og hendes medstuderende agter at gribe den chance, de netop har fået, og bruge den til at forandre deres eget liv og verden omkring sig.

”Det var en fantastisk aften,” griner hun, da hun dagen efter slapper af efter endnu en dags intensiv undervisning. I dag har de blandt andet talt om, hvordan hver lille tallerken med mad har mulighed for at være en oplevelse og en måde for kokken at fortælle de historier og formidle de ideer, hun har.

Og Imane er fyldt med ideer og visioner og stor lyst til at gøre en forskel. Mens hun tænkte over, hvordan netop hun kunne forandre verden, læste hun International Business Administration på universitetet. I løbet af studietiden blev hun klar over, at den bedste måde at stå i spidsen for social forandring er ved at blive entreprenør og starte sit eget projekt. Men inden for hvad? Det tumlede Imane meget med og overvejede alle mulige retninger.

Nora Fitzgerald, stifter af Amal madskolen i Marrakesh, Marokko 2021
Madskoleprojektet i Marokko
Madskoleprojektet i Marokko er en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram og skal drives i et samarbejde mellem Oxfam Danmark og Melting Pot Fonden, som er stiftet af Claus Meyer. Initiativet er et led i arbejdet for at skabe ordentlige beskæftigelsesmuligheder for unge i Mellemøsten og Nordafrika – unge, som lige nu lider under tårnhøj arbejdsløshed og alt for ofte er fanget i fattigdom og uden indflydelse på deres eget liv og samfund.
Læs mere

”Indtil jeg en dag faldt over en bog fra Medical Medium, som handlede om, hvordan man via kosten kan forbedre livet for mennesker med skjoldbruskkirtelsygdomme. Det har jeg selv lidt af, siden jeg var 15 år gammel, og det bliver stadig mere udbredt i Marokko. De færreste er opmærksomme på alle de psykologiske og fysiologiske virkninger, din kost kan have,” siger Imane.

Hun har altid elsket at lave mad, så hun gik i gang med at eksperimentere med nogle af de nævnte opskrifter for at se, om hun kunne få dem til at smage godt.

”Det kunne jeg! Og så gik det op for mig, at det måske var den forandring, jeg skulle skabe – at få flere folk til at tro på, at de kan leve bedre ved at spise bedre,” siger Imane, der besluttede at opgive studierne for at forfølge sit nye mål.

Hendes forældre var imod ideen. De ønskede en mere sikker, mere prestigefyldt fremtid for deres talentfulde datter. Men Imane fik sin vilje, og da hun havde læst første del af sin uddannelse på The Culinary School in Rabat, hørte hun om de indledende ugekurser ved Um Mami.

”Jeg kan huske, at jeg omgående begyndte at pakke. Min mor kom op på mit værelse og skulle til at sige og mene en hel masse. Jeg sagde til hende, at jeg var på vej til Marrakesh. Jeg sagde, at dette her var noget, jeg virkelig ville, og at hun lige så godt kunne droppe protesterne,” griner Imane. Kort efter tog hun afsted – med sin mors velsignelse.

Og nu er jeg her, og har fået en fantastisk mulighed for at blive klædt på, så jeg rent teknisk kan lave den mad, jeg gerne vil lave og forfølge det mål, jeg har sat mig.
Imame
21 år og elev på kokkeskolen, Um Mami

Hun gentager pointen fra talen aftenen før om, at hun og de andre studerende på Um Mami ikke bare har tænkt sig at blive dygtige til at lave mad, men at de netop har en vision med det, de gør. Og at udlevelsen af den vision kræver, at de både lærer håndværket og samtidig dyrker deres indre kunstner, tænker og bliver motiveret til at drømme stort.

Hun tilføjer: ”Tænk hvis man kan tage en sund, men ugleset grøntsag og tilberede den på en måde, så folk slet ikke kan få nok. Hvis man kan få folk til at sige ”wow” til en ret, der egentlig er både enkel og sund. Så kan man forandre folks måde at spise på og få dem til at tilvælge alt det, der er sundere for dem selv og bedre for vores planet. Det er mit mål,” siger Imane.