"Jeg kæmper for mit folk – og for hele Moder Jord"

En livsfarlig cocktail af klimaforandringer, kriminalitet, flygtningekrise og brutale virksomheder har ramt det nordlige Colombia – og tvunget den oprindelige befolkning i knæ. Men en gruppe stærke kvinder har taget kampen op mod håbløsheden.

I teorien er det regntid i Malaki. Men alligevel er dammen bag landsbyen næsten tom – under en halv meter mudret vand er alt, hvad Moder Jord har skænket indbyggerne i år.

Her plejede de ellers at hente vand. Også i den lange, tørre tid, hvor landskabet bag dammen forvandler sig til et sandfarvet tableau af udtørrede buske og ensomme kaktusser. Men naturen har ændret sig i de senere år.

Deris er en del af organisationen Fuerza de Mujeres Wayuu - en gruppe stærke kvinder, der kæmper for oprindelige folks rettigheder i det nordlige Colombia.

Her har Wayuu-folket altid levet i pagt med den barske natur. Men deres livsgrundlag er truet: I mere end et årti har de manglet vand og mad. Årsagerne er mange; Korruption, konflikt og organiseret kriminalitet gør al udvikling svær. De globale klimaforandringer rammer hårdt. Og oveni kommer vestlige firmaers hensynsløse fremfærd; en kulmine har beslaglagt et enormt område og forurenet floderne, så folk i landsbyerne ikke længere har rent vand til dem selv, dyrene og landbruget. Det er katastrofalt; på et årti er mindst 5.000 børn døde af fejlernæring.

Derfor er Deris Paz og de andre kvinder i Fuerza de Mujeres Wayuu også begyndt at arbejde med nødhjælp. Det er simpelthen nødvendigt, hvis deres folk skal overleve.

”Jeg vil gerne vise jer vores køkkenhave. Vi plejede at dyrke cassava, bønner og squash. Men det er tre år siden nu,” siger hun og peger over på en knoldet mark ved siden af dammen.

”Til sidst mistede vi penge hver sæson, fordi frøene gik tabt, når det ikke regnede. Det er Moder Jord, der straffer os, fordi menneskene ikke passer ordentligt på hende. Hun har givet os alt, men vi har brændt hende af og udnyttet hende. Den globale opvarmning og klimakrisen er prisen. Oprindelige folk som os er ved at dø,” siger hun.

Deris har dog ingenlunde tænkt sig at give op. Hun tror på, at det nytter at kæmpe imod. Men det er ikke let – og de sidste par år har endnu en krise ramt deres hårdt plagede territorium.

Udvandrerne vender hjem

I 2016 kollapsede økonomien i nabolandet Venezuela. Almindelige mennesker mistede alt: Jobbet, opsparingen, muligheden for at give deres børn noget at spise. Mange blev tvunget på flugt for overhovedet at overleve, og derfor er der nu mere end halvanden million venezuelanere i Colombia, hvoraf mange har slået sig ned her i grænseregionen. Det lægger ekstra pres på lokalsamfund som Malaki, som på få år har fået omkring en tredjedel flere indbyggere.

Wayuu-folket har altid boget på begge sider af grænsen, og i deres verden har den ikke rigtigt betydning. De anser ikke de nytilkomne som flygtninge – slægtninge, der for 40 år siden migrerede til Venezuela, er i deres øjne blot vendt hjem. Men selvfølgelig skaber det problemer, at flere nu skal deles om de knappe ressourcer.

”Tidligere bekymrede vi os slet ikke om migration. Vi krydsede tit grænsen for at handle, for det var en god forretning. Nogle af os blev boende i Venezuela, fordi forholdene var bedre der. Men nu har alle mistet deres job, og de har ikke andre muligheder end at vende hjem. Selvfølgelig byder vi vores slægtninge velkommen. Men folk her i området har kæmpet for at overleve i 30 år. Nu skal de dele, hvad de har,” forklarer Deris Paz.

De mange ekstra borgere lægger også pres på sygehuse og skoler, der ikke har fået tilført ekstra ressourcer.

Og konflikter er der nok af i Colombia, der for få år siden kom ud på den anden side af et halvt århundredes borgerkrig. Illegale væbnede grupper hærger stadig i mange landområder, og fredsaftalen er langt fra skrevet i sten. Med støtte fra Oxfam gik Fuerza de Mujeres Wayuu derfor for to år siden i gang med at udvikle et humanitært projekt centreret omkring skolerne – rettet mod både børn og voksne.

”For os var det vigtigste at hjælpe de allermest sårbare børn og deres forældre med at blive en del af lokalsamfundene. Og skolerne var det oplagte sted at hjælpe alle i familien,” siger Deris Paz.

På Wayuu-folkets præmisser

Landområderne i det nordlige Colombia er tyndt befolkede, og de er farlige at operere i for traditionelle nødhjælpsorganisationer. Derfor var der næsten ingen, der ydede nødhjælp, før Oxfam og Fuerza de Mujeres Wayuu gik i gang.

”Der var mange  projekter i landsdelen, men de var alle sammen centeret omkring byerne,” fortæller Jenny Gallego, der leder Oxfams nødhjælpsprogram i regionen.

I mellemtiden har vi sammen gjort et stort stykke arbejde for at kaste lys på problemet. Og mange andre organisationer er siden fulgt efter.

Ifølge Jenny Gallego er det ekstremt vigtigt, at Wayuu-folket selv er med til at bestemme, hvordan hjælpen skal komme. Det skal være på deres egen måde, med respekt for deres unikke kultur og traditioner, i stedet for at blive trukket ned over hovedet på dem af folk udefra med gode intentioner.

For eksempel handler skole-projektet også rigtigt meget om beskyttelse af kvinder og piger. Risikoen for vold og overgreb stiger markant under kriser og katastrofer alle steder i verden, og det gælder selvfølgelig også her. Men det er ekstremt sensitivt at tale om i Wayuu-kulturen.

”Fuerza de Mujeres Wayuu hjalp os med at identificere problemerne og finde ud af, hvordan vi skulle starte en samtale om de her ting. Ikke fra en vestlig diskurs, men ud fra deres eget perspektiv. Det var deres idé at bruge skolerne som adgangsbillet til de små samfund,” siger Jenny Gallego fra Oxfam i Colombia.

Tilbage i Malaki er interviewet ved at være slut.  Om kort tid skal alle landsbyens indbyggere samles på skolen om en rengøringskampagne: Nogle fejer gulvet, andre laver mad. Og bagefter er der kulturelle aktiviteter som sang og dans, som Wayuu-folket har praktiseret i århundreder.

”Det bliver en dag, hvor vi samarbejder, og alle er med. Og i næste uge gør vi noget andet. I mine øjne er det en stor succes, når vi på den måde lykkes med at skabe sammenhold og fællesskab på kryds og tværs,” slutter Deris Paz, inden hun rejser sig for at tage fat på arbejdet.