Energimilliardærer har tjent over 540 millioner dollar om dagen siden starten på Iran-krigen

Verdens 116 energimilliardærer har øget deres formuer med 42,4 milliarder dollar siden starten på Iran-krigen og lukningen af Hormuz-strædet.

Det viser en ny analyse fra Oxfam, som er blevet offentliggjort i forbindelse med G7-topmødet i Evian i Frankrig.

Det betyder, at energimilliardærerne har tjent 543,6 millioner dollar om dagen siden starten på krigen. Det er en stigning, som er 14 gange hurtigere end gennemsnittet for verdens milliardærer.

Samtidig rammer de stigende energi- og fødevarepriser husholdninger verden over hårdt – særligt i lav- og mellemindkomstlande, der allerede er presset af flere års økonomisk uro, gældskriser og klimakatastrofer. Det forventes, at 32,5 millioner mennesker vil blive presset ud i fattigdom på grund af krigens konsekvenser.

”Tallene viser, hvordan en lille gruppe firmaer og rigmænd har tjent enorme overskud på en krig, som ellers har ramt verdensøkonomien hårdt. Den ekstra indtjening handler ikke om egne investeringer eller innovation, men er simpelthen et produkt af tilfældige omstændigheder, der samtidig underminerer den grønne omstilling,” siger Rune Møller Stahl, der er senioranalytiker i Oxfam Danmark.  

Samtidig forventes de seks største vestlige olieselskabers overskud at stige med 80 procent (68 milliarder dollar) i forhold til prognoserne før krigen. Deres samlede overskud ventes at nå 152 milliarder dollar i 2026 – svarende til 416 millioner dollar om dagen.

Den ekstraordinære indtjening spreder sig også til andre sektorer. Tre af verdens største gødningsvirksomheder forventes at øge deres overskud med 23 procent (928 millioner dollar) sammenlignet med estimaterne før krigen.

Oxfam Danmark opfordrer den danske regering til, at der bliver indført en skat på olieselskabers overnormale profit.

”Mens nogle enkelte tjener milliarder af kroner på energikrisen, bliver millioner af mennesker kastet ud i fattigdom. Det er ikke rimeligt. Derfor er der brug for, at vi beskatter de overnormale profitter, så vi kan bruge pengene til at hjælpe de mennesker der bliver ramt af krisen og de stigende priser,” siger Rune Møller Stahl.  

Baggrund:

  • Læs Oxfams pressebriefing og metodebeskrivelse her.
  • Energimilliardærer i G7-landene har øget deres formuer med 23,5 milliarder dollars siden krigens begyndelse. Det svarer til 301 millioner dollars om dagen, 3.487 dollars i sekundet eller 1.046 dollars hvert 0,3 sekund (den gennemsnitlige tid det tager at blinke).
  • FN’s udviklingsprogram (UNDP) vurderer, at USA’s og Israels ulovlige krig mod Iran kan presse flere end 30 millioner mennesker ud i fattigdom på verdensplan.
  • Data om milliardærers formuer bygger på Oxfams analyse af Forbes’ Real-Time Billionaire List pr. 18. maj 2026.