Oxfam Danmark henter ny Director of Operations fra Dignity

Kåre Månsson bliver ny Director of Operations i Oxfam Danmark. Han kommer fra en stilling som økonomi- og IT-chef i Dignity og har tidligere været vicedirektør i Sex & Samfund.
Han bliver en del af Oxfam Danmarks direktion og får blandt andet ansvaret for økonomi, HR og IT.
Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, siger:
”Jeg er utrolig glad for, at Kåre har valgt at være med til at tage Oxfam Danmark videre i den udvikling, vi er i gang med. Oxfam Danmark står på et stabilt økonomisk fundament, hvorfra vi glæder os til at sætte Kåres store erfaring med at lede organisationers finanser, HR og IT i spil i arbejdet med at videreudvikle økonomien og den strategiske retning. Derudover glæder vi os til at få en ny, inspirerende og behagelig samarbejdspartner i ledelsen af Oxfam Danmark.”
Kåre Månsson siger:
“Jeg er meget glad og taknemmelig for, at valget som Director of Operations faldt på mig. Jeg glæder mig således meget til at blive en del af Oxfam – og kunne gøre mit for at mindske ulighed og kæmpe for klimaretfærdighed. Det bliver en opgave, som jeg vil glæde mig til at udføre hver dag sammen med dygtige og engagerede kolleger hos Oxfam.”

