Forside / Publikationer / Skal det kunne betale sig at arbejde?
Publikation

Skal det kunne betale sig at arbejde?

19.01.2018

82 procent af sidste års vækst i den globale formue gik til de rigeste 1 procent, mens de fattigste 50 procent i verden ikke oplevede nogen fremgang overhovedet. Lan er tekstilarbejder i Vietnam og kæmper for at forsørge sine to små børn.
82 procent af sidste års vækst i den globale formue gik til de rigeste 1 procent, mens de fattigste 50 procent i verden ikke oplevede nogen fremgang overhovedet. Lan er tekstilarbejder i Vietnam og kæmper for at forsørge sine to små børn.
Foto : Sam Tarling

De mennesker, der knoklede hårdest, fik ikke del i den globale vækst sidste år. Den rigeste 1 % af befolkningen indkasserede således 82 % af stigningen i formuer. Den fattigste halvdel af verdens befolkning fik absolut ingenting, viser nye tal fra Oxfam Danmark.

Mens verdens rige og magtfulde eliter netop nu holder møde over fire dage i Davos i Schweiz, vokser formuerne for verdens milliardærer med 50 milliarder kroner. Det ville være penge nok til at løfte 66 millioner mennesker ud af fattigdom.

”I øjeblikket vokser de rigestes formuer eksplosivt, mens verdens fattigste overhovedet ikke nyder godt af den globale vækst. Den ekstreme ulighed i formuer og lønninger er helt uholdbar, hvis vi skal udrydde fattigdom inden 2030, sådan som verdens ledere har lovet os alle sammen med FN’s Verdensmål,” siger Mie Roesdahl, generalsekretær for Oxfam Danmark.

Hele 82 procent af de rigdomme, som blev genereret sidste år, gik til den rigeste ene procent af verdens befolkning. Men for de 3,7 milliarder mennesker, som udgør den fattigste halvdel af verdens befolkning, var der ingen øget indtægt at glæde sig over. Det viser en ny rapport fra Oxfam, som udkommer i dag i anledning af World Economic Forum i Davos.

”Alle er enige om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men millioner af fattige kvinder verden over knokler løs uden at få del i selskabernes milliardoverskud. De bliver spist af med en løn, de ikke engang kan brødføde deres familier med,” siger Mie Roesdahl.

Uhyggelige fakta

Oxfams nye rapport ‘Beløn arbejde, ikke rigdom’ viser, hvordan det globale økonomiske system skaber enorme formuer hos en lille elite, mens mange millioner mennesker kæmper for at overleve på fattigdomslønninger.

  • Skæve lønninger: Det tager blot fire dage for en topchef fra en af verdens fem største tøjvirksomheder at tjene lige så meget som en syerske i Bangladesh tjener på et helt liv. I Danmark tager det en gennemsnitlig topchef fem dage at tjene det samme som gennemsnitsdanskeren tjener på et år.

  • Greb i lommen: Det ville koste 13,7 milliarder kroner at hæve lønnen for alle Vietnams 2,5 millioner syersker til et niveau, de kan leve for. Det svarer til cirka en tredjedel af det beløb, som blev udbetalt til aktionærerne i de fem største tekstilvirksomheder sidste år.

  • Milliardærklubben vokser: I 2017 steg antallet af milliardærer i verden i et hidtil uset tempo – der kom en ny til hver anden dag. Milliardærernes formuer er vokset med 13 % hvert år siden 2010. Det er seks gange hurtigere end almindelige lønninger, som er steget med i gennemsnit to procent pr. år. ”Milliardærboomet er ikke et tegn på en sund økonomi, men et symptom på et fejlslagent økonomisk system. De mennesker, der syr vores tøj, samler vores telefoner og producerer vores mad bliver udnyttet for at sikre en stadig strøm af billige varer – og dermed et svulmende overskud til virksomheder og investorer”, siger Mie Roesdahl.

Kvinder rammes altid hårdest

Ni ud af ti milliardærer er mænd. Og det passer fint ind i det generelle ulighedsbillede: Verdens kvinder befinder sig konsekvent i bunden af samfundspyramiden. De tjener mindre end mænd og har i øvrigt de mindst sikre job.

”I Oxfam møder vi hver dag fattige kvinder fra hele verden, hvis liv ligger i ruiner på grund af uligheden: Kvinder på tekstilfabrikker i Vietnam, som arbejder langt fra deres hjem til fattigdomslønninger - og som ikke ser deres børn i måneder af gangen. Kvinder, som arbejder i USA's fjerkræindustri, og som er tvunget til at gå med ble, fordi det ikke er tilladt at gå på toilettet i arbejdstiden. Og kvinder, som arbejder på hoteller i Canada og den Dominikanske Republik, som tier om seksuelle overgreb af frygt for at miste deres job,” siger Mie Roesdahl fra Oxfam Danmark.

Gode løsninger

Oxfam Danmark opfordrer regeringer og virksomheder til at sikre, at vores økonomiske system fungerer for alle, og ikke blot de heldige få:

  • Fair skat: Sørg for, at de rige betaler deres fair del af skatten ved at slå ned på skatteunddragelse, og arbejd for en mere fair beskatning af de allerrigeste. Skru op for investeringer i sundhed og uddannelse. Oxfam estimerer, at en global skat på 1,5 % af milliardærers rigdom ville kunne betale for at få alle børn i skole.

  • Uddannelse til alle: Investér i gratis kvalitetsuddannelse for alle. Kvalitetsuddannelse er afgørende for at sikre vækst og udvikling. Hvert ekstra skoleår til en pige betyder op mod 20 % højere indkomst for den enkelte og større vækst i samfundets. Hvis alle gennemførte 9. klasse, ville det løfte mere end 420 millioner mennesker ud af fattigdom, hvilket ville mere end halvere den globale fattigdom. I Afrika syd for Sahara og i Sydøst-Asien ville det få fattigdommen til at falde med 2/3.

  • Fair lønninger: Sæt et loft på udbytter til aktionærer og topledere, og lav regler for at sikre, at alle arbejderes løn som minimum er på et niveau, de kan leve for. Med dette som udgangspunkt skulle den officielle minimumsløn hæves til tredobbelt niveau i Nigeria.

  • Ligeløn: Udryd kløften mellem mænd og kvinders løn, og beskyt kvinders arbejdstagerrettigheder. Med den nuværende fart vil det tage 217 år, før forskellen mellem mænd og kvinders løn og jobmuligheder er udlignet.

Oxfams udregninger er baseret på de globale rigdomsfordelingsdata-tal fra Credit Suisse Global Wealth Data book 2017. Milliardærernes rigdom er udregnet ved hjælp af Forbes milliardærliste publiceret i marts 2017.

Læs rapporten "Beløn arbejde, ikke rigdom"

Du kan også læse den fulde engelske rapport og det bagvedliggende metodedokument