Det er skævt at ville skære i udviklingsbistanden
At værne om udviklingsbistanden er vigtigere end nogensinde, skriver Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark.
Af Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark. Bragt i Altinget d. 18. februar 2026.
Udviklingsbistanden er et afgørende element i dansk udenrigspolitik, som vi ikke har råd til at slække på i den geopolitiske virkelighed, vi står midt i. Derfor er det et helt skævt forslag fra Venstre at ville reducere udviklingsbistanden og investeringen i vores fælles fremtid.
Listen over udenrigspolitiske situationer, man kan bekymre sig over, er lang i øjeblikket. USA har kastet den regelbaserede verdensorden, som vi har opbygget siden 1945, under bussen. Rusland truer Europas grænser. Kina står som et autoritært styre stærkere. Det betyder, at små stater som Danmark er truede. I denne geopolitiske situation er udviklingsbistanden et afgørende instrument til at fremme alliancer og samarbejder med lande i det globale syd – i Afrika, Latinamerika, Mellemøsten og Asien.
Som Canadas premierminister sagde i en fremragende tale under World Economic Forum i Davos i januar, så er det tid til, at mindre lande skal stå sammen og styrke samarbejdet og et forsvar for en regelbaseret verdensorden, hvor det ikke kun er den stærkes magt, der styrer.
Udviklingsbistand er benhård interessevaretagelse for en småstat som Danmark. Gennem samarbejder skaber vi alliancer og goodwill, som vi har brug for, og vi fremmer helt konkret økonomisk samarbejde og diplomati.
En investering i fremtiden
På bare lidt længere sigt er udviklingsbistand også en investering i at mindske ulighed, fattigdom og en eskalerende klimakrise, som vi ved driver fattigdom, migration og konflikter. Danmark har entydigt en stærk interesse i at investere i at skabe udvikling, stabilitet og økonomisk fremgang i vores nabo-regioner.
Vi véd, at store økonomiske forskelle i lande skaber ustabilitet og grobund for autoritære kræfter. Derfor er investeringer i udvikling for verdens fattigste også et vigtigt instrument i en langsigtet sikkerhedspolitik.
Men det handler ikke kun om fornuftige alliancer og at værne om fremtiden – det handler også i høj grad om vores værdier. Det handler om, hvad vi som land står for. Når Danmark sammen med organisationer som Oxfam arbejder for respekt for menneskerettigheder og for at holde regeringer ansvarlige og demokratiske, så er det et alternativ til de mørke kræfter, der dominerer alt for mange steder i verden.
Danmark har sammen med de nordiske lande og Europa en tro på, at samarbejde, dialog og menneskelige værdier skal stå i centrum. Når den amerikanske præsident Trump underminerer samarbejde, klimaomstilling, fredelige løsninger og en regelbaseret verdensorden, så skal Danmark og vores allierede stille positive alternativer frem, der gavner både mennesker og vores planet.
Når USA lukker USAID på bekostning af millioner af mennesker, skal vi stå op for de værdier, vi har bygget vores samfund på, og gøre det modsatte. Vi skal samarbejde, udvikle, skabe dialog og alliancer – for sammen at kunne håndtere de udfordringer, der i stigende grad har global karakter. Hvor de autoritære kræfter vil isolere lande og søge nationale løsninger, skal Danmark søge globale løsninger i alliancer med andre gode kræfter.
Det er sympatisk, at Venstre vil investere i velfærd, men det skal ikke være verdens fattigste, der betaler regningen. I stedet kan man indføre en formueskat på én procent af nettoformuer over 20 millioner. Det alene vil give 13 milliarder kroner i statskassen.
Udviklingsbistanden er et afgørende værktøj, som vi skal fastholde og videreudvikle – ellers er jeg bange for, at vi går en dyster fremtid i møde.

