Har regeringen glemt sit løfte om afgift på privatfly?
Almindelige mennesker betaler flyafgift, mens de rigestes privatfly slipper. Regeringsgrundlaget lagde ellers op til, at privatfly også skulle omfattes af afgiften
Indlæg af Mads Busck, Klimapolitisk rådgiver i Oxfam Danmark. Bragt i Information den 29. oktober 2026.
Der er noget grundlæggende uretfærdigt, når det kommer til, hvem der betaler for den grønne omstilling. Både globalt og i Danmark står de rigeste for en uforholdsmæssigt stor del af CO₂-udledningerne. Det har Oxfams nye klimarapport igen slået fast. Herhjemme udleder de rigeste 0,1 procent 23 gange mere CO₂ pr. person end en gennemsnitsdansker.
Alligevel er privatfly, som kun benyttes af de allerrigeste, fritaget for at betale den klimaafgift, som er pålagt almindelige menneskers flyvninger. Derfor var det glædeligt, at regeringen med regeringsgrundlaget lagde op til, at privatfly skulle omfattes af passagerafgiften. Afgiften betyder, at der i 2030 vil være indfaset en passagerafgift på flyrejser på i gennemsnit 100 kroner pr. billet. Men desværre er afgiften på privatfly fraværende i finanslovsforslaget. Det er ærgerligt, for det er et oplagt sted at sikre lidt mere klimaretfærdighed.
Klimaaftrykket fra privatfly er markant. Oxfams rapport viser, at hver flyvning med privatfly sidste år i gennemsnit udledte 3,7 ton CO₂, hvilket svarer nogenlunde til, hvad et gennemsnitligt menneske udleder på et helt år.
Samtidig går udviklingen den forkerte vej. Fra 2019 til 2023 steg udledningerne fra privatfly med 46 procent, og den samlede flyvedistance steg med 53,5 procent. En vækst, der forventes at fortsætte de kommende år.
I 2025 lettede 4.423 privatfly fra Danmark, hvilket er fly, som vi helt oplagt bør beskatte. Eksempelvis ved at pålægge en afgift på alle privatfly, der letter fra en dansk lufthavn, eller pålægge en afgift pr. passager på privatflyet.
Det har bred opbakning i befolkningen: 67 procent svarer i en ny repræsentativ rundspørge, der er lavet for Oxfam af analysebureauet IT’S A FACT og indsamlet via YouGovs panel, at de er helt eller delvist enige i, at det er en god idé, at de mest forurenende rejser også bliver pålagt en passagerafgift. Samtidig svarer 72 procent, at de er helt eller delvist enige i, at afgiften på rejser med privatfly bør være højere end den afgift, der er på normale flybilletter.
Der er altså brug for politiske tiltag, så de største forurenere også betaler mest. Derfor håber jeg, at regeringen vil huske ambitionen om at indføre en passagerafgift på privatfly.

