"Alt bliver bedre, når man sætter sig sammen om et godt måltid"
08.07.2022
Af Malene Aadal Bo
Beskeden om, at Safouane var blandt de udvalgte, der havde fået plads på det nyåbnede kulinariske center Um Mami i Marrakesh, blev det boost han havde brug for til at lægge sine egne og familiens problemer lidt til side og fokusere på den fremtid, han kan skabe sig.
Safouanes forældre havde knoklet for at kunne give deres søn en god uddannelse og muligheder i livet, og da han havde færdiggjort sine studier i økonomi og marketing mente de, at han skulle bruge sin eksamen til at sætte sig solidt bag et pænt skrivebord i en god, prestigefyldt stilling. Safouane havde en anden drøm.
Han ville arbejde med mad. Fordi den omskiftelige hverdag tiltaler ham, det kreative islæt og de mange muligheder. Og ikke mindst, fordi han gennem mad føler, han kan bidrage til at gøre verden lidt bedre.
”Du ved,” siger han lidt genert, da vi møder ham på den nyåbnede madskole i Marrakesh, hvor han har fået plads på det allerførste hold af elever.
“ Jeg har selv altid haft det sådan, at uanset hvor mange problemer familien stod i, og uanset at alle hver for sig var nedtrykte og i dårligt humør, så hjalp det altid at sætte os sammen og dele et godt måltid mad. Sådan var det for os, og sådan tror jeg, at det er for mange. Og jeg vil gerne være den, der bidrager til det frirum og fællesskab ”
Læs hele Oxfam Danmarks tema om Madskoleprojektet i Marokko.
Han havde læst i Paris og blev der en tid, mens han forsøgte at få forældrenes velsignelse til at følge sine egne drømme. Men da hans far blev syg og døde vendte Safouane tilbage til Casablanca for at være der for sin mor og selv komme helt til hægterne igen en alvorlig rygskade.
Kort før faderens død havde han endelig fået forældrenes ja til at søge en levevej inden for gastronomi, så det tog han fat på, så snart han kunne. To år sad han på skolebænken på en velanset kokkeskole i Casablanca og var også tre gange i praktik undervejs. Og så stod han der på den anden side med et eksamensbevis, men uden rigtigt at føle sig nærmere opfyldelsen af sin drøm.
”Jeg havde ikke lært det jeg håbede. Undervisningen havde mest været teoretisk med meget få timer i et køkken. Selv på praktikstederne lavede jeg bare de samme få ting igen og igen, og folk virkede tilbageholdende med at dele deres viden med mig,” siger Safouane.
Han følte sig derfor ikke særlig godt klædt på til at kæmpe om de gode job eller spor klar til at starte for sig selv. Han manglede en masse kompetencer. Og han manglede selvtillid og mod på opgaven.
”Det var en stor skuffelse, og jeg følte at jeg baksede rundt i en blindgyde og dertil havde en masse personlige og familiemæssige problemer, der tog al min energi,” siger Safouane.
Men en dag blev Safoune kontaktet af en tidligere studiekammerat, der havde hørt om nogle ugekurser, udbudt i Marrakesh af en fond, som overvejede at starte en egentlig kulinarisk uddannelse for unge. Safouane deltog og lærte ifølge sig selv mere på den ene uge, end han havde på de to foregående år.
Da Um Mami blev en realitet, og unge blev opfordret til at søge, var Safouane ikke i tvivl. Det var helt sikkert den chance, han havde ledt efter og drømt om. Han ansøgte, og han kom ind.
Den dag han fik den gode nyhed, begyndte et nyt liv for ham.
”Det var et boost og en stærk motivation for at gøre noget ved alt det, jeg burde have gjort for længst. Jeg besluttede at fokusere på mig selv og lægge lidt afstand til al det drama, der kørte i min familie. Jeg sørgede for at sove godt og spise sundt. Jeg genoptog min genoptræning efter min rygskade, så jeg fik færre smerter og blev stærk nok til at stå mange timer i et køkken. Og det gjorde mig virkelig godt,” siger Safouane og smiler bredt.
Foreløbig er han vildt begejstret for Um Mami – for stedet, undervisningen, de andre elever og ikke mindst den ambition og vision, som driver projektet.
”Jeg kan huske, at jeg sagde til min far dengang, at en kok jo ikke bare er en, der laver mad. En kok har en vigtig rolle at spille i at skabe en fremtid, hvor vi kan brødføde hele verden på en bæredygtig måde.”
Safouane vil gerne være en dygtig kok, han vil gerne starte sin egen restaurant og få chancen for at skabe et godt liv for sig selv og sine nærmeste. Men allervigtigst vil han bruge sin viden og fremtidige indflydelse til at ændre menneskers måde at spise på – introducere og udbrede retter og en tilgang til mad, som er langt mere bæredygtig, end den er i dag.
”Det er det, jeg drømmer om. Og jeg vil bruge min tid her på Um Mami til at suge til mig alt, hvad jeg kan, så jeg går herfra med de kompetencer jeg skal bruge til at præstere på højeste niveau. Og selvtillid til at få det til at ske, som jeg drømmer om,” siger Safouane..