Netflix sender store summer i skattely
”Den nye rapport viser, at Netflix sender gigantiske beløb i skattely. Det er oprørende, men desværre ikke særligt overraskende, da vi ved, at de nye store tech-selskaber som Facebook, Google og Amazon er mestre i denne type skattetricks,” fortæller Oxfam Danmarks skatteekspert Christian Hallum.

Forældede skatteregler
”Problemet opstår, fordi vores oldgamle skatteregler slet ikke kan håndtere den nye tech-industri. Igen og igen ser vi, at disse selskaber ikke behøver at betale skat i de lande, hvor alle deres brugere er bosat, men i stedet sender fortjenesten i skattely” tilføjer han.
Der er behov for at vi sikrer, at nye digitale forretningsmodeller stadig kan beskattes der, hvor de har aktivitet mener Christian Hallum og uddyber:
”Regeringen skal op i gear. De må kaste sig helt ind i kampen mod skattely og skattetricks i de igangværende forhandlinger i OECD om nye globale skatteregler, og de må være klar på at Danmark og EU kan gå enegang, hvis OECDs løsninger ikke leverer.”
Læs rapporten her
Hovedtal fra rapporten
Netflix havde i 2018 en omsætning fra streaming uden for USA på $7,8 bn. og et overskud for hele koncernen på $1.2 bn. I 2018 meddelte Netflix at de for første gang havde opnået et overskud fra deres streaming i udlandet, men ikke hvor stort overskuddet var.
Størstedelen af Netflix omsætning (80%) uden for USA ender i et selskab i Holland, som modtager €5.5bn ($6.27bn). Der rapporteres et lille overskud på €152 mio. i 2018 i selskabet, men overskuddet synes kunstigt lavt, da der opgøres kæmpe udgifter (€4 bn.) til betalinger til andre datterselskaber – formentlig videre i andre skattely, men det kan ikke spores.
Tidligere gik det til Cayman Islands, men det selskab er ophørt og sporet ender dødt. De hollandske skattebetalinger fra selskabet er €4 mio, hvilket er meget lavt.
Rapporten estimerer at Netflix har parkeret overskud på omkring $327.8 – $430 mio. fra udlandet (ikke-USA) i skattely.
Yderligere baggrund:
Forskere har udregnet at Danmark i 2016 mistede 6,9 mia. kr. pga. selskabers brug af skattely. Det svarer til 12% af den samlede danske selskabsskat.
Udviklingslandene er særligt hårdt ramt af skattely og selskabers skattetricks og mister årligt milliarder i skatteindtægter.