Verdensbankens privatsektorgren trækker støtte til profitskoler
20.04.2020
Midt i Corona-tiden er der gode nyheder til verdens fattigste skolebørn. I sidste uge besluttede Verdensbankens privatsektorgren, IFC, nemlig at standse alle investeringer i de såkaldte profitskoler. Skolerne har givet fattige børn elendig uddannelse til alt for høj pris, og derfor opfordrede Oxfam tilbage i oktober Verdensbanken til at sætte en stopper for investeringerne.
“Det er en fantastisk nyhed for verdens fattigste skolebørn. Profitskoler udnytter forældres håb om, at deres børn skal få et bedre liv. De ofrer alt for at betale for en uddannelse, der ofte viser sig at være af helt elendig kvalitet. Derfor er beslutningen om at standse al støtte til profitskoler monumental,” siger Kira Boe, uddannelsesrådgiver i Oxfam Danmark.
I oktober afleverede Oxfam et brev til Verdensbankens præsident, Malpass, som på vegne af 173 organisationer opfordrede til at standse alle investeringer i de profitskoler, der findes i blandt andet Afrika og Sydøstasien. Også udviklingslandene selv og en lang række eksperter og organisationer har kritiseret skolerne.
Det er IFC, Verdensbankens afdeling for investeringer i private firmaer, der har investeret i skolerne. Tanken var, at privatisering af uddannelse både ville skabe vækst og måske frigive midler i landene til at forbedre det offentlige skoletilbud. Men det har langt fra været tilfældet.
”I stedet har profitskoler bidraget til ulighed og fattigdom. Familier har betalt for deres børns skolegang i troen om, at privatskolen var det bedre alternativ, men for at skabe profit har skolerne blandt andet ansat uuddannede lærere og generelt presset kvaliteten helt i bund,” siger Kira Boe og fremhæver, at Corona-pandemien gør investeringsstoppet ekstra vigtigt:
” Der er i øjeblikket over halvanden milliard børn i verden, der ikke går i skole på grund af Corona-krisen. Disse børn, også i de fattigste lande, skal have mulighed for at vende tilbage til deres skoler. Krisen må ikke udnyttes af udspekulerede firmaer, der vil tjene penge på uddannelse,” siger Kira Boe
Oxfam Danmark har flere gange opfordret til, at donorer helt stopper investeringerne i profitskoler og i stedet arbejder benhårdt på at skabe et gratis, offentligt uddannelsessystem af god kvalitet. Kun sådan kan man sikre, at også børn i de fattigste familier får mulighed for at indfri deres potentiale og få en god uddannelse.
I efteråret 2018 besluttede Europa-Parlamentet at følge opfordringen, sidste år i juni gjorde verdens største uddannelsesfond, the Global Partnership for Education det samme, og nu altså også Verdensbankens privatsektorgren. Til gengæld er den danske udviklingsfond for udviklingslande – IFU – netop begyndt at investere i profit-universiteter.
”Investeringer i profitskoler er amoralske og ulighedsskabende. Det er uforståeligt og bekymrende, at IFU alligevel netop nu vælger at investere danske skattekroner i profituniversiteter,” siger Kira Boe.
OM PROFITSKOLER
Profitskoler er en nyere type privatskoler, der fokuserer på at tjene penge på uddannelse i nogle af verdens fattigste udviklingslande.
Skolerne er ofte ejede af amerikanske eller britiske firmaer. Selvom firmaerne sætter kvaliteten ned og opkræver skolepenge, kan de stadig ikke tjene penge uden finansiering fra donorer. Her er Verdensbankens privatsektorgren IFC og Storbrittaniens DfID været blandt de største donorer, men firmaerne får også penge fra private fonde og nogle steder også fra landene, de arbejder i. Dette er fx tilfældet i Liberia, der har udliciteret en del af deres