16-årige Estrella er ungeambassadør i Bolivia: "Jeg har lært at udtrykke mig selv og sige fra"
13.04.2023
Af Pernille Obelitz
Over 100 unge fra det fattige Riberalta er blevet trænet som ungeambassadører. Her lærer de at ytre sig, at være et godt menneske, at sige fra og at tale højt om det, der ikke er i orden. Og så tager de ud på skolerne og giver deres viden videre. Estrella Justiniano er en af dem.
“ Jeg har lært at udtrykke mig selv. Før i tiden havde jeg viden, men jeg kunne ikke udtrykke det. Det er vigtigt, for det kan åbne døre, både professionelt og socialt. Man kan undgå at blive misbrugt og udnyttet, uden at man skal være aggressiv, råbe eller skændes. ”
Sådan fortæller 16-årige Estrella Justiniano, der er en af vores seje ungeambassadører i Riberalta i Amazonas i det nordlige Bolivia.
Alt for mange børn og unge i Riberalta har voldelige hjem, drikker og fester i stedet for at gå i skole og bliver alt for tidligt gravide. For Estrella var det især svært at gå fra at være en pige til at være teenager.
“Jeg følte selv, jeg stadig var en lille pige. I de højere klasser skal man forholde sig til teenagere på 17-18 år, og jeg kunne ikke relatere til dem. Selv mine egne klassekammerater blev pludselig en del af den ældre omgangskreds. De gik til fester, drak alkohol. Jeg synes ikke, de ting var sjove. Så jeg holdt mig i stedet for mig selv. Var ikke sammen med nogen. Mange spurgte om jeg ville med, men jeg havde ikke lyst. Som ungeambassadør lærte jeg, at det ikke var nødvendigt at være en del af de ting for at have venner, og jeg lærte, at det ikke var skidt at sige nej.”
Indtil videre har ungeambassadørerne undervist 1,026 elever i 5. og 6. klasse om fremtidsdrømme, ligestilling mellem køn og forebyggelse af vold, diskrimination og tidlige graviditeter.
Lærte af søsterens skæbne
Estrellas egen storesøster blev gravid, da hun var 15, og hun måtte droppe ud af skolen. Kæresten var fem år ældre og bankede hende jævnligt. De fik endnu et barn, og uden en uddannelse eller job kunne Estrellas søster ikke selv forsørge børnene, og derfor blev hun hos sin voldelige kæreste. Indtil han en dag bankede hende så voldsomt, at hun måtte flygte for at overleve.
“Jeg tænker meget over mit eget liv som kvinde på grund af alt det. Da jeg var barn, så jeg hendes problemer. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville gifte mig, fordi jeg ikke ønskede en partner, en kæreste, intet. Jeg var bange. Men jeg har lært, at et sundt forhold ikke er sådan.”
Erfaringen har også betydet, at Estrella ikke selv vil have børn.
“ At opfostre et barn, er et privilegium. Du kan ikke bare bringe et barn til verden. Et barn har behov. Kærlighed er godt, men et barn kan ikke leve af kærlighed. Jeg har tænkt, at jeg måske kunne adoptere. At give min kærlighed til et barn i nød. ”
Men først vil Estrella have en uddannelse. Måske vil hun studere kunst, måske skrive en bog eller arbejde i en hjælpeorganisation.
Mulighederne er mange, for nu står dørene åbne.
