Forside / Om os / Vores historie / 00erne / Vi vil have hele verden i skole

Sådan blev Hele Verden i Skole og LæseRaketten til

Læseraketten - børn på Lindevangsskolen
Elever på Lindevangsskolen læser LæseRaketten. Foto: Mikkel Østergaard
Foto : Mikkel Østergaard

”Idéen var, at vi ville lave noget, der kombinerede læseglæde og ulandsoplysning. Den første PISA-test var netop blevet offentliggjort, så alle talte om, at danske børn ikke kunne læse,” fortæller Annelie Abildgaard, daværende chef for Public engagement i IBIS (2003). Og sådan blev vores mest succesfulde kampagne, Hele Verden i Skole, født.

Skærpet fokus på uddannelse

Baggrunden var, at organisationens profil var blevet skærpet et par år tidligere. Vi ville fokusere mere på uddannelse. Og derfor ville vi samle vores oplysningsprojekter under én paraply.

Hele Verden i Skole-kampagnen har kørt hvert år siden 2003. Det første år stablede vi Aktionsugen på benene, hvor 27.000 danske børn kom i Guinness Rekordbog som en del af ’verdens største undervisningstime’.

Hele Verden i Skole-kampagnen er med til at gøre en masse børn bevidste om globale forhold. Det har været en kæmpesucces gennem årene.
Annelie Abildgaard
Daværende chef for Public Engagement

LæseRaketten: en antologi fuld af gode historier

Hele Verden i Skole udgav i 2004 den første bog, LæseRaketten, som et svar på resultaterne af de første PISA-tests, der viste, at danske elever ikke læste nær så godt, som de fleste inden for skoleverdenen forventede. Vi besluttede at udgive en antologi fuld af gode historier – både skønlitterære historier skrevet af dygtige danske børnebogsforfattere og portræthistorier om virkelige børn fra lande langt fra Danmark. Alt sammen for at fremme læseglæde og læselyst blandt børn og samtidig øge deres interkulturelle forståelse, globale dannelse og give dem nye perspektiver på deres eget liv. Den globale dimension i grundskolen udfoldes ved at styrke elevernes kendskab til børns livsvilkår i andre lande, deres muligheder for god skolegang og de problematikker, som IBIS har lang erfaring med især i Afrika og Latinamerika.

Første gang bogen udkom i nåede den ud til 56.000 elever. Og sådan gik det slag i slag – hvert år siden er der kommet flere læsere til.

Nysgerrig på, hvordan LæseRaketten har udviklet sig gennem tiderne? Du kan finde dem alle her.

I 2016 nåede bogen ud til 175.000 skoleelever, og for fjerde gang mødte statsministeren op til Aktionsdagen på Rådhuspladsen. Dagen er en del af den Globale Aktionsuge, som har til formål at minde verdens ledere og regeringer om de løfter, de gav i New York i 2015 med de 17 verdensmål, hvor mål nummer 4 handler om uddannelse af god kvalitet til alle i verden.

Læs artikel: Den bedste investering, vi kan lave, er at få flere børn i god skole

LæseRaketten kommer til Ghana

I år (2023) inviterer LæseRaketten jer med hjem til børn og deres familier i det nordlige Ghana. Vi møder blandt andre Ezekiel, der bor ved den Hvide Volta-flod. Hans familie lever af at fiske. Vi besøger også Rahi, der må bo langt fra sin mor og far for at kunne gå i skole. Hun er kommet i en særlig skole for piger.

Glade elever i skole, Ghana
Vil du vide mere?
Hele Verden i Skolen og LæseRaketten har sit eget selvstændige univers, hvor du kan finde mere information.
Læs mere