Ny rapport: 7,6 millioner mennesker i Sahel-regionen risikerer at sulte
09.02.2023
Af Oxfam Danmark
Sahel regionen (Mali, Niger og Burkina Faso) står i den kommende tid over for en sultkrise, som risikerer at tvinge 7,6 millioner mennesker ud i sult og underernæring.
Hvert år rammes millioner af sårbare mennesker af sultkrise, og indtil videre har politiske tiltag og nødhjælp kun hjulpet delvist. Tallene er skræmmende, men det er først og fremmest historierne fra de berørte, der giver stof til eftertanke.
“ Det er ikke let at finde mad til børnene. Det vi har kan være væk om et par uger. Hvis vi havde udstyr til havearbejde og opdræt af geder eller får, kunne vi håbe på at næste sæson bliver bedre. ”
Sidbou er enke og har ansvaret for 13 børn, men havde ikke nok gødning til den seneste sæson. Hvad værre er, så døde det æsel, de brugte til markarbejde. Sibdou indrømmer, at hun lider af søvnløshed på grund af sin families situation.
Det anbefaler Oxfam
Det er nødvendigt at tage mere og bedre hensyn til kampen mod klimaændringer med konkrete politiske tiltag og udviklingsprogrammer for at gøre befolkningerne, især sårbare befolkningsgrupper, mere modstandsdygtige.
I Sahel, som er præget af usikkerhed og konflikter, er det vigtigere end nogensinde at arbejde for at skabe fred for at gøre en ende på sulten. Nødhjælp skal kombineres med udviklingsarbejde og strategier til at opbygge freden. Kun på denne måde vil vi kunne stoppe tilbagevendende fødevarekriser.
Oxfam er til stede både i Mali, Niger og Burkina Faso for at yde humanitær bistand og støtte fredsopbygningen. Vi hjælper de mest sårbare med at opbygge bedre vandsystemer, styrke klima-sensitive landbrugsmetoder for at skabe mere bæredygtige livsgrundlag og styrke konfliktløsningsmekanismer, så lokalsamfundene kan lede og håndtere spændinger, når de opstår.
Læs mere i Oxfams seneste rapport om sultkrisen i Sahel-området her: