Ny strategi - sådan vil Oxfam bekæmpe ulighed
23.11.2020
Af Malene Aadal Bo
Få dage efter, at Gabriela Bucher tiltrådte som direktør for det samlede Oxfam, kan hun nu med glæde præsentere strategien for, hvordan vi de næste 10 år vil arbejde for at bekæmpe ulighed og udrydde fattigdom og uretfærdighed over hele verden.
Strategien kommer på et tidspunkt, hvor verden er trængt af coronapandemien, økonomisk uvejr og en verdensomspændende ulighedskrise. Dens mål er at bekæmpe ulighedens mange former og sætter kursen for, hvordan Oxfam går sammen med mennesker over hele verden om at skabe en bedre fremtid. Kampen mod uliged står helt centralt i den nye strategi, fordi ulighed skaber og forstærker fattigdom, diskrimination og uretfærdighed.
“ Ulighed forstærker problemer som sexisme og racisme, den er drivende for klimakrisen og miljømæssige katastrofer. Ulighed forværrer konflikt og berøver mennesker den uddannelse, sundhed og tryghed, de har ret til. ”
Med strategien bliver kvalitetsuddannelse integreret som et vigtigt redskab for at indfri missionen om at bekæmpe ulighed.
”Jeg er begejstret for Oxfams mission og ideerne til, hvordan vi kan tackle de systemer, der skaber ulighed og fattigdom. I Oxfam Danmark har vi i tilblivelsen af strategien særligt haft fokus på, hvordan kvalitetsuddannelse giver muligheder for fattige og marginaliserede til at skabe sig værdige liv og til at blive hørt," siger Christian Damholt, formand for Oxfam Danmark. Han tilføjer: "Denne strategi er en invitation til alle, der tror på en bedre verden.”
Oxfam ønsker fremover at arbejde med og som en del af de progressive sociale-, ungdoms- og kvinderettigheds-bevægelser rundt om i verden, der sigter efter at skabe positiv forandring. I strategien fremhæves det, at Oxfam vil arbejde ud fra en tilgang, hvor vi analyserer og konfronterer magtrelationer, hierarkier, systemer og identiteter, der spiller sammen og driver uretfærdighed, fattigdom, ulighed i dens mange former. Det er en del af kernen i det, vi kalder en feministisk tilgang. Oxfam vil samlet fokusere mere på de enorme kønsuligheder, der eksisterer i verden.
”Ved at opfylde kvinders og pigers rettigheder i al deres mangfoldighed, kan vi opbygge en mere lige verden,” siger Gabriela Bucher og tilføjer, at strategien vil blive understøttet af en ungdomsengagementplan, der er udviklet af unge aktivister fra hele verden. Strategien forpligter også Oxfam til at bekæmpe diskrimination på grund af race og andre forskelle, og være ansvarlig internt og eksternt for organisationens egen ligestillings- og inklusionsindsats.
Fremover vil Oxfam med strategien fokusere sin indsats. Det vil gøre os i stand til at arbejde tættere sammen med de mennesker og samfund, som vi ønsker at støtte, og bedre forstå, hvordan vi tilfører mest værdi for de lokale partnre, som vi arbejder sammen med.
”Oxfams fremtid er baseret på solidaritet, og det kræver blandt andet et opgør med den traditionelle opfattelse af velgørenhed - ideen om, at den rige verden skal redde de fattige. De uretfærdigheder, der i vidt omfang stammer fra en kolonial tid og tankegang, skal udfordres og magtforhold, tankegang og kultur skal ændres - også i vores egen sektor," siger Bucher og tilføjer: "Kun sammen kan vi møde vores tids alvorlige udfordringer. Sammen kan vi skabe en bedre verden."
Læs hele Oxfams nye strategi "Fight Inequality - Together We Can End Poverty and Injustice