Jeg er blevet uanstændigt godt belønnet

Den vigtigste lektie, som årtiers erfaring i hjertet af markedskapitalismen har lært mig er, at moral og retfærdighed er fundamentale forudsætninger for velstand og økonomisk vækst. At grådighed er ødelæggende. Desværre er det stort set alle autoriteter inden for både økonomi, politik og medier, der fortæller os noget andet. Som ikke sætter spørgsmålsmålstegn ved det amoralske fundament, som vores moderne økonomi bygger på.

Den nuværende ulighedskrise er et direkte resultat af denne moralske fiasko.

Vores ekskluderende og ulige verden ser robust og uforanderlig ud, men inden længe kollapser det, og det efterfølgende kaos kommer til at skade os alle – både de fattigste, der allerede er langt bagud. Men også rige mennesker som mig. Vi er nødt til at skyde en pæl gennem hjertet på den neoliberale religion, der lige nu belønner grådighed på bekostning af fællesskab og fremtid. Vi skal erstatte det med en ny økonomisk struktur, der anerkender at retfærdighed og inklusion ikke er resultatet af økonomisk velstand, men snarere årsagen til økonomisk velstand. Ingen milliardær er en ø.

Vi skylder vores rigdom til de millioner af mennesker, der hver dag arbejder for os. Vi skylder vores formue til de samfund, der sikrer den uddannelse, infrastruktur og forskning, som vi bygger vores imperier på. Ingen af de virksomheder, jeg har investeret i, ville have været i stand til at fungere uden dette.

En fundamental forudsætning for et mere retfærdigt samfund er, at de rigeste betaler en retfærdig del af deres overskud til fællesskabet – betaler deres del af skatten. Men som Oxfams netop offentliggjorte ulighedsrapport ”Fælles velfærd eller privat rigdom” viser, så sker det ikke. I USA har rige folk som mig netop nydt godt af en af de største skattelettelser i årtier. Imens smuldrer vores offentlige skoler, og vores sundhedssystem ekskluderer millioner af mennesker. Konsekvensen er smerte og lidelse for de mest udsatte.

Overalt er topskatten for de rigeste mennesker og selskaber lavere, end den har været i årtier. Et hidtil uset omfang af skatteundvigelse og skatteunddragelse sørger for, at de super rige næsten ingenting betaler. Der er ingen moralsk måde at retfærdiggøre den adfærd, kun den forklaring, at den neoliberale myte stædigt udbreder, at verden bliver bedre for alle, hvis enhver er sig selv nærmest. Men det er netop en myte, at stadigt lavere beskatning af de rigeste på en eller anden måde kommer os alle til gode. Og helt forkert, at sundhed og uddannelse overladt til det frie markeds nåde og kun tilgængeligt for dem, der har råd, på en eller anden måde giver bedre sundhed til alle.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at de rigeste i vores samfund kan og skal betale meget mere skat for at bidrage til et mere lige og velstående samfund. Som Oxfam viser i rapporten, så kan et mere retfærdigt skattesystem hjælpe med at sikre, at alle børn får en uddannelse og ingen skal leve et liv i frygt for at blive syge, fordi de ikke kan betale deres regninger. I den sidste ende er det vores humanisme, ikke fraværet af den, der er den sande kilde til økonomisk vækst, en blomstrende civilisation og en bedre verden for os alle.