I dag mærker vi konsekvenserne af klimaforandringerne, og det ser desværre ikke godt ud. Det er en reel krise, hvor temperaturer over hele verden taler deres tydelige sprog. Hvis ikke vi gør noget nu, bliver problemet kun større i fremtiden. Klimakrisen dækker over, at der sker store ændringer i vores klima forårsaget af blandt andet menneskets afbrænding af fossile brændsler siden industrialiseringen.
Klimaets forandringer truer os alle sammen. Mennesker, planeten, planter og de leveforhold vi kender på jorden i dag. Kom med i kampen, og lad os minimere klimakrisens konsekvenser!
Klimaforandringer og de ekstreme vejrforhold rammer især de mest sårbare og udsatte mennesker rundt omkring i verden. Vi kalder det klimauretfærdighed, fordi netop disse grupper bidrager allermindst til klimaets nuværende tilstand, men betaler samtidig den højeste menneskelige pris.
Klimakrisen truer planeten og menneskers hjem og levebrød verden over, og vi mærker nu for alvor forandringerne - også i Danmark. Konsekvenserne er mange, og de ekstreme vejrforhold viser sig som tørke, voldsomme hedebølger, vandmangel, ødelægger af landbrugshøsten og skovbrande.
Vi oplever blandt andet hyppigere oversvømmelser på grund af voldsommere regnskyl eller stigende vandstande. Og særligt for landbruget og bønder i verdens fattigste lande er det en altoverskyggende udfordring, fordi de oplever det umuligt at dyrke deres jord, som de før har gjort.
Hvis vi ikke reducerer udledningen af drivhusgasser som CO2 , vil jorden ifølge flere forskere opvarmes med omkring tre grader. FN’s klimapanel advarer om, at klimakrisen vil udvikle sig til en reel katastrofe, og at det vil indtræffe hurtigere og mere voldsomt, end vi før har beregnet. Derfor bliver vi nødt til at handle. NU.
Løsningerne på klimakrisen er komplekse og kræver en global indsats, men vi kan alle gøre noget, både som individer, som samfund og som NGO'er. I Oxfam Danmark gør vi, hvad vi kan, for at kæmpe for klimaet, og ikke mindst udbrede viden om konsekvenserne, så vi alle kan tage affære på et oplyst grundlag.
Der findes helt åbenlyse syndere, når vi taler klimaforandringer, og det vil være oplagt, at man fra politisk side adressere de største, som direkte bidrager til klimakrisen.
Gennem events, debatter, kampagner og vidensdeling kæmper vi i Oxfam Danmark for at politikere og industrier skal tage større ansvar.
Vi vil se klimatiltag, hvor politikere og industrier:
Reducerer drivhusgasser
Beskytter økosystemer og bæredygtigt landbrug
Mindsker madspild og prioriterer plantebaseret mad, frem for kød
Udbedrer klimalovgivning
Uddanner og vidensdeler inden for klima og bæredygtighed
Overholder Parisaftalen
I Oxfam Danmark arbejder vi med at udbrede kendskabet til konsekvenserne af klimaforandringerne. Vi arbejder med en række initiativer og projekter verden over indenfor klimareduktion og bæredygtige løsninger. Vi har fokus på at støtte verdens fattigste og mest udsatte mennesker, og vi prioriterer særligt at styrke lokalsamfundets modstandsdygtighed over for klimaforandringerne og de udfordringer, der følger med.
Læs mere om løsningerne her
Parisaftalen er en juridisk bindende klimaaftale, der blev indgået af de 196 medlemslande i FN's klimakonvention. Den blev forhandlet under FN's 21. klimakonference (COP21) i Paris i december 2015 og trådte i kraft i 2020. Aftalen har det formål at reducere udledningen af drivhusgasser, samtidig med at fastsætte målet for at holde den globale temperaturstigning under de to grader og med ønske om at begrænse den til halvanden grad. EU har forpligtet sig til at reducere udledningerne med mindst 40 procent i 2030.
Klimaflygtninge er mennesker, som er tvunget til at forlade deres hjemland på grund af de negative konsekvenser af klimakrisen og klimaforandringerne. Disse konsekvenser er blandt andet stigning i havniveau, ørkendannelse, ekstreme vejrforhold eller manglende adgang til rent vand og fødevarer. FN’s generalsekretær, António Guterres, har udtalt, at 200 millioner mennesker kan blive fordrevet hvert år inden 2050 som følge af klimakrisen.
Det er altså ikke utænkeligt, at vi går en fremtid i møde med massive strømme af klimaflygtninge, der flygter fra deres hjem på grund af klimakrisen. I modsætning til andre, der flygter på grund af konflikter eller forfølgelse, så flygter klimaflygtninge fordi deres hjem er blevet ødelagt af tørke, oversvømmelser eller andre naturkatastrofer. I dag er langt størstedelen af verdens klimaflygtninge på flugt i deres eget land.
Det er ikke kun politikerne, som har et ansvar. Vi har alle et ansvar og mulighed for at gøre noget for at minimere klimakrisen. En enkelt person kan aldrig gøre det alene, men står vi sammen, så er der håb for klimaet og for fremtiden!
Vi opfordrer alle til at tage del i kampen mod klimaforandringerne, og vi opfordrer alle til at tage klimakrisen alvorligt.
Bekæmp klimakrisen i dag:
Reducer din brug af fossile brændsler.
Begræns flyvning.
Overvej vedvarende energikilder som solceller eller solpaneler i dit hjem.
Kør i elbil eller delebil - eller tag toget.
Skær ned på kødforbruget og spis plantebaseret mad. Kødproduktion er ansvarlig for store mængder drivhusgasudledning. Ved at spise flere plantebaserede måltider kan du bidrage til at mindske dette.
Stop med at bruge plastik. Ifølge en fremskrivning fra Plastic Change står det klart, at hvis vi ikke reducerer vores plastikforbrug, vil plastikproduktionen og bortskaffelsen af plastik udgøre hele 17 % af det globale CO2-regnskab i 2050.
Når du støtter Oxfam Danmark, er du med til at give fattige befolkninger en stemme i de internationale klimaforhandlinger. Vi kæmper for kompensation til den del af klodens befolkning, som er allermest udsat for tab og skader forårsaget af klimaforandringerne. Vi støtter udsatte befolkningsgrupper i bestræbelsen på at opbygge bæredygtige og modstandsdygtige lokalsamfund.
Det gælder blandt andet indførelse af nye dyrkningsmetoder for at skabe øget produktion af fødevarer i et land som Mali, der er ramt af ørkenspredning. Eller det kan være uddannelse og organisering af oprindelige folk i Latinamerika, så de kan få indflydelse på brugen af regnskovens ressourcer og dermed sikre deres eget livsgrundlag.