De superriges formuer slår nye rekorder på trods af krig, fattigdom og geopolitisk kaos

Mens verden i 2024 har været præget af krig, geopolitiske kriser og sult, har året været yderst indbringende for klodens allerrigeste. Oxfam lancerer i dag sin årlige ulighedsrapport – samme dag som en milliardær tiltræder som præsident i USA med en administration fyldt med andre milliardærer. Rapporten viser, at verdens ultrarige fortsætter med at blive endnu rigere. I løbet af 2024 voksede dollarmilliardærernes formuer tre gange så meget som i 2023.

Samtidig lever 44 pct. af klodens befolkning under Verdensbankens fattigdomsgrænse på omtrent 50 kr. om dagen, og det store fald i fattigdommen, vi så i mange år, er de seneste år gået i stå. Imens kan vi se frem til, at der allerede om et årti vil være fem dollar-billionærer - altså personer der ejer over 1.000 milliarder dollar. 

Vi hører og ser ofte de ultrarige sejle i superyachter, flyve i rummet, opkøbe store virksomheder og score skyhøje profitter. Men de store formuer køber også magt og indflydelse. Senest har verdens rigeste mand, Elon Musk, netop fået stor indflydelse i USA i forbindelse med valget af Donald Trump. I Trumps administration er der mindst 13  dollarmilliardærer, og selv uden Musk er Trumps kabinet det rigeste nogensinde.

Når verdens goder er så ulige fordelt, betyder det, at vækst og økonomisk fremgang skades, og det bliver svært at bekæmpe fattigdom, når velstanden ikke kommer de fattigste til gode. At ulighed er et problem for bekæmpelse af fattigdom, er i stigende grad også et synspunkt, som deles blandt nogle af de mest markeds-optimistiske stemmer. Chefen for den Internationale Valutafond (IMF) taler eksempelvis om den høje økonomiske ulighed som “den største alvorlige fejl over de sidste 100 år”, og hendes egne forskere har konkluderet, at høj ulighed hæmmer vækst og fattigdomsbekæmpelse. Dertil viser studier, at ulighed mindsker tilliden til demokratiske institutioner, fordi en så stor andel af formuen koncentreres hos en lille elite, hvilket skaber polarisering.

Desværre er verden langt fra på vej mod mere lighed. Oxfams rapport viser, hvordan formuerne hos verdens rigeste, dollarmilliardærerne, er steget med hele 14.500 mia. kroner i 2024, hvilket er tre gange mere end året før. Det svarer til 40 mia. kroner om dagen. Dette er den næststørste årlige stigning i milliardærernes formue, siden opgørelserne begyndte.

Den samme himmelflugt ser vi også i Danmark. I 2024 havde 28 danskere en formue på mere end en milliard dollar, og deres formuer voksede i løbet af året med knap 79 mia. kroner eller 8,7 pct. renset for inflation. Det svarer til, at de danske dollar-milliardærer øgede deres formue med godt 215 mio. kroner om dagen i 2024. 

Rapporten gør også op med den gængse tese om, at de superrige alene er blevet rige på grund af hårdt arbejde, flid og lyse ideer. Mere end en tredjedel af milliardærernes formuer stammer fra arv. Tal fra Forbes viser, at alle milliardærer under 30 år har arvet deres rigdom, mens UBS anslår, at over 1.000 af nutidens milliardærer vil videregive mere end 38.000 mia. kroner til deres arvinger i løbet af de næste to til tre årtier.  Det betyder, at når først rigdommen er koncentreret et sted, så har den en tendens til at blive på de samme hænder i flere generationer, hvilket gør uligheden svær at bryde.

Dertil kommer, at mange af verdens rigeste er blevet rige på baggrund af at drive virksomheder på markeder med monopollignende tilstande, der har gjort det muligt for dem at udbytte dårlig konkurrence til egen fordel – og til skade for resten af os.

De seneste års overlappende kriser, som stigende gæld, højere fødevarepriser, eskalering af konflikter og den forværrede klimakrise har yderligere forværret et mønster, hvor verdens fattigste lande er afhængige af lån og bistand fra verdens rigeste lande. Ifølge Oxfam betyder det, at lav- og mellemindkomstlande i dag bruger 48 pct. af deres offentlige budgetter på at betale gæld af. Vel at mærke gæld og renter, der betales til de rige lande i nord.

Mellem 1970-2023 strømmede 23.462 mia. kr. i rentebetalinger fra det globale syd til det globale nord. Dertil kommer en række andre finansielle pengestrømme og udnyttelse af skattely, der skaber kapitalflugt fra verdens fattigste lande på trods af, at det er dem, der har mest brug for pengene til at opbygge stærke og bæredygtige samfund. De samlede pengestrømme, som går fra det globale syd til de rige lande, overskygger langt den udviklingsbistand, som de modtager.

En konsekvens af dette er bl.a., at 4 ud af 5 lande (målt ud fra 164 lande i alt) i dag skærer på deres budgetter til skoler, sundhedssektor og sociale ydelser. Alt sammen tiltag, der får uligheden til at stige yderligere.

Samtidig er den voksende formue hos verdens rigeste et stort problem for klimaet, da de rigestes forbrug og investeringer udleder langt mere CO2, end hvad planeten kan bære. Sidste år kunne Oxfam dokumentere, at verdens rigeste 1 pct. står for 16 pct. af de globale udledninger, hvilket er mere end de fattigste 2/3 af jordens befolkning tilsammen.

Man kommer altså ikke udenom at skulle nedbringe den enorme ulighed, hvis vi for alvor ønsker at håndtere nogle af de største kriser, vi i dag står overfor. Og globalt bør vi tage livtag med nogle af de strukturer, der fastholder uligheder i uretfærdige systemer.

Eksempelvis er magtbalancen i institutioner som IMF og Verdensbanken hel skæv og har stået i stampe siden 1940’erne. G7-landene sidder på 41 pct. af stemmerne, på trods af at de til sammen repræsenterer mindre end 10 pct. af verdens befolkning. Samme mønster ses i FN’s sikkerhedsråd, hvor nationer fra det globale nord sidder på 47 pct. af sæderne, selvom de repræsenterer 17 pct. af den globale befolkning. Der eksisterer altså en blind vinkel i forhold til de problematikker og behov, der eksisterer i det globale syd, og de beslutninger der træffes, repræsenterer sjældent fattige landes interesser.

Danmark har i år en unik rolle og mulighed for at påvirke udviklingen. Vi sidder helt ekstraordinært på indflydelsesrige poster som medlem af FN’s Sikkerhedsråd og i efteråret 2025 med formandskabet for EU. Det giver Danmark en position til at gøre en indsats for at forny internationale institutioner, så de bliver mere repræsentative. 

Vi bør arbejde for et globalt ulighedsmål, der dramatisk reducerer uligheden mellem det globale nord og det globale syd, og som også sætter mål for uligheden indenfor landene; fx at indkomsten for de rigeste 10 pct. ikke må være højere end de fattigste 40 pct. (kendt som en Palma på 1). I Danmark kan vi gå forrest og lave en ulighedslov, der netop sætter lignende tidsbestemte mål for at reducere national ulighed.

Ultrarige individer bør beskattes mere omfattende for at reducere ulighed og finansiere retfærdige samfund både nationalt og globalt. En minimumsskat på 2 pct. af ekstrem rigdom, som G-20 lederne for nylig har opfordret til, vil kunne levere et provenu på 200-250 mia. dollar årligt, hvilket er mere end dobbelt så meget, som vi har lovet udviklingslandene i klimastøtte i årevis, men aldrig har leveret. 

Skat på ekstrem rigdom kan på den måde løse to store problemer: Det kan både mindske den ekstreme ulighed ved at bremse de riges formuers himmelflugt, og det kan samtidig rejse milliarder til at forbedre flertallets liv og bekæmpe klimakrisen, både herhjemme og globalt.