Forside / Nyheder / Naturressourcer skal sikre skoler og sundhed i Sierra Leone
Artikel

Naturressourcer skal sikre skoler og sundhed i Sierra Leone

13.01.2017

OCTEA minen i Sierra Leone
OCTEA minen i Sierra Leone
Foto : Jeppe Carlsen

Kort før jul blev den første Community Development Agreement mellem regeringen, mineselskaber og lokalbefolkningen i Sierra Leone underskrevet. Aftalen skal sikre, at mineselskabernes udvinding af diamanter og mineraler fra undergrunden kommer lokalbefolkningen til gode

Sierra Leone er rigt på mineraler og diamanter, men er alligevel et af verdens fattigste lande. Diamantindustrien som kunne have finansieret skoler og uddannelsessystem, er i stedet blevet brugt til at finansiere en særdeles blodig borgerkrig.

Men for første gang i Sierra Leone, har lokalbefolkningen nu rettigheder overfor mineindustrien, koblet op på lovgivningen. Og formatet for disse aftaler er banebrydende for hele Vestafrika.

”Sierra Leone har en enorm naturrigdom, men landet er stadig et af verdens fattigste lande, fordi mineraler og diamanter aldrig er kommet befolkningen til gode. Tværtimod har lokalbefolkningen primært oplevet tvangsfjernelser og miljøproblemer. Den nye type aftaler vil forhåbentlig ændre den dårlige historie, men det er vigtigt, at vi hjælper landsbyerne til håndhæve aftalerne,” fortæller Morten Blomqvist, senior politisk rådgiver i Oxfam Danmark.

En aftale hvor alle bliver hørt

Community Development Agreements indgås i samarbejde mellem repræsentanter fra lokalsamfundet, regeringen og mineselskaber. Oxfam Danmark har været med til at sætte rammerne for forhandlingen af aftalerne, som blandt andet sikrer at kvinder, unge og udsatte grupper bliver hørt og deltager i processen.

”Det er helt centralt, at aftalen ikke er endnu en ”frivillig” aftale, men er forankret i lovgivningen. Det betyder nemlig, at de kinesiske og indiske mineselskaber også skal leve op til samme standarder,” tilføjer Morten Blomqvist.

Aftalen er den første af sin slags, men endnu en aftale er under forhandling og resten af landets miner forventes at følge trop. Derfor er gennemførslen af den første aftale vigtig, da den skal vise vejen for de kommende aftaler.

Underskrivelsen af aftalen er et stort skridt i Oxfam Danmarks seneste års arbejde med at styrke lokale samfunds rettigheder, når de bliver negativt påvirket af mineindustrien i Sierra Leone. Vi sad med ved forhandlingsbordet i dialog med myndigheder og virksomheder for at få aftalen på plads. Og den nationale styrelse for mineraler i Sierra Leone takkede Oxfam Danmark for vores store indsats, da aftalen blev underskrevet.