Africa Hall står der stadig

1970’erne var Lesotho tilflugtssted for flygtninge fra de brutale regimer i Sydafrika og Zimbabwe. Derfor byggede WUS et kollegium, så de unge kunne tage en uddannelse, mens de var på flugt. Fotograf Lotte Ærsøe besøgte stedet 40 år senere

Jeg ankommer til Lesothos universitet dagen efter, at de studerende har protesteret mod manglende udbetalinger af deres studiestøtte. I går blev der demonstreret og brændt bildæk af, og politiet afspærrede hele universitetetsområdet. Oprørstrangen har åbenbart ikke helt forladt de studerende her i den lille bjergstat i det sydlige Afrika, selvom det er mange år siden, de sidste frihedskæmpere rykkede ud.

I dag er der dog helt roligt mellem de røde toetagers murstensbygninger på universitetsområdet. Mellem tørresnore tunge af vasketøj står en gruppe studerende optaget af deres mobiltelefoner. Jeg må gerne fotografere, men ingen vil have deres navn i avisen. Gårsdagens kamp mod autoriteterne sidder stadig i de unge. De vil dog gerne høre, hvorfor jeg er taget hele vejen fra Danmark til Lesotho for at tage billeder. Og deres ansigter lyser interesseret op, da jeg fortæller historien om, hvordan en gruppe danskere i 1970’erne var med til at grundlægge deres kollegium i solidaritet med frihedsbevægelserne i det sydlige Afrika.

”Det gør mig stolt at vide, at der har boet eksil-sydafrikanere her, hvor jeg bor nu. Det er en fantastisk historie,” udbryder en af de unge kvinder forbløffet.

Oprør i Sydafrika

1976 var et skelsættende år i kampen mod apartheid. I Johannesburg-forstaden Soweto protesterede 15.000 sorte skoleelever mod, at de hvides sprog – afrikaans – skulle erstatte engelsk som undervisningssprog. Men den fredelige demonstration blev mødt med skarpladte maskingeværer fra politiets side. Og betjentenes skud ind i den forsvarsløse menneskemængde satte for alvor gang i kampen mod apartheid, som et par årtier senere bragte det hvide styre til fald.

På samme tid var borgerkrigen i fuld gang i nabolandet Rhodesia – det senere Zimbabwe – hvor befrielsesbevægelsen ZANU kæmpede mod det undertrykkende hvide styre.

Tilsammen skabte de to konflikter en strøm af unge på flugt til de omkringliggende lande, og en del af dem endte i Lesotho. De unge mennesker havde brug for trygge rammer, og nogle af dem fandt det på Lesothos universitet.

Samme år blev det første spadestik til kollegiet Africa Hall taget. Og det danske WUS havde mere end en finger med i spillet.

Internationalt samarbejde

Egentlig var det lederen af WUS i Lesotho, eksil-zimbabweaneren Stan Mudenge, der fik ideen med et kollegium til de unge flygtninge. Men han manglede midlerne til at bygge det for, og derfor fik han sine kontakter fra Danmark med på idéen.

De danske WUS’ere fik støtte fra Danida og tyske GTZ til byggeriet. Og derudover stillede en gruppe arkitekter og ingeniører gratis deres arbejdskraft til rådighed i solidaritet med flygtningene. Det sparede så meget på omkostningerne, at man endte med at bygge flere værelser, end der egentlig var planlagt.

Projektet opstillede en række dogmer for byggeriet. Det skulle blandt andet være klimarelevant – det vil sige, at det skulle kunne holde til Lesothos store temperaturudsving. Det skulle være behageligt at opholde sig i værelserne i de varme sommermåneder, men også holde til de ekstremt kolde vintre. Der blev der ansat 50 lokale håndværkere, som lærte at bygge med klimarelevante teknikker. Og også materialerne var lokalt fremstillet, alle mursten blev købt af små familiebrug, der producerede stenene på bestilling.

I 1979 stod kollegiet klar til 202 flygtninge fra Sydafrika og Zimbabwe. Det blev døbt Africa Hall. Men i dag kalder alle det blot The Africas.

De unge har rykket sig

Under mit besøg på kollegiet møder jeg en gruppe økonomistuderende kvinder, der står og snakker ved indgangen til et af værelserne.

”Jeg anede slet ikke, hvilken stolt historie, kollegiet gemmer på. Jeg bor her jo bare,” fortæller en af dem.

En anden af de studerende inviterer mig indenfor på sit værelse Det er indrettet med to indbyggede senge, skriveborde, hylder og skabe – de oprindelige møbler fra 1979. Faktisk var disse møbler dengang en stor nyskabelse for universitetet, og de blev så populære blandt de studerende, at de blev standard for alt kollegiebyggeri på universitetet sidenhen.

”Det betyder, at vi blot skal have tøj og private ting med. Vi skal ikke ud og skaffe møbler for at bo her,” fortæller værelsets nuværende beboer glad.

Heller ikke hun kender til bygningens stolte historie. Men på en måde er det alligevel et vidnesbyrd om, at det lykkedes: De danske WUS’ere involverede sig i kampen mod apartheid. I dag er de undertrykkende regimer væk. Og de unge her har i stedet travlt med at kæmpe for deres rettigheder lige nu og her, som gårsdagens demonstrationer viser.

I dag indgår kollegiet på lige fod med alle de andre bygninger i området, drevet af og for de lokale. En succes i sig selv. Og måske sender de gamle sydafrikanere og zimbabweanere, der i tidens løb boede på Africa Hall, indimellem et stille tak til Lesothos Nationale Universitet for den chance, de fik dengang.