Ny undersøgelse fra Oxfam: Verdens rigeste lande leverer ikke den klimafinansiering, de har lovet i Paris-aftalen

Verdens rigeste lande har med Paris-aftalen lovet klimabistand for 100 mia. dollars om året til udviklingslandene. En ny analyse fra Oxfam estimerer, at den reelle værdi af klimafinansieringen blot er en tredjedel af det, som de rige lande rapporterer.

”Selvom det entydigt er verdens rigeste lande, der er ansvarlige for klimakrisen gennem vores historiske udledning af CO2, står det klart, at vi ikke lever op til vores forpligtelse om at afbøde krisens alvorlige konsekvenser i udviklingslandene,” siger Kristian Weise.

I 2009 afgav verdens rigeste et løfte under COP15 i København, der blev nedfældet i Paris-aftalen i 2015: Fra og med år 2020 skal den globale klimabistand være mindst 100 mia. dollars årligt og pengene skal være nye midler. Løftet bunder blandt andet i, at verdens cirka 50 fattigste lande er uden ansvar for klimakrisen, fordi de kun har udledt cirka 1 pct. af den akkumulerede CO2 i atmosfæren.

Klimafinansieringen er kun en tredjedel af det rapporterede

Dagens nye rapport fra Oxfam viser, at den rige del af verden ikke leverer den lovede klimastøtte til verdens udviklingslande. Baseret på de nyeste tal fra 2017 og 2018, estimerer Oxfam, at af de knap 60 mia. dollars, der er rapporteret som offentlig klimafinansiering, er den reelle værdi kun omkring 20 mia. dollars om året, når man fraregner tilbagebetaling af lån, renter og andre former for overrapportering.

”Når vi ved, at klimakrisen er drevet af verdens rigeste ti procent, som er ansvarlige for over halvdelen af det globale CO2-udslip, er det grotesk, at vi ikke kan komme i mål med at finansiere arbejdet med klimakrisens negative konsekvenser og den grønne omstilling i verdens fattigste lande – særligt når vi har skrevet under på det i Paris-aftalen,” siger generalsekretær Kristian Weise.

Klimafinansiering øger udviklingslandenes gældsbyrde

Et andet problem, ifølge Oxfam-rapporten, er at hele 80 pct. af klimafinansieringen til udviklingslandene ikke gives som tilskud, men hovedsageligt som lån. Omkring halvdelen af lånene er på så ugunstige vilkår, at de risikerer at øge udviklingslandenes gældsbyrde yderligere.

”Den ekstreme store brug af låneredskaber er på alle måder uheldigt. Mange af verdens fattigste lande kæmper allerede med høj, uholdbar gæld og må aktuelt gældsætte sig yderligere for at løse en klimakrise, de ikke selv har skabt,” siger Kristian Weise.

Oxfam-rapporten viser dog også, at Danmark er blandt verdens bedste til at sikre, at klimabistanden gives som gavebistand fremfor som lån. Dette er særligt vigtigt i de kommende måneder og år, hvor mange udviklingslande samtidig skal bruge deres offentlige budgetter til at kæmpe mod coronakrisens mange negative konsekvenser.

”Det er godt, at stort set hele Danmarks globale klimafinansiering er tilskud til verdens fattigste lande, da det er et afgørende skridt på vejen, når vi skal leve op til vores klimaansvar. Desværre kan vi se, at andre lande som Frankrig og Japan slet ikke følger trop og i vid udstrækning benytter lån, der tilføjer til den negative gældsspiral mange udviklingslande allerede er fanget i. Et stort problem, Danmark med rette kan løfte i internationale fora,” siger Kristian Weise.

Der mangler penge til klimatilpasning i verdens fattigste lande

Dagens rapport fra Oxfam viser også, at kun omkring 20 pct. af klimafinansieringen er gået til verdens 47 mindst udviklede lande (FN’s LDC-definition). Hovedparten af pengene til LDC’erne kan ikke kategoriseres som gavebistand. Samtidig er det kun 3 pct. af klimastøtten, der går til verdens udsatte øsamfund.

Læs, hvordan vi arbejder med klima og klimaretfærdighed.

”Verdens fattigste lande, der intet ansvar har for klimakrisen og som mærker de alvorligste konsekvenser, når oversvømmelser eller tørke rammer, får simpelthen ikke tilstrækkelig hjælp. Vores undersøgelse viser, at kun 25 pct. af klimafinansieringen går til klimatilpasning, mens hele 66 pct. går til at reducere CO2-udledning. Dette selvom Paris-aftalen klart fastslår, at der skal sikres en balance mellem tilpasning og reduktion,” siger Kristian Weise.

Klimaforhandlingerne går i stå med gamle penge på nye flasker Problemet med en stor del af den nuværende klimafinansiering til udviklingslandene, både globalt og i Danmark er, at pengene tages fra den eksisterende udviklingsbistand, hvor målet om et minimumsniveau på 0,7% af BNI blev fastlagt for præcis 50 år siden (24. oktober 1970). Ud af de globale 100 mia. dollars nedfældet i Paris-aftalen, har Danmark forpligtet sig til at bidrage med cirka 5 mia. kr. Alligevel lever hverken årets finanslovsforslag eller regeringens nyligt lancerede globale klimastrategi op til dette løfte.

”Danmark og andre lande med ambitioner om en global, grøn omstilling mister legitimitet og relevans, hvis vi ikke går forrest og selv lever op til Paris-aftalens krav om klimastøtte. Derfor skal der også sikres reelle nye penge i de igangværende finanslovsforhandlinger, hvis der skal være sandhed i Danmarks fortælling om at være et grønt foregangsland. Verdens fattigste skal ikke betale prisen endnu engang,” siger Kristian Weise.

Paris-aftalen har 5-års fødselsdag i december 2020 og spørgsmålet om ansvar, finansiering og afbødning af klimakrisens negative konsekvenser står helt centralt i de videre klimaforhandlinger.

”Nøglen til at leve op til verdens fælles målsætninger i Paris-aftalen, herunder ambitionen om en temperaturstigning på maks. 1,5 grader, handler også om nye penge – særligt til klimatilpasning. Regningen for klimakrisen ligger på Danmarks og resten af verdens rige landes bord og derfor er det både nødvendigt og retfærdigt, at vi finder pengene. Alternativet er, at de rige lande må bære skylden for et svigt af historiske dimensioner,” siger Kristian Weise.

Om rapporten

Oxfam har lavet undersøgelsen ”Climate Finance Shadow Report 2020” i samarbejde med danske INKA Consult.

Rapporten viser:

• At af de knap 60 mia. dollars, der er rapporteret som offentlig klimafinansiering, er nettoværdien af støtten kun omkring 20 mia. dollars. Altså blot en tredjedel af den rapporterede støtte.

• At kun 20 pct. af den rapporterede klimastøtte er deciderede tilskud, mens de resterende 80 pct. er forskellige typer af lån, der risikerer at øge udviklingslandenes gældsbyrde yderligere.

• At kun omkring 20 pct. af klimafinansieringen er gået til verdens 47 mindst udviklede lande (FN’s LDC-definition), samt at hovedparten af pengene til LDC’erne ikke kan kategoriseres som tilskud. Samtidig er det kun 3 pct. af klimastøtten, der går til verdens udsatte øsamfund.

• At kun 25 pct. af klimafinansieringen går til klimatilpasning, når tørke eller oversvømmelse rammer, mens 66 pct. går til at hjælpe lande med at reducere CO2-udledning. Dette selvom Paris-aftalen fastslår, at der skal sikres en balance mellem tilpasning og CO2-reduktion.

Baggrund: Rapportens tal på knap 60 mia. dollars - der er rapporteret som offentlig klimafinansiering - er baseret på gennemsnittet af den klimafinansiering, som er rapporteret i 2017 og 2018 og som skal lede til opnåelse af 2020-målsætningen på 100 mia. dollars fra lande, udviklingsbanker, globale klimafonde og andre organisationer, der rapporterer til UNFCCC og OECD.

Tallene er de nyeste opgjorte og Oxfam rapporten er den første, globale analyse af tallene. Oxfam’s tal om nettoværdien af støtten på omkring 20 mia. dollars ser på gavebistands-ækvivalens og tager dermed højde for udgifter ved optagelse af lån. Desuden tages der højde for overrapportering af klimafinansiering i udviklingsprojekter, som har flere formål end alene at bekæmpe klimaforandringerne.

Ved COP15 i København (2009) og i Paris-aftalen (2015) forpligtede verdens rigeste lande sig til at mobilisere 100 mia. dollars i klimafinansiering fra 2020. De nye penge skal støtte udviklingslandenes arbejde med at tilpasse sig klimaforandringerne og mindske deres CO2-udledninger. Ved COP26 i Glasgow (2021) starter nye forhandlinger om, hvordan denne forpligtelse skal se ud efter 2025.