Ny rapport: Klimakrisen drives af verdens rigeste

Fra 1990 til 2015 steg verdens samlede CO2-udledning med 60 procent. En ny undersøgelse fra Oxfam viser, at verdens rigeste 1 procent i den periode har udledt dobbelt så meget CO2 som den fattigste halvdel af verdens befolkning, og at klimaets kritiske tilstand i høj grad skyldes deres ekstreme forbrug.

”Mens klimakrisen truer vores fælles fremtid, står det nu sort på hvidt, at det i stor udstrækning er verdens absolut rigeste mennesker, der bærer skylden. Dem, der betaler den største menneskelige regning for klimaforandringerne, er til gengæld verdens fattigste. Kort sagt er det globale CO2-budget blevet anvendt på stigende forbrug blandt de allerede privilegerede og velstillede, fremfor på at løfte mennesker ud af fattigdom. Sådan er den ulige virkelighed. Det er vi nødt til at lave om,” siger generalsekretær Kristian Weise.

Rapportens metode

Undersøgelsen "The Carbon Inequality Era" fra Oxfam og Stockholm Environment Institute (SEI) er baseret på estimeret forbrug - udledninger inden for et givent land, inklusive udledninger indeholdt i import og eksklusive udledninger indeholdt i eksport.

Nationale forbrugsemissioner er fordelt på individuelle husholdninger, baseret på seneste dataset for indkomstfordeling og den funktionelle forbindelse mellem udledninger og indkomst. Dermed antages det, på baggrund af en række studier, der indgår i rapporten, at udledninger stiger proportionelt med indkomst over et minimum niveau af udledninger og indtil et maksimum niveau. De nationale udledninger (husholdningsforbrug) - for 117 lande fra 1990 til 2015 – er derefter sorteret efter den globale fordeling efter indkomst.

Rapporten dækker CO2-udledninger fra fossile brændstoffer såsom olie, kul og gas. Datasættet dækker cirka 90 pct. af CO2-udledningerne.

De historiske tal for CO2-udledning stammer fra Global Carbon Project og Carbon Atlas. Flere metodedetaljer er tilgængelige i rapporten fra Stockholm Environment Institute (SEI) og Oxfam.

Undersøgelsen ”The Carbon Inequality Era" er lavet af Oxfam i samarbejde med Stockholm Environment Institute (SEI). Den er på dagsordenen, når verdens ledere mødes under FN’s generalforsamling og årlige klimauge, som begynder mandag den 21.september.

Undersøgelsen viser blandt andet:

• At verdens rigeste 1 pct. fra 1990 - 2015 har udledt dobbelt så meget CO2 i atmosfæren som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

• At klimaets kritiske udvikling fortrinsvist er drevet af verdens rigeste 10 pct. (målt på indkomst), der gennem deres forbrug er ansvarlige for 52 pct. af den akkumulerede udledning af CO2 fra 1990 - 2015.

• At verdens 50 pct. fattigste (målt på indkomst) kun står for 7 pct. af den akkumulerede CO2-udledning mellem 1990 og 2015. Økonomisk ulighed og vækst i toppen driver klimaforandringerne

Undersøgelsen måler også sammenhængen mellem indkomstgrupper og deres CO2-udledning på globalt plan. I perioden fra 1990 til 2015 er størrelsen af verdensøkonomien (målt ved globalt BNP) fordoblet. Alligevel lever knap halvdelen af verdens befolkning (46 pct.) stadig for under 5,50 dollars om dagen. Det skyldes blandt andet stigende ulighed, hvor særligt den ene procent rigeste, men også de rigeste 10 procent samlet set, bliver stadig rigere og får en større andel af indkomsten i lande verden over.

Undersøgelsen viser også, at den samlede og øgede mængde af CO2 i atmosfæren fra 1990 - 2015 hovedsageligt skyldes væksten i de rigestes forbrug af fossile brændstoffer:

• CO2-udledningerne for verdens rigeste 1 pct. (målt på indkomst) steg 3 gange så meget som udledningerne for verdens fattigste 50 pct. (målt på indkomst).

• Verdens rigeste 1 pct. (målt på indkomst) var ansvarlige for 15 pct. af CO2-udledningerne i perioden – mere end alle EU’s indbyggere samlet set.

På den måde er klimakrisen tæt forbundet med den globale ulighedskrise, der betyder, at de få forbruger langt størstedelen af de ressourcer, som burde være retfærdigt fordelt og komme alle mennesker til gode.

”Vi styrer direkte mod grænsen for, hvad vores planet kan bære. Hvis verdens regeringer for alvor mener noget med FN’s verdensmål og vil sikre en god fremtid for alle, så skal de starte med uligheds- og klimakriserne. De rigeste mennesker og lande skal simpelthen påtage sig et langt større ansvar, når det gælder reduktion af CO2-udledninger og en større omfordeling af de penge og ressourcer, kloden har til rådighed,” siger Kristian Weise.

Det kan vi gøre

Rapporten ser også fremad og fastslår, at de rigeste mennesker fortsat har et stort ansvar: Hvis de 10 pct. rigeste globalt blot reducerer deres CO2-fodaftryk (per capita) til det eksisterende EU-gennemsnit, ville de årlige globale udledninger falde med mere end 25 pct.

”Det bliver nogle gange fremstillet som om, at det ikke nytter noget, at lande som Danmark går foran på klimadagsorden, når middelklassen samtidig vokser i Kina og Indien, og Afrika er midt i et befolkningsboom. Men det passer simpelthen ikke.

Det er ikke kinesernes fjernsyn eller indernes køleskabe, der har bragt os på kanten afgrunden. Og det er slet ikke afrikanernes landbrug. Det er os i toppen af den globale indkomstpyramide, der bærer ansvaret for udviklingen de seneste årtier.

Os som bor i Europa, Nordamerika, de rigeste Golf-lande og til dels i Kina – og vores flyrejser og benzinslugende biler, vores opvarmning og nedkøling af boliger,” siger Kristian Weise.

Der mangler hverken viden eller mulige løsninger på klimakrisen; det skorter mere på mod og vilje til at tage fat på de ting, der er svære at tale om – det er vores økonomiske model og forbrugsmønstre, der skal gøres op med:

”Selv om nogle af verdens rigeste lande er begyndt at reducere udledningen af CO2, så har vi både et historisk og aktuelt ansvar for at gøre meget mere, så også verdens fattigste får mulighed for anstændige levevilkår. Regningen ligger på vores bord og vi er forpligtet til at hæve klimabistanden til verdens fattigste lande og fordele regningen gennem retfærdig beskatning, hvor de rigeste mennesker bidrager mere, så vi undgår yderligere sociale slagsider og samtidig bekæmper ulighed,” siger Kristian Weise.

”Helt konkret bør vi i verdens rigeste lande skabe en skatte- og afgiftsmodel, der i langt højere grad end i dag beskatter forbrug af CO2. Og som gør det progressivt, så jo flere flyrejser eller store biler man køber, des mere skal man betale i afgift.

Det er den eneste måde, vi kan få reduceret den del af vores forbrug, der er den store synder. Samtidig må vi hjælpe til, at også verdens mellemindkomst- og fattigste lande får afkoblet deres transportsystemer og husholdningsforbedringer fra kul-og-olie-økonomien,” siger Kristian Wiese.

Oxfam Danmarks anbefalinger

1. Forøg klimabistanden til verdens fattigste lande. Danmark er igennem Paris-aftalen forpligtet til at give omkring fem mia. kr. i klimabistand til verdens fattigste lande. Midlerne skal være additionelle, så indsatsen ikke udhuler den eksisterende udviklingsbistand. Danmark er et af verdens rigeste lande og vi har længe erkendt, at vi har været med til at skabe klimaproblemet. Derfor er det også vores ansvar at sikre, at vi lever op til vores konkrete forpligtelse om at trække verden i en grønnere retning samtidig med, vi bekæmper ulighed og fattigdom.

2. Styrk den langsigtede udviklingsbistand med fokus på ulighedsbekæmpelse, bedre omfordeling og menneskerettigheder. På den måde kan Danmark bidrage til at styrke tilpasningsevnen og modstandsdygtigheden hos sårbare befolkningsgrupper, der er særligt udsatte for klimaforandringerne. Dette kræver en langsigtet indsats, der har fokus på f.eks. demokrati, menneskerettigheder, ligestilling, kvalitetsuddannelse, social sikring og gode levevilkår lokalt.

3. Gentænk skattesystemet, så det er retfærdigt og direkte CO2-reducerende. Finansieringen af vores globale bidrag til klimakampen og en grøn genstart efter Covid-19 bør komme fra progressiv og social retfærdig beskatning, hvor dem, der historisk og i fremtiden udleder mest CO2 også betaler regningen. Dette betyder i praksis, at der skal indføres mere retfærdig beskatning på udledning af CO2, der samtidig har blik for, at omstillingen skal mindske økonomisk ulighed. Man bør særligt se på beskatning af luksusvarer med stor udledning. Der bør – i både Danmark og blandt de største CO2-udledere i verdens øvrige lande – være stærke incitamenter mod at flyve for meget, køre i benzinslugere og nedkøle eller opvarme store bygninger via fossildrevne aircondition eller varmeanlæg.

4. Danmark bør arbejde for, at EU og andre rige lande overholder forpligtelsen fra Paris-aftalen. Det internationale samfund har garanteret at levere 100 milliarder US-dollars i klimafinansiering til fattigere dele af verden fra 2020. Danmark skal også arbejde for, at halvdelen af disse penge bruges på klimatilpasning, så der sikres en balance mellem tilpasning og reduktion af CO2-udslip. Og så er det afgørende, at klimafinansieringen ikke leder til øget gæld i fattige lande.

5. Danmark bør sikre offentlige investeringer i en grønnere økonomi. Særligt i verdens rigeste og mest udledende økonomier såsom i Europa og USA, hvor der behov for store omlægninger af infrastruktur, øget bæredygtig elektrificering, bedre energieffektivitet, bæredygtig jobskabelse og styrkelse af sektorer med lav udledning af CO2. Dansk opnåelse af 70 pct. reduktionsmål i 2030 samt opnåelse af målet om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning er afgørende og skal desuden opnås på en måde, der ikke leder til øgede udledninger i andre lande. Over hele verden skal det sikres, at så meget som muligt af trafikken er eldreven samt at husholdninger, landbrug og produktion udleder så lidt CO2 som muligt. Resultaterne skal ske hurtigt og Danmark skal bidrage alle de steder, vi kan.

6. Danmark bør fortsat gå forrest globalt. Som et af verdens rigeste og mest industrialiserede lande har Danmark en afgørende rolle at spille globalt, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. En indsats, der bør prioriteres i alle udenrigs- og udviklingspolitiske fora.

3 eksempler på Oxfam Danmarks samarbejde med dem, der lige nu mærker effekten af klimaforandringerne

Burkina Faso & Niger

En konsekvens af klimaforandringerne i Afrikas Sahel-region er tørke og dermed svigtende afgrøder og færre græsningsarealer til husdyr. Det fører til sammenstød mellem nomader og bønder i Burkina Faso og Niger. Oxfam Danmark arbejder som mægler i lokale klimakonflikter og samarbejder med lokale partnere om at finde bæredygtige løsninger på, hvordan befolkningen kan blive mindre sårbare overfor klimaforandringer.

Mozambique

Oxfam Danmark træder også til når klimaforandringerne rammer, de lande vi arbejder i. I marts og april 2019 ramte to cykloner Mozambique, hvilket medførte fødevaremangel og mangel på såsæd for de overlevende. Det nødvendiggjorde en humanitær indsats, der kunne forbedre fødevaresituationen og mulighederne for det kommende års høst. Vi støtter fortsat arbejdet med genopretningen.

Colombia

I Malaki, Colombia, har det oprindelige folk - Wayuu-folket - altid levet i pagt med den barske natur. Desværre truer klimaforandringerne deres livsgrundlag, og i mere end et årti har der manglet mad og vand. Dammen hvor de normalt henter vand er udtørret, og det er blevet umuligt at dyrke grøntsager.

Det anslås, at mindst 5.000 børn er døde af fejlernæring. Projektet er støttet af Danmarks Indsamlingen og har særligt fokus på at sikre vand til de lokale, fordi en stor del af områdets vand bliver benyttet til minearbejde.