Ny undersøgelse: Fordeling af CO2-udledning er ekstremt ulige

En ny undersøgelse fra Oxfam viser, at mens størstedelen af EU’s befolkning har formået at nedbringe deres udledning af CO2 i årene fra 1990 til 2015, er udledningen fra de rigeste steget. 

Mens 90 pct. af EU’s befolkning har formået at nedbringe deres udledning af CO2 i årene fra 1990 til 2015, er udledningen fra de rigeste 10 pct. steget. Desuden er de rigeste 10 pct. af EU’s borgere ansvarlige for over en fjerdedel af CO2-udledningen, og dermed gennem deres forbrug udleder den samme mængde CO2 som den fattigste halvdel af EU’s befolkning. Det viser en ny undersøgelse fra Oxfam, der udgives i dag. 

”Det er de rigeste, der har det største ansvar for EU’s samlede CO2-udledning. Mens de fattigere dele af befolkningen længe har bidraget til reduktion i udledning af CO2, har de rigeste ikke bidraget endnu. De har simpelthen fået en gratis omgang. Det er afgørende at skabe en social retfærdig grøn omstilling, hvor de rigeste og mest udledende mennesker bidrager og reducerer langt mere. Det er både fair og vil også være det mest effektive,” siger Kristian Weise, generalsekretær i udviklingsorganisationen Oxfam Danmark.

Oxfams nye undersøgelse - Confronting Carbon Inequality in the European Union – lanceres få dage inden EU’s ledere mødes for at blive enige om EU’s 2030-reduktionsmål. Rapporten viser den store forskel, der er mellem de rigestes EU-borgeres CO2-udledninger sammenlignet med resten af befolkningen og viser dermed, hvem der har ansvaret for EU’s akkumulerede CO2-udledninger i årene 1990 til 2015.

Undersøgelsen viser blandt andet:

• At de samlede årlige CO2-udledninger i perioden (forbrug) er faldet med 24 pct. for den fattigste halvdel af EU’s befolkning, mens udledningerne for de rigeste 10 pct. steg med 3 pct.

• At de rigeste 10 pct. af EU’s borgere (målt på indkomst) er ansvarlige for over en fjerdedel (27 pct.) af EU’s totale CO2-udledning. Det er lige så meget som de fattigste 50 pct. i EU tilsammen.

• At EU’s rigeste 10 pct. i dag har et CO2-aftryk pr. capita, der er over 10 gange større end det nødvendige niveau, hvis vi skal nå Paris-aftalens 1,5 graders målsætning, mens den rigeste ene pct. er hele 30 gange højere. Til sammenligning skal de fattigstes udledninger blot halveres, hvis vi skal nå målsætningen.

• At EU-borgerne kollektivt er ansvarlige for 15 pct. af de globale akkumulerede CO2-udledninger (forbrug), selvom de blot udgør 7 pct. af verdens befolkning.  

Rapportens metode

Undersøgelsen ”Confronting Carbon Inequality in the European Union” er udarbejdet i samarbejde med Stockholm Environment Institute (SEI). I undersøgelsen fokuserer Oxfam på forholdet mellem indkomstgrupper og CO2-udledninger blandt EU-borgere og EU-medlemslande i perioden 1990 til 2015.

Rapporten er baseret på estimeret forbrug af fossile brændsler - udledninger inden for et givent land, inklusive udledninger indeholdt i import og eksklusive udledninger indeholdt i eksport. Nationale forbrugsemissioner er fordelt på individer, baseret på seneste dataset for indkomstfordeling og den funktionelle forbindelse mellem udledninger og indkomst. Dermed antages det, på baggrund af en række studier, der indgår i rapporten, at udledninger stiger proportionelt med indkomst over et minimum niveau af udledninger og indtil et maksimum niveau. De nationale udledninger - for de 27 lande fra 1990 til 2015, samt et samlet EU-niveau - er derefter sorteret i forhold til fordeling efter indkomst.

Rapporten dækker CO2-udledninger fra fossile brændstoffer såsom olie, kul og gas. Datasættet dækker cirka 90 pct. af CO2-udledningerne.

Den rigeste 1 pct. EU-borgere har en årlig indkomst på over 89.000 euro. De rigeste 10 pct. har en indkomst over 41.000 euro, mens de midterste 40 pct. placerer sig mellem 20.000 og 40.999 euro og de fattigste 50 pct. har en indkomst op til 19.999 euro. 2015-satser.

Flere metodedetaljer er tilgængelige i rapporten fra SEI og Oxfam.

Økonomisk ulighed og vækst i toppen driver klimaforandringerne

Den europæiske undersøgelse fra Oxfam måler sammenhængen mellem indkomstgrupper og deres CO2-udledning på tværs af EU.

”Det har længe været bredt accepteret, at EU skal reducere sin udledning af CO2. Samtidig er den økonomiske ulighed steget i mange EU-lande de sidste 30 år og vi kan se, at det særligt er den økonomiske elite, der forbruger og udleder mest. Derfor bør de nødvendige politiske beslutninger og de største forandringer målrettes dette forbrug,” siger Kristian Weise.

Ifølge FN’s Klimapanel skal EU reducere CO2-udledninger med mindst 65 pct. i forhold til 1990, hvis vi skal leve op til Paris-aftalens forpligtelser.

”EU’s ledere og landenes regeringer bliver simpelthen nødt til at arbejde for, at dem, der bærer det største ansvar for klimakrisen - de rigeste mennesker og lande - bidrager meget mere til den grønne omstilling. Mens hovedparten af EU’s borgere har formået at sænke deres CO2-udledninger, er de rigestes udledning steget. Lige nu er den ulige virkelighed altså, at vores CO-budget bliver ædt op af de mest velstilledes livsstil og forbrug,” siger Kristian Weise.

Den rigeste ene procent er ansvarlig for 7 pct. af udledningerne

På baggrund af den voksende økonomiske ulighed i mange EU-lande, estimerer Oxfam, at reduktionerne i CO2-udledning ikke er lige fordelt blandt EU's borgere:

• Den rigeste 1 pct. (ca. 4,7 mio. mennesker) var ansvarlig for 7 pct. af EU’s samlede CO2-udledning fra 1990 til 2015.

“Vi står med alvorlige klima- og ulighedskriser, som ikke kan adskilles, hvis vi skal sikre retfærdige samfund i fremtiden. Ambitionerne for CO2-reduktion skal være større, og hvis vi vil skabe politisk opbakning til højere mål, er det afgørende, at de absolut rigeste bidrager meget mere end det er tilfældet i dag. Det så vi med de gule vestes protester i Frankrig. Vi bliver simpelthen nødt til at omfordele udgifterne til den grønne omstilling, f.eks. gennem progressive skatter og CO2-afgifter, så vi styrker den økonomiske og sociale balance”, siger Kristian Weise.

Det er de fattigste mennesker i EU, der har reduceret udledningen af CO2

I perioden fra 1990 til 2015 faldt de årlige CO2-udledninger forbundet med menneskers forbrug med omkring 12 pct. - i EU. Det samlede fald i EU’s CO2-udledninger skyldes først og fremmest, at de fattigste borgere har mindsket deres udledning fra 1990 til 2015:

• De samlede årlige CO2-udledninger fra de fattigste 50 pct. af EU-borgerne faldt med 24 pct. For de næste 40 pct. faldt udledningerne med 13 pct.

• Derimod steg CO2-udledningerne fra de rigeste 10 pct. med 3 pct. og ser vi alene på den rigeste procent steg udledningerne med 5 pct.

”Som en af verdens rigeste og mest industrialiserede verdensdele – og med et historisk ansvar for klimakrisen – er det afgørende, at EU og medlemslandene viser vejen ud af klimakrisen. Det skal ske ved at handle nu. Kampen mod ulighed og et opgør med de rigestes manglende samfundsbidrag er en absolut nødvendig del af kampen for en bæredygtig og grøn fremtid,” siger Kristian Weise.

Oxfam Danmarks anbefalinger

Oxfam Danmarks forslag for en grøn og ulighedsbekæmpende genstart efter Covid-19:

1. Danmark bør gå forrest globalt. Som et af verdens rigeste og mest industrialiserede lande har Danmark en afgørende rolle at spille globalt, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. En indsats, der bør prioriteres i alle udenrigs- og udviklingspolitiske fora.

2. EU’s stats- og regeringschefer bør vedtage et ambitiøst CO2-reduktionsmål. Et mål, der både afspejler vores historiske ansvar for klimakrisen og vores økonomiske kapacitet til at finansiere omstillingen samt videnskabens anbefalinger. På den baggrund bør der vedtages et mål, som reducerer udledningen af drivhusgasser med minimum 65 pct. i 2030 i forhold til niveauet fra 1990. Kun på den måde kan EU påtage sig sin fair andel af de nødvendige reduktioner og samtidig vise vejen overfor andre store globale udledere som USA og Kina.

3. Danmark bør arbejde for, at EU og andre rige lande overholder forpligtelsen fra Paris-aftalen. Det betyder, at Danmark i EU bør arbejde for, at der fastsættes ambitiøse klimamål, der reelt gør, at vi formår at nedbringe de globale CO2-udledninger tilstrækkeligt. Desuden har det internationale samfund garanteret at levere 100 milliarder US-dollars i klimafinansiering til fattigere dele af verden fra 2020. Danmark skal også arbejde for, at halvdelen af disse penge bruges på klimatilpasning, så der sikres en balance mellem tilpasning og reduktion af CO2-udledninger. Og så er det afgørende, at klimafinansieringen ikke leder til øget gæld i fattige lande.

4. EU skal sikre en retfærdig grøn omstilling ved at adressere den stigende ulighed. Mens alle dele af EU og alle indkomstgrupper i EU har et ansvar for klimakrisen, er det åbenlyst, at de rigeste mennesker har det største ansvar, der er tæt forbundet med den stigende økonomiske ulighed. For at sikre en mere omfattende klimaindsats og det politiske fundament for handling, er det afgørende, at de rigeste bidrager relativt mere til den grønne omstilling. Her er samarbejde med arbejdsmarkedets parter afgørende, så alle berørte grupper bliver hørt.

5. Skattesystemer skal gentænkes, så de er retfærdige og direkte CO2-reducerende. Derfor skal finansieringen af vores globale bidrag til klimakampen og en grøn genstart efter Covid-19 komme fra progressiv og social retfærdig beskatning, hvor dem, der historisk har udledt mest CO2, også betaler regningen. Dette betyder i praksis, at der skal indføres mere retfærdig beskatning på udledning af CO2, der samtidig har blik for, at omstillingen skal mindske økonomisk ulighed. Man bør særligt se på beskatning af luksusvarer med stor udledning. Der bør – i både Danmark, i EU og blandt de største CO2-udledere i verdens øvrige lande – være stærke incitamenter mod at flyve for meget, køre i benzinslugere og nedkøle eller opvarme store bygninger via fossildrevne aircondition eller varmeanlæg.

6. Danmark bør sikre offentlige investeringer i en grønnere økonomi. Det gælder særligt i verdens rigeste og mest udledende økonomier såsom i Europa og USA, hvor der er behov for store omlægninger af infrastruktur, øget bæredygtig elektrificering, bedre energieffektivitet, bæredygtig jobskabelse og styrkelse af sektorer med lav udledning af CO2. Dansk opnåelse af 70 pct. reduktionsmål i 2030 samt opnåelse af målet om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning er afgørende og skal desuden opnås på en måde, der ikke leder til øgede udledninger i andre lande.

I det følgende kan du læse mere om Oxfam Danmarks samarbejde med de lande, der lige nu mærker effekten af klimaforandringerne.

Burkina Faso & Niger

En konsekvens af klimaforandringerne i Afrikas Sahel-region er tørke og dermed svigtende afgrøder og færre græsningsarealer til husdyr. Det fører til sammenstød mellem nomader og bønder i Burkina Faso og Niger. Oxfam Danmark arbejder som mægler i lokale klimakonflikter og samarbejder med lokale partnere om at finde bæredygtige løsninger på, hvordan befolkningen kan blive mindre sårbare overfor klimaforandringer.

Mozambique

Oxfam Danmark træder også til når klimaforandringerne rammer, de lande vi arbejder i. I marts og april 2019 ramte to cykloner Mozambique, hvilket medførte fødevaremangel og mangel på såsæd for de overlevende. Det nødvendiggjorde en humanitær indsats, der kunne forbedre fødevaresituationen og mulighederne for det kommende års høst. Vi støtter fortsat arbejdet med genopretningen.

Colombia

I Malaki, Colombia, har det oprindelige folk - Wayuu-folket - altid levet i pagt med den barske natur. Desværre truer klimaforandringerne deres livsgrundlag, og i mere end et årti har der manglet mad og vand. Dammen hvor de normalt henter vand er udtørret, og det er blevet umuligt at dyrke grøntsager.

Det anslås, at mindst 5.000 børn er døde af fejlernæring. Projektet er støttet af Danmarks Indsamlingen og har særligt fokus på at sikre vand til de lokale, fordi en stor del af områdets vand bliver benyttet til minearbejde.