Tiden er inde til at beskatte ekstrem rigdom

Denne kronik er publiceret på b.dk - læs den her.

Skat på de rigeste kan bremse den galoperende ulighed og rejse de milliarder, vi har brug for til at bekæmpe klimakrisen og sikre nødvendige investeringer i velfærd og rettigheder - både herhjemme og globalt. Meningsmåling efter meningsmåling i land efter land viser, at der er stor opbakning til en skat på rigdom med støtte på tværs af politiske skel. Så hvorfor sker det ikke?

I Oxfam arbejder vi for at bekæmpe ulighed og sikre, at alle har lige rettigheder og muligheder for at skabe sig et værdigt liv. En del af løsningen er at finde pengene der, hvor de er; nemlig blandt de allerrigeste, der befinder sig i top 1%. Og vi ved fra eksperter og forskning, at skat på rigdom giver god mening. Men alligevel har vi i årevis igen og igen hørt modargumenterne: Skatten skal ned for de rige, så de kan skabe job og vækst for os andre, og hvis ikke vi lystrer og giver dem lav skat, så flygter de. Disse argumenter har domineret den skattepolitiske tænkning i Danmark og globalt siden 1980’erne. At tale for højere skat på de rigeste har derfor længe føltes som at løbe hovedet mod en mur.

Men noget er ved at ændre sig. Sprækker er fremkommet i muren, og den begynder at give efter. Regeringer i Frankrig, Tyskland, Spanien, Brasilien og Sydafrika forslog for en måned siden, at G20 - sammenslutningen af verdens største økonomier – skal indføre en minimumsskat på milliardærer, altså dem med milliard-formuer, og i USA taler præsident Biden for skat på de ultrarige med formuer over 100 millioner dollars. En koalition der spænder fra en stribe tidligere statsledere til nobelprisvindende økonomer og til mere end 200 mangemillionærer og milliardærer er blandt de mange nye stemmer, der kræver skat på de rigeste med nettoformuer over 35 millioner kroner. Det er en bevægelse, som skærer på tværs af politiske skel og kontinenter, og som allerede bliver kaldt historisk.

Det politiske momentum for skat på de rigeste er blandt andet opstået på baggrund af de brudte løfter om, at vi alle ville få det bedre, når de rige forgyldes.

Et nyligt studie af de seneste 50 års skattelettelser til de rigeste på tværs af 18 lande har fundet, at de rige er blevet rigere, mens der ingen effekt kunne påvises på vækst eller arbejdsløshed. Kort sagt, så går degnen stadig og venter på, at det skal dryppe på ham efter 50 års løfter.

Mens de positive effekter har været svære at få øje på, så er der derimod voksende dokumentation for, at den stigende ulighed, der har fulgt skattelettelser til de rigeste, er skadelige for samfundet. Forskning peger på, at ulighed blandt andet er skadelig for demokrati, tillid til politikere, klima, vækst og fattigdomsbekæmpelse.

Chefen for den Internationale Valutafond, der i årtier har promoveret ulighedsskabende politikker, indrammede den nye konsensus, da hun ved en nylig tale udtalte; ”vi har en forpligtelse til at rette op på, hvad der har været den mest seriøse fejl over de sidste 100 år – den vedblivende høje økonomiske ulighed.” Hun har ret, og det haster.

På bare et årti er verdens dollar-milliardærer blevet dobbelt så rige, og to-tredjedele af al ny formue skabt under Covid-pandemien, endte i lommerne på den rigeste 1%. Imens advarer Verdensbanken om, at det kommende årti kan blive et kæmpe tilbageslag i kampen mod global fattigdom, og klimakrisen risikerer at øge sult og nød. Udregninger fra Oxfam viser, at hvis vi fortsætter i nuværende tempo, vil det tage 230 år at udrydde global fattigdom, mens verden allerede inden for et årti kan få sin første dollar-billionær, dvs. en person med en formue på 6.900 milliarder danske kroner. Pengene til at løse de mange kriser findes, men det kræver, at vi fokuserer på, hvor pengene er, nemlig helt i toppen.

Og de rigeste har råd til at betale mere. Undersøgelser viser, at de super-rige – mangemillionærer og milliardærer – i Holland, Frankrig, Italien, USA, og England betaler en lavere skat end almindelige lønmodtagere og i nogle tilfælde så lidt som 2%. Også i Danmark har de rigeste haft gavn af, at vi afskaffede formueskatten i 1997 og siden har lettet skatten med knap 65 mia. kroner, som primært er kommet de rigeste til gode.

Ofte hører vi om frygten for, at de ultra-rige vil flygte ud af landet, hvis vi hæver skatten på dem. Men erfaringerne viser, at frygten er overdrevet. F.eks. har en af verdens førerende skatteforsker og hans team vist, at fraflytningen af de rigeste, da Danmark og Sverige havde formueskatter for år tilbage, var ”bemærkelsesværdigt små” med en netto-udvandring på under 0,01% pr. år. En undersøgelse fra Frankrig viste ligeledes, at kun 0,2% af de rigeste fraflyttede i de år, hvor Frankrig havde en formueskat. Flere medier har berettet, at en række rigmænd fraflyttede Norge, efter de for nyligt satte skatten op, men det skyldes blandt andet, at Norge har svagere værnsregler for fraflytning end Danmark. Kort sagt viser erfaringerne, at vi godt kan beskatte de rige, uden at de nødvendigvis flygter.

Samtidig får vores skattemyndigheder i dag langt mere data om udenlandske bankkonti. De store formuer, som tidligere nemt kunne skjules i Schweitz og andre skattely, er derfor nemmere at beskatte i dag. Ifølge nye beregninger er skatteunddragelse ved at gemme formuer på udenlandske bankkonti faldet med en faktor tre over de seneste ti år pga. denne informationsdeling.

Der er altså al mulig rationel grund til, at det globale momentum for skat på de rigeste vokser, men det er dog endnu ikke for alvor nået til Danmark. Det er en skam, for også herhjemme har vi i årtier lettet skatten på de rigeste, og samtidig set uligheden tage fart. Uligheden nåede i 2021 sit højeste niveau siden Danmarks Statistik begyndte at måle den i 1987, og i dag har den rigeste 1 pct. af danskerne mere formue end 82 pct. af danskerne tilsammen. Også i Danmark har vi brug for en seriøs debat om, hvordan vi finansierer fremtidens udfordringer, herunder klima og velfærd, og det oplagte og retfærdige svar er at beskatte ekstrem rigdom.

Oxfam har beregnet, at med en beskeden formueskat på 1 pct. på den rigeste 1 pct. danskere, som er danskere med en nettoformue over 15,5 millioner kroner, vil vi kunne skaffe 11 milliarder kroner i statskassen. For det vil vi kunne finansiere et betragteligt løft af velfærden, investere i klimaomstillingen, og stadig have penge til at styrke indsatsen mod global sult og fattigdom.

Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før skat på de rigeste også bliver et større politisk tema herhjemme. Valget til Europa-Parlamentet 9.juni er et eksempel på det. Flere danske kandidater til Europa Parlamentet taler nemlig for, at EU bør sikre skat på de rigeste, og et EU borgerforslag for skat på ekstrem rigdom nærmer sig 200.000 underskrifter.

I Oxfam håber vi, at det nye momentum for skat på de rigeste vil skabe genklang – både blandt beslutningstagere og befolkningen. Ikke fordi vi er misundelige på de rige eller ønsker et samfund, hvor alle er fuldstændig lige. Men fordi vi har kraftigt brug for at finde finansiering til de mange udfordringer, vi står i, og dermed et retfærdigt svar på klimakrise og fattigdom og et samfund, der sætter trivsel for de mange over rigdom for de få.