Forside / Nyheder / Victoria skaber grundlag for fred i Sydsudan
Artikel

Victoria skaber grundlag for fred i Sydsudan

16.09.2020

Af Malene Aadal Bo

Victoria Nyoka, flygtning og fredsaktivist fra Sydsudan

Det er et uendeligt kompliceret puslespil, der skal gå op, før sårene kan hele, og de blodige konflikter for altid bilægges i Sydsudan. Men vigtige brikker lægges hver dag af dem, der arbejder for retfærdighed og sammenhold i det små. En af dem er Victoria Nyoka.

Der er ingen tvivl i Victoria Nyokas hjerte om, at hendes indsats her i Rhino Camp i Uganda – i hverdagen hos flygtninge langt fra de bonede gulve og formelle fredsforhandlinger – er afgørende for at skabe varig fred i Sydsudan. For Victoria er det åbenlyst, at fred må hvile på et fundament af individer i fred med sig selv, familier i indbyrdes fordragelighed og lokalsamfund, hvor man kan løse konflikter uden at ty til vold.

Gevær med løbet stukket i jorden, Sydsudan
Gevær med løbet stukket i jorden, Sydsudan
Foto : Willam West Lillesø

”Hvis jeg selv lever i ufred eller oplever vold, overgreb og føler mig truet, så vil jeg også selv bidrage til konflikt. Af og til alene på grund af de ting, jeg føler, jeg er nødt til at gøre for at overleve,” siger Victoria Nyoka og nævner mænd, som i desperation tyer til vold. Eller kvinder, som af nød stjæler. Eller børn, som oplever overgreb i hjemmet og får en opførsel præget af det.

For mig at se, kan man ikke bygge ægte fred i et land, hvis store dele af befolkningen lever med krænkelser og under utålelige vilkår. Og det er der desværre mange her i området, der gør.
Victoria Nyoka
29 år gammel og flygtning fra Sydsudan

Det begynder med kvinder

Hun er 29 år gammel, flygtning fra Sydsudan og har siden 2016 kæmpet for at skabe et liv for sin familie inden for de rammer, der er hendes lige nu. Det er svært, indrømmer hun, og hun er endda bedre stillet end mange, fordi hun både har en uddannelse og et talent – eller måske især vilje – til at få taletid og indflydelse.

I dag er hun en lederskikkelse i sit lokalsamfund og medstifter af en lokal organisation, der arbejder for at give kvinder flere muligheder og rettigheder. Hun er også en del af Oxfam Danmarks netværk af kvindelige fredsskabere og har netop besluttet at etablere en ny organisation, som skal have fokus på at involvere flere kvinder i arbejdet for fred.

”Jeg har en stor kærlighed til mine medmennesker og især et ømt punkt for kvinder, som er dem, der lider allermest under krig og konflikt, men hvis problemer og synspunkter alligevel konstant bliver overset,” siger Victoria Nyoka.

Jeg tør godt være håbefuld

Igennem organisationen Dynamic Action 4 Peace and Rekonciliation har Victoria Nyoka været med til at give unge kvindelige flygtninge en kort uddannelse eller træning i et håndværk, så de kan forsørge sig selv og få en mere respekteret rolle i deres familie og lokalsamfund. De får også rådgivning og adgang til et fortroligt rum, hvor de kan dele bekymringer og få opbakning og hjælp fra andre kvinder.

Kvinder på marked i Aweil, Sydsudan
Kvinder på marked i Aweil, Sydsudan
Foto : Willam West Lillesø

Samtidig har Victoria Nyoka og hendes kolleger i organisationen et stort fokus på at skabe bånd og venskaber mellem kvinder fra forskellige etniske grupper og familier, hvis forhold ellers er præget af konflikt.

"Lader man de konflikter være, så består de også, når flygtningene en dag kan vende hjem. Men løser man dem, har man et stærkere fundament for fred, når alle en dag forhåbentlig er tilbage i Sydsudan," lyder det fra Victoria.

Victoria Nyokas nye initiativ, Women Empowerment for Peace, bygger videre på disse tanker, men har endnu stærkere fokus på at finde og mobilisere de kvinder, der kan og vil være med til at opbygge en fredskultur blandt beboerne i området – uddanne børn og unge i konfliktløsning og styrke kvinders adgang til ressourcer og ikke mindst deres lyst og mulighed for at søge indflydelse.

Hvis vi selv lærer at leve fredeligt sammen, har vi taget et vigtigt skridt. Og hvis vi så samtidig bliver bedre til at skabe opmærksomhed og foreslå løsninger på de problemer, vi har, og som står i vejen for fred, så tør jeg godt blive håbefuld på mit lands vegne.
Victoria Nyokas